Vi ses til næste fødselsdag

Fem børnefødselsdage af hver to timers varighed. Det er den tid, en søskendeflok på fem får lov at tilbringe sammen på et helt år. Børnenes mor og de ældste piger har flere gange bedt om mere samvær mellem de fem søskende. Men fra kommunen lyder det, at der hverken er tid eller penge til at imødekomme ønsket

@Fotobyline:ILLUSTRATION: SØREN MOSDAL
@Fotobyline:ILLUSTRATION: SØREN MOSDAL.

Anna og Lisa havde det ikke nemt som små. Men når far drak, og mor forsvandt ind i depressionen, kunne de to piger holde fast i hinanden. Om morgenen huskede de hinanden på, at de skulle have morgenmad og rene underbukser på, inden de skulle i skole, og om aftenen faldt de i søvn tæt sammenslyngede i samme seng, når det var for ensomt at sove hver for sig.

I dag er de to piger 15 og 16 år. De er for længst blevet fjernet fra det hjem, hvor deres forældre ikke formåede at tage sig af dem, og bor nu på hver deres institution, hvor de trives og får den hjælp og støtte, de hver især har brug for. Men de har ikke længere hinanden.

I dag ses de kun til fødselsdage, når de enten selv eller en af deres tre yngre søskende – der alle er placeret i familiepleje – fylder år. Det bliver til fem gange af to timers varighed om året. Der er endnu ingen af dem, der har glemt at købe en gave. Alligevel er der heller ingen af dem, der er i tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, før de begynder at glemme hinanden.

"Jeg ved godt, at jeg ikke selv kan passe på mine piger, men de har brug for at se hinanden. De tre små siger selvfølgelig ikke så meget, men de to store er kede af det. De savner deres søskende og er bange for, at de alle sammen står helt alene, når de fylder 18 år og ikke rigtig har lært hinanden at kende. De er meget bange for at blive ensomme," siger børnenes mor, Kirsten Petersen.

Alle fem børn er anbragt frivilligt, og Kirsten Petersen var enig i kommunens beslutning om at dele søskendeflokken op – de to store på døgninstitutioner og de tre små i familiepleje. Børnene, der alle er piger, har forskellige behov, så der er god mening i at placere dem der, hvor de får den bedste hjælp. Men der er ingen mening i kun at lade dem ses fem gange om året, mener Kirsten Petersen.

Formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen kan heller ikke se mening med adskillelsen. Alligevel kommer den ikke bag på hende.

Søskendeflokke, der bliver spredt for alle vinde i kommuner – i nogle tilfælde hele landet – hører desværre ikke til sjældenhederne. Kommunerne skal ifølge lovgivningen bestræbe sig på at holde søskende samlet, men det er ikke et krav. Og når først en søskendeflok er skilt, er det op til den enkelte kommune at vurdere, hvor ofte og hvor længe børnene skal ses. Nogle gange kan der være gode grunde til at holde børnene adskilt, men oftest strander samværet på økonomi, tid og simpel logistik.

Billedet har dermed ikke ændret sig meget, siden dengang Lisbeth Zornig Andersen som barn selv blev fjernet fra hjemmet og adskilt fra sine søskende.

"Vi plejede at joke med, at vi bare manglede Bornholm for at være landsdækkende. Vi var placeret i fire forskellige landsdele," fortæller formanden, der heller ikke er sikker på, at billedet vil forandre sig synderligt, når den netop vedtagne Barnets Reform træder i kraft.

Selvom Barnets Reform netop lægger vægt på barnets ret til ikke bare at se forældre, men også andre nærtstående familiemedlemmer – for eksempel søskende – vil der fortsat ikke blive stillet minimumskrav til kommunerne. Det betyder ifølge Børnerådets formand, at der som minimum skal foreligge en vejledning til, hvordan institutioner og plejefamilier i praksis sikrer, at adskilte søskende holder kontakten, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en løsning på problemet.

"Især når det gælder de store børneflokke, kan det være en praktisk vanskelig øvelse at koordinere samvær mellem søskende. Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende, at der følger en vejledning med, så det bliver klart for institutioner og plejefamilier, hvem der har ansvaret for samværet, hvem der skal sørge for transport, og hvem der skal betale. Samtidig skal der sikres ordentlige rammer for samværet. Og institutionerne skal geares til at rumme overnattende søskende, så besøgene ikke bare begrænses til et par enkelte timer," siger Lisbeth Zornig Andersen og fortsætter:

"Hvis de ting ikke er på plads, tvivler jeg på, at vi kommer til at se nogen form for forbedring. Så vil samværet fortsat strande på logistik og økonomi."

Det er netop her, Kirsten Petersen og hendes fem piger er strandet. Der er ingen pædagogiske eller terapeutiske årsager til, at de fem søskende ses så lidt. Der er bare hverken tid eller personale til at få det til at ske, lyder forklaringen. Og det på trods af, at alle fem børn bor i samme kommune inden for en radius af bare 50 kilometer.

"Både de store piger og jeg har flere gange spurgt, om børnene kan samles og ses noget mere, eller om de to ældste piger, der jo bor helt alene, i det mindste kan se mere til hinanden. Men det har ikke kunnet lade sig gøre. Jeg synes, at det er frygteligt, at de skal vokse op i ensomhed og blandt fremmede børn, selvom de ved, at de hører sammen med nogle andre," siger Kirsten Petersen.

De fem søskende så sidst hinanden for tre måneder siden, da den yngste i flokken fejrede sin fem års fødselsdag. Der var lagkage pyntet med lys, hjemmebagte boller og varm kakao. Alle pigerne havde en fint indpakket gave med. De sang fødselsdagssang, holdt om hinanden og havde svært ved at sige farvel, da de to afsatte timer var gået. Der er mere end en måned til næste fødselsdag.

bech-jessen@k.dk

Kvinden, der fortæller sin og sine døtres historie, har valgt at være anonym af hensyn til sine børn. Kristeligt Dagblad kender hendes rigtige navn.