Presse og politikere på Christiansborg er endnu en gang gået i selvsving. Det ødelæggende søgelys på enkeltpolitikere er flyttet til den konservative leder, Lene Espersen, og vil formentlig ikke blive fjernet derfra, før hun trækker sig som partileder.
Tilbagegangen i vælgertilslutningen suppleres nu af svigtende opbakning i partiets gruppe i Folketinget. De ledende ministre kommer ikke den trængte udenrigsminister og partileder til undsætning. Mens man som partileder sagtens kan leve med dårlige meningsmålinger og protesterende vælgerforeninger, kan man ikke leve med manglende opbakning fra folketingsgruppen. Den konservative tilbagegang tegner til at blive så stor ved det kommende valg, at flere af de siddende centrale ministre risikerer at ryge ud af Folketinget. De kæmper derfor ikke bare for partiet, men også for deres personlige politiske overlevelse.
Ingen politiker kan tåle den nedslidning, der følger af en så massiv og vedvarende kritik som den, Lene Espersen har været udsat for. Der er opstået et momentum i debatten, som gør det umuligt for hende at vende udviklingen. Derfor er Lene Espersens dage som partileder talte.
Hendes problem har ikke alene været, at der med eller uden rette blev skabt et billede af hende som en ferierende, doven leder, men også, at hun aldrig har formået at sætte en konservativ dagsorden, der har løftet partiet over dagligt vande. Et lavpunkt i hendes tid som partileder var et indlæg fra hendes hånd, hvori hun beskrev konservatismen: "Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i støvede bøger".
Enhver klog politiker grundfæster selvsagt et gennemtænkt livs- og verdenssyn i netop støvede bøger. Uden historisk forståelse og bevidsthed kan man ikke lede et land, og man kan slet ikke være konservativ. Selvom konservatismen gør en ære af at hævde, at den ikke er en ideologi, skal den forenklet sagt forholde sig til på den ene side en liberalisme, der dyrker den enkelte og ser stort på fællesskabet, og på den anden side en socialisme, der dyrker fællesskabet og ser stort på den enkelte. Lene Espersens vage holdning til det idépolitiske, det nationale og det historiske, herunder kristendommens samfundsbetydning, har overladt en klassisk konservativ platform til især Dansk Folkeparti, men også Liberal Alliances mere liberalistiske udgave af det konservative. Det har været hendes egentfejltrin som partileder.
bjer