Det var ikke det, at kun få delegerede takkede partiformand Lene Espersen for en fantastisk tale, som traditionen ellers byder på politiske landsmøder.
Det var ikke det, at enkelte sagde til dagbladet Politiken, at de havde håbet, at hun var trådt tilbage på De Konservatives landsråd i Aalborg.
Det var heller ikke det, at kulturminister Per Stig Møller ironisk kaldte sig selv for "sportsminister."
Det var mere det, at halvdelen af de delegerede straks efter hans tale sprang op fra stolene og klappede ihærdigt, mens den anden halvdel nølende fulgte efter. En klar demonstration af, hvor utilfredse de konservative græsrødder stadig er med, at Lene Espersen har taget udenrigsministerposten fra Per Stig Møller.
Utilfredsheden blev ikke mindre af, at Lene Espersen undlod at tale om udenrigspolitik. Det eneste afsnit i talen, der berørte området, var en hyldest til de danske soldater i Afghanistan.
Nogle havde også håbet på, at hun havde forklaret sig om den såkaldte mail-sag, men først da landsrådet var slut, beklagede hun over for pressefolk, at hun havde givet forkerte svar i folketingssalen.
Reaktionerne vidnede om, at nok er der opbakning til partilederen, men glipper det for De Konservative ved næste valg, skal hun næppe forvente nåde. Et nyt fløjopgør truer, som det før er set, når partiet er i opposition.
Per Stig Møller brugte sin taletid på at forklare, at "tiden er så konservativ, at det gør noget", og at næsten alle andre partier også er konservative i en eller anden aftapning.
I den liberale udgave kan man få Liberal Alliance, Dansk Folkeparti står for den nationalkonservative version, man kan vælge Kristendemokraterne eller Fælleslisten, hvis "alt bare skal være, som det var," og de venstreorienterede har kopieret De Konservatives retspolitik.
Men vil man have den rigtige konservatisme, er Det Konservative Folkeparti svaret som et bredt, afbalanceret, socialt ansvarligt parti, der tør satse på dansk kultur uden at vende ryggen til verden. Med et citat af en amerikansk baseballstjerne fremhævede han behovet for samarbejde og sammenhold.
"Vi ønsker et samfund, hvor vi spiller med hinanden og ikke mod hinanden," sagde han.
På sin egen indirekte facon kom det til at stå som et korrektiv til Lene Espersens tale i lørdags og endnu en protest mod forflyttelsen fra Udenrigsministeriet.
Lene Espersen gik til gengæld til angreb på den moderne velfærdsstat. Hun nævnte det paradoksale i, at 185.000 mennesker i 1960 levede af overførselsindkomster, men i dag, hvor hele samfundet er blevet meget rigere, er tallet steget til 1,7 millioner.
Den offentlige sektor er vokset voldsomt, og det kan ikke blive ved med at gå. Efterlønnen må væk, og skatterne sættes ned, lød det.
Lene Espersen rettede også skytset mod folkeskolen og lærerne, der angiveligt kun underviser tre timer om dagen.
Hendes gennemgående nøgleord var "ansvar", nok inspireret af det svenske søsterparti, Moderaterne, som for nylig fik næsten 30 procent på det tema.
For at låne lidt af den svenske succes var Sveriges succesfulde finansminister, Anders Borg, inviteret med som gæstetaler. Han nævnte blandt andet, at Moderaterne på kort tid havde vendt meget dårlige meningsmålinger til en valgsejr.
Umiddelbart virkede det nu ikke, som om de delegerede troede på, at De Konservative kan gøre kunststykket efter.
Trods Lene Espersens erklærede mål om at udstikke en klar kurs, efterlod debatten indtrykket af, at partiet fortsat er usikker på sin egen identitet.
Skal man satse på en liberal velfærds- og skattepolitik eller værdipolitik? Skal man omfavne EU og indføre euroen eller ej? Skal man støtte Udkantsdanmark eller hovedstadsregionen? Skal man "lovliggøre" prostitution som ethvert andet fag, eller skal man bekæmpe den?
Mange spørgsmål, men få klare svar. Jo, et stort flertal af de konservative delegerede vil gerne have euroen, men Lene Espersen "forstår" de ungkonservatives skepsis, sagde hun.
Så er der de parlamentariske konflikter. Skal man forblive i regeringssamarbejdet med Venstre, eller skal man træde ud, så man bedre kan markere konservativ politik? Det ville for eksempel folketingsmedlem Mike Legarth gerne have en overvejelse af.
Lene Espersen afviste kategorisk en VKO-regering som en mulighed, og udenrigsordfører Naser Khader skærpede den markering med voldsom kritik af af både Venstre og Dansk Folkeparti. De skal ikke længere tage De Konservative "for givet".
"Vi er alt for pæne, alt for velopdragne og ikke så frække. Det gør, at vores nærmeste samarbejdspartnere tager os for givet. Vores ene samarbejdspartner (Venstre, red.) offentliggør udspil uden at orientere os først. For eksempel om at man skal være boligejer for at kunne få familiesammenføring med en ægtefælle. Den anden samarbejdspartner (Dansk Folkeparti, red.) bruger enhver lejlighed til at kritisere vores parti," sagde Naser Khader.
Så Dansk Folkepartis pris for at bære regeringen igennem endnu en finanslov er ikke blevet mindre efter landsrådet.
Og De Konservative leder fortsat efter svarene på deres krise.
