Fem år kan føles som et knips med fingrene, eller som en evighed.
De fem år der på torsdag er gået, siden Muhammedtegningerne blev trykt første gang, føles som en blanding af begge dele.
LÆS OGSÅ: Martin Henriksens blog
På den ene side kunne man godt bilde mig ind, at de skete for nogle uger siden, men på den anden side har tegningerne betydet så store ændringer for så mange forhold i vores samfund, at jeg også sidder med en fornemmelse af, at det må være flere årtier siden.
Da tegningerne blev offentliggjort, gav det mig ro i sjælen at vide, at jeg boede i et land, hvor man turde tage religiøst følsomme emner op, og at man ikke ville lade sig kue af middelalderlig, religiøs underkendelse af ytringsfriheden.
Jeg følte mig stolt, og havde også en ide om, at det ville give en bedre forståelse for vores samfunds værdier, vores rettigheder og pligter. Muhammedtegningerne var ikke ment som en hån mod muslimer, men en henstilling om, at man i Danmark ikke kan tie folks holdninger og meninger ihjel med trusler og vold.
Jeg husker så også den vrede jeg følte, da de første billeder af gale muslimer i Mellemøsten senere dukkede op på tv-skærmene. Jeg husker muslimernes had og blodrusen i deres stemmer, da de råbte død over Danmark og danskere, og satte ild til vores smukke flag. Fortvivlelse, men også overraskelse, fordi jeg på ingen måde følte mit land havde gjort sig fortjent til, at blive målet for al den vrede.
Jyllands-Posten var gået til kamp for ytringsfriheden; ikke i krig mod islam. Men efterfølgende var det som om islam, i hvert fald store dele af islam, var gået i krig mod Jyllands Posten, friheden og vores land.
Jeg husker også stoltheden, da Danmark som nation desværre med undtagelserne hos den venstrefløj der i dag søger magten i landet stod fast på, at myndighederne ikke skulle blande sig i, hvad medierne valgte at trykke, så længe det i øvrigt holdt sig indenfor dansk lovgivning.
Trods pres fra muslimer og ikke-muslimer i hele verden valgte vi i Danmark ytringsfriheden. Til gengæld husker jeg også skuffelsen over den del af landets politikere, som ikke mente ytringsfriheden var værd at kæmpe for, men i stedet mente, at man skulle komme muslimerne i møde. At ytringsfriheden burde begrænses af hensyn til islam. Det var tragisk at lytte til.
I de fem år der er gået siden Muhammedkrisen begyndte, ser det desværre ud til, at mange har ladet sig påvirke af de brændende Dannebrog og de vrede muslimers trusler.
Gang på gang hører man historier om, hvordan ytringsfriheden tydeligvis bliver begrænset, fordi man ikke tør offentliggøre et billede eller en tekst af frygt for, at det vil kunne støde muslimer. Vi hører også om danskere, som retter sig ind efter de muslimske særregler, fordi nogle er bange for, at støde muslimerne.
Revyforfattere føler sig begrænsede i deres ytringsfrihed, aviser tør ikke bringe bestemte billeder, madordninger må ikke have svinekød på menuen og islamiseringen møder desværre ingen eller meget lidt modstand fra både borgerlige partier og venstrefløjspartier. Det er uden tvivl en udløber af Muhammedtegningerne, og det er dybt beklageligt.
Der findes folk som vil mene, at denne hensynstagen blot er en uundgåelig udvikling, når man skal være et multikulturelt samfund. Nej! siger jeg så bare. Det er ikke en naturlig udvikling i Danmark, for det er ikke naturligt, at danskere skal være utrygge over at være danske i deres eget land.
Vi skal ikke undskylde, at man i Danmark spiser svinekød, har ret til at trykke en tegning med profeten Muhammed, eller tillader kvinder, at gå i lårkorte kjoler. Det er mere end nogensinde vigtigt, at vi som danskere står sammen om at forsvare de værdier vores samfund er bygget på. En af de værdier er ytringsfriheden; retten til at mene og sige hvad vi tænker og føler. Det skal en fremmed religion ikke lave om på.
Til gengæld tror jeg så også, at Muhammedtegningerne har haft den positive effekt, at vi som danskere er blevet opmærksomme på, at vi rent faktisk har et land og nogle grundværdier, som vi er nødt til at kæmpe for. At de er værd at kæmpe for.
Havde Danmark været et bedre land, hvis Muhammedtegningerne aldrig var blevet bragt? Næppe! Vi er i Danmark blevet opmærksomme på nogle af de problemer det giver, når en fremmed religion gør sit indtog i landet.
Vi har lært at holde fast i vores egne traditioner. Flere ser kristendommen med nye øjne, fordi vi sikkert i mange år har taget den som en naturlig del af hverdagen, som nu bliver truet af kræfter udefra. Pludselig skal vi ud og forsvare vores kultur og det gør mange af os så, heldigvis.
Muhammedtegningerne har givet danskerne en større forståelse for det at være dansk. Men danskheden skal ikke skal defineres ud fra en fælles modstander. En fælles modstander kan skabe opmærksomhed om vigtige principper, emner og sager, men i sidste ende er styrken i danskheden, at den hviler i sig selv og i os.
Danskheden indeholder faktisk så meget historie, værdi og væsentlige kulturelle normer, at også velintegrede indvandrere og efterkommere, uanset baggrund, vælger danskheden til. Det skal vi også huske på. Det er også styrken. Og det er denne styrke, der betyder, at hvis viljen er der, så kan vi sige fra, når det er nødvendigt. Men det kræver mod. Det kommer ikke af sig selv.
Selv om nogle vælger, at bøje sig fra de udefrakommende krav om urimelig hensyntagen, så tror jeg i bund og grund, at danskerne er parate til at kæmpe for at bevare kristendommen, ytringsfriheden og alle de andre fundamentale grundpiller i vores lands kultur. Hvorfor? Fordi det er os.
Muhammedtegningerne blev epokegørende for dansk kultur, og derfor synes jeg også vi som danskere med sindsro kan sige, at vi er stolte af, at de tegninger blev trykt. Tryk dem igen, indtil alle forstår, at det må man godt. Stil kritiske spørgsmål, også til og om islam, og frem for alt: Stå fast!