Dyreværnsfolk bruger pavens kondom-udtalelser

Pavens udtalelser om kondomer bruges nu i kampagne mod uønskede hunde og katte

Dyreværnsorganisationen PETA bruger pavens udtalelser om kondomer i en kampagne mod uønskede hunde og katte.
Dyreværnsorganisationen PETA bruger pavens udtalelser om kondomer i en kampagne mod uønskede hunde og katte. Foto: Foto fra peta.org.

Pave Benedikt XVI's meget omtalte udtalelser om kondomer får nu hovedrollen i en kampagne mod uønskede hunde og katte.

Bag kampagnen står verdens største dyreværnsorganisation, People for The Ethical Treatment of Animals (PETA) - Mennesker for etisk behandling af dyr, som globalt har mere end to millioner medlemmer.

Centralt i kampagnen er en plakat med et manipuleret foto, der viser paven med et kondom i hånden og så teksten "Hunde og katte kan ikke bruge kondom", fulgt af en opfordring til at sterilisere og kastrere hunde og katte, så man kan undgå de millioner af dyr, der årligt ender i internater eller aflives.

Kampagnen tager afsæt i den netop udkomne interviewbog "Light of the World: The Pope, the Church and the Signs of the Times", hvor pave Benedikt XVi giver udtryk for, at brugen af kondom i ganske særlige tilfælde kan forsvares, eksempelvis i forhold til at forhindre spredning af hiv og aids fra mandlige prostituerede.

Kampagnen blev symbolsk skudt i gang i weekenden i Vatikanet, hvor medlemmer af PETA uddelte foldere med billedet af paven med kondom i hånden.

"Hvis dyr kunne bruge kondom, ville ufattelige lidelser kunne undgås. Men det kan de ikke, og så er det op til deres værger at tage ansvar for, at de steriliseres og kastreres", siger PETA's næstformand, Bruce Friedrich i en presseudtalelse.

Flere kritiserer dog PETA for at overfortolke og misbruge pavens udtalelser for selv at få opmærksomhed. Det gælder blandt andre Cathy Lynn Grossmann, der er religionskommentator for den amerikanske avis USA Today.

"Deres (PETA, red.) målgruppe er nok mest af alt formanden for USA's katolske liga, Bill Donohue, selvudnævnt vogter af religiøsitet. Hvis han først udsender en klage over kampagnen, kan de få deres ønskede opmærksomhed i USA", skriver Cathy Lynn Grossmann med henvisning til The Catholic League, der er kendt for at være særdeles aktiv i den politiske og religiøse debat.