At åbne hinandens rum

Forfatteren til succesromanerne om kunstnerkvinden Karitas har skabt en ny afklaret og moden efterfølger

Karlsvognen p?tjernehimmel, set fra K?havn. TV-antenne og skorsten.
Karlsvognen p?tjernehimmel, set fra K?havn. TV-antenne og skorsten. Foto: Jens Astrup.

Det er ingen sag at tonse derudaf med høj puls og fuld frekvens på ipod'en. Det er langt sværere at skabe ro. Et lille øje i tiden, hvor man kan vandre på livets horisonter og høre hjertet slå. Hvor stemninger får lov til at opstå og slå rod.

Enhver god fortæller har den evne.

Og den evne har i højeste grad vores hovedperson i Kristín Marja Baldursdóttirs seneste roman, "Karlsvognen".

Hun kan fortælle - op ad trapper og ned ad gange. Ind ad døre til fremmede huse. Hun kan vække de slumrende slægter, så rum på rum og liv på liv åbner sig. Hun kan fortælle, så selv en livstræt teenager på 14 fornærmede år får ørerne helt ind i historiemaskinen!

Men i virkeligheden ville hun helst være fri, den godt og vel midaldrende psykiater og historiens jeg-fortæller Gunnur, som, da vi møder hende, netop har været ude for et traumatisk indbrud.

Mest af alt trænger hun til at være i fred og slikke sine sår i sit og mandens sommerhus på den islandske sydkyst. Så intet er mindre belejligt end at blive påduttet ansvaret en hel weekend for den vrangvillige teenagerpige Hugrún Lind, kaldet Hinden.

Men nu hænger hun på hende, fordi pigens mor, en perifer veninde, åbenbart ikke selv kan passe datteren. Så sammen må de tilbringe tre dage i det ensomt beliggende sommerhus. Det er rent shanghajeri. Og så er det vinter. Og der er ikke internet!

Alligevel er der en form for tiltrækning mellem de to. Eller ømhed. Eller genkendelse. En fælles følelse af at være kuldsejlet et sted undervejs. Og selvom ulysten driver værket, begynder den ældre kvinde ganske langsomt og til læsernes dybe fascination at bygge en helt ny verden op for den unge.

Hun viser hende steder i naturen, en "himmelsk fornemmelse af frihed", der er hellige og hemmelige.

Hun fortæller om fuglelivet: kobbersneppe, hjejle, mosehornugle.

Hun serverer mad med sagte klassisk musik og levende lys på bordet, "som om jeg venter kongelige gæster". Pigen skummer selvfølgelig af arrigskab - hun plejer at spise pizza fra bakken, mens fjernsynet kører.

Men modvilligt og umærkeligt åbner de to kvinder døre til hinanden. Og den unge får den gamle til at fortælle om sin barndom.

Det lyder som en traditionel forløsningshistorie. To generationer med hvert sit værdigrundlag. Patienten og psykiateren. Men så enkelt er det heldigvis ikke. Dels ligger vreden imellem dem som en gabende våge i isen, der helt bogstaveligt er tæt på at drukne den ene. Dels er det måske den gamle kvinde, der har allermest brug for den unge.

I hvert fald står det mindst uafgjort imellem dem, da romanen slutter med et charmerende dukketeater, og en ny fortælling kan begynde.

Hun er en klog kone, Kristín Marja Baldursdóttir. En storyteller og et ægte rum-væsen, der for længst er brudt igennem den (kvindelige?) danske læsers hjertemur med sine to bøger om billedkunstneren Karitas.

Med "Karlsvognen", der er hendes fjerde roman på dansk, har den islandske forfatter skabt - om ikke et nyt spektakulært storværk – så dog en afklaret, livsbejaende og moden efterfølger.

kultur@k.dk

Kristín Marja Baldursdóttir: Karlsvognen. Oversat af Áslaug Th. Rögnvalds-dóttir. 176 sider. 199 kroner. Gyldendal.