I begyndelsen var nationalistisk retorik kun noget, der kom fra den højrenationalistiske udenrigsminister Avigdor Liebermans parti. Men i disse dage er de øvrige partier i Israels koalitions-regering godt i gang med at skrue op for selvsamme.
Premierminister Benjamin Netanyahu fra Likud har således stillet det som et krav for at fortsætte fredsforhandlingerne med palæstinenserne, at den palæstinensiske ledelse i Ramallah anerkender Israel som en jødisk stat. Et forslag, der blankt er blevet afvist, fordi det opfattes som et israelsk forsøg på at forhindre de palæstinensiske flygtninge i at vende tilbage til de jordlodder, de flygtede eller blev fordrevet fra i 1948. Netanyahu præsenterer forslaget som legitimt, fordi Israel også har givet udtryk for, at man vil anerkende en fremtidig palæstinensisk stat. Men sagen er, at den palæstinensiske regering for længst har anerkendt Israel som stat, og den vil ikke lade sig tvinge til også at anerkende Israel som jødisk stat.
Sideløbende har Israels regering taget initiativ til en såkaldt loyalitetslov, der skal tvinge alle nye statsborgere til at sværge loyalitet til Israel og aflægge en slags troskabsed om, at Israel ikke blot er en demokratisk stat, men også en jødisk stat. Selv det ortodokse Shas-parti, der sædvanligvis holder sig til debatten om de penge, partiets eget skolesystem plejer at få, har på det seneste profileret sig selv som et anti-immigrationsparti i nøjagtig samme stil som de mest fremmedfjendske europæiske højrefløjspartier. Oven i denne samling af nationalistiske tiltag har det nuværende Knessets 120 medlemmer fået den tvivlsomme ære at blive udnævnt som de parlamentarikere, der har vedtaget flest anti-arabiske love i Israels 62 år lange historie.
Efter snart to år med Netanyahu ved roret spørger et stigende antal israelere sig selv, hvorfor denne radikale ændring af retorikken finder sted nu. Den mest indlysende forklaring er, at Netanyahus regering rent teknisk er den mest højredrejede regering, Israel hidtil har haft.
Liron Mizrahi, der er advokat i Jerusalem og aktiv i det israelske arbejderparti, mener, at hele højrefløjen i israelsk politik er besat af frygt og ringe selvsikkerhed og derfor benytter enhver lejlighed til at stramme tonen. Især over for palæstinenserne og det arabiske mindretal i Israel.
"Israels regeringer er ofte drevet af frygt og manglende selvtillid, men denne gang er det ekstremt," siger hun og hentyder til loyalitetsloven, som udenrigsminister Lieberman har taget initiativ til.
Lovforslaget vækker voldsom kritik fra mange sider af det israelske samfund, men regeringen har i øjeblikket det nødvendige parlamentariske flertal til at vedtage loven. Kritikerne frygter, at der er tale om en snigende chauvinisme, hvor Lieberman i fremtiden vil være i stand til at annullere arabiske borgeres israelske statsborgerskab, mens han vifter med loyalitetsloven i hånden. Andre går et skridt længere med hentydninger til fascismen i Europa og udtrykker angst for, at Lieberman ikke vil nøjes med de arabiske statsborgere i Israel, men også kaste sig over de jøder, der ikke deler hans verdenssyn og derfor må opfattes som illoyale.
"Når støtter af loyalitets-eden bliver ved at snakke om, at Israel er et demokrati, så ved jeg virkelig ikke, hvad de mener. Zionisme er en politisk ideologi. At tvinge folk til at sværge troskab over for en politisk ideologi som betingelse for statsborgerskab er så antidemokratisk, som det kan blive," siger Larry Derfner fra dagbladet Jerusalem Post i et angreb mod lovforslaget.
Den israelske analytiker Bradley Burston, der skriver blogindlæg på dagbladet Haaretz' hjemmeside, mener, at den almindelige højrefløj er blevet taget på sengen af Lieberman og "er ude af sig selv af frustration, fordi den nu skal forsvare det, der ikke kan forsvares".