Politikere i kø for at købe tomme kirker

En bred kreds af københavnske politikere er meget interesserede i, at omdanne lukkede kirker til børnehaver og kulturhuse for unge, fordi hovedstadens børneboom betyder akut mangel på lokaler

Kirkerne i København har en central placering, og kan bruges til andre kulturelle formål, mener Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S).
Kirkerne i København har en central placering, og kan bruges til andre kulturelle formål, mener Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S). Foto: Kristian Brasen.

Politikerne melder sig nu som købere af de kirker i København, som bliver i overskud, når folkekirken skal spare. Befolkningstallet i hovedstaden eksploderer, og der er akut behov for pladser til vuggestue- og børnehavebørn, ligesom unge mangler kulturhuse. De ofte centralt placerede kirker med masser af plads kunne være en ideel løsning, mener politikerne, som får opbakning fra Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

"Kirkerne har jo nogle utroligt flotte og spændende rum, som egner sig til kulturelle aktiviteter som koncerter og idræt. Men det er også en spændende tanke, at nogle af kirkerne kunne være egnede til børnefunktioner. Vi arbejder netop med 0-13 års-institutioner for at sikre overgangene i børnenes liv, og derfor har vi faktisk brug for store bygninger," siger Anne Vang.

Iben Wiene Rathje (SF) er medlem af børne- og ungdomsudvalget under Borgerrepræsentationen.

"København mangler pladser til børn og unge, og en lukket kirke kunne være oplagt at bruge. Derfor vil vi gerne undersøge, om tomme kirker kan omdannes til daginstitutioner og andre kulturelle formål. Vi håber, at kirken vil se positivt på, at sognekirkerne også fremover vil blive brugt til noget godt," siger Iben Wiene Rathje.

I begyndelsen af denne uge kom der en spareplan fra folkekirken med navne på kirker, man anbefaler tages ud af brug. Både Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, og formand for Stiftsrådet og Menighedsrådsforeningen, Inge Lise Pedersen, vil gerne diskutere kirkelukninger.

Jakob Næsager, konservativt medlem af Borgerrepræsentationen, har opmærksomt fulgt debatten.

"Vi søger efter byggegrunde til institutioner, og især i brokvartererne er de ikke til at opdrive. Mange steder bliver børnene passet i nedlagte butikker eller oppe på første sal, og det er ikke holdbart. Kirkerne passer derfor perfekt til formålet, når og hvis de bliver taget ud af brug," siger Jakob Næsager.

Socialdemokraternes kirkenetværk holder sit årlige møde i denne weekend, og partiets kirkeordfører, Karen Klint, kan godt forestille sig, at debatten om at lukke kirker bliver taget op.

"En del af kirkens grundlag er at arbejde for børn og unge, så hvis en kirke bliver lukket og kan bruges til det, så ligger det helt i tråd med kirkens selvforståelse," siger Karen Klint.

I løbet af de næste fire år skal der etableres 50 flere skoleklasser i København, og på endnu kortere tid skal der findes 3736 ekstra daginstitutionspladser, oplyser børne- og ungdomsforvaltningen.

vincents@k.dk