Den danske udlændingelovgivning er i de sidste godt 25 år blevet ændret mere end 60 gange. Ikke mindst Dansk Folkeparti forekommer at være umætteligt i lysten til at stramme lovgivningen, også selvom det virker mere og mere barokt. Det fremgår også af den fornyede udlændingeaftale, som regeringen har indgået med partiet, og som sine steder mest af alt må betegnes som smålig.
Dens hensigt er i al væsentlighed at reducere yderligere i den sammenføring af ægtefæller på tværs af grænserne, som sidste år omfattede 3662 personer fra udlandet. 24-års-reglen har virket og næsten halveret antallet af disse ægteskaber siden 2001. Dengang blev der givet flest tilladelser til ansøgere fra ikke-vestlige lande som Tyrkiet, Irak, Thailand, Afghanistan og Somalia, med store integrationsproblemer til følge. Sidste år var mønstret ændret, så der blev givet flest tilladelser til ansøgere fra lande som Thailand, Tyrkiet, Filippinerne, Kina og USA, altså lande hvorfra indvandringen, på nær den tyrkiske, i al væsentlighed ikke medfører de store problemer.
Man kan derfor berettiget spørge, hvorfor loven overhovedet skal strammes.
Det må tolkes som en sejr for VK-regeringen, at det ikke er lykkedes Dansk Folkeparti at få skærpet 24-års-grænsen for ægtefællesammenføring til 28 år, som ellers krævet. Og det pointsystem, som en udlænding nu kan kvalificere sig efter for at kunne slå sig ned i Danmark efter at være blevet gift med en dansker, er i princippet ikke bare en stramning, men også en mulig slækkelse af de hidtidige regler. En 22-årig amerikaner kan nu få lov til at blive gift med en dansker, hvis han eller hun opfylder visse uddannelsesmæssige betingelser.
At det ikke længere er kampen mod tvangsægteskaber, der er argumentet for denne lovgivning, men ønsket om, at alle indvandrere bidrager til den danske samfundsøkonomi, gør det endnu tydeligere, at loven fortsat er en markant indskrænkning i den frie ret til at gifte sig med den, man vil.
Ønsket om at få stoppet indvandringen af mennesker, der ender på bistandshjælp, er indlysende politisk fornuftig, og derfor giver det også mening at udrede, hvad de enkelte indvandrergrupper koster samfundet.
Men samlet set er udlændingeaftalen uden visioner for, hvordan Danmark skal få kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Det er et håbløst politisk projekt at reducere indvandringen udefra, hvis man ikke samtidig arbejder for afskaffelse af efterlønnen og de andre ordninger, som holder erhvervsduelige danskere væk fra arbejdsmarkedet.
I en global tid er denne aftale ikke svaret på de problemer, samfundet står over for.
bjer