Præsten bestemmer, hvor fanen skal stå

En sognepræst er røget i karambolage med kollegerne til en afdød skotøjsarbejder, fordi de tog en rød fane med til begravelsen. I princippet er der plads til meget ved kirkens begravelser, men hvor går grænsen, og hvem sætter den?

Røde faner i kirken har gennem tiden fået en del sognepræster til at se rødt. Denne fanevagt foran Fløng Kirke foregik dog i fordragelighed, da tidligere fagforeningsmand Willy Strube blev bisat i 2001. --
Røde faner i kirken har gennem tiden fået en del sognepræster til at se rødt. Denne fanevagt foran Fløng Kirke foregik dog i fordragelighed, da tidligere fagforeningsmand Willy Strube blev bisat i 2001. --. Foto: .

En godt 100 år gammel strid mellem folkekirken og arbejderklassen blussede op, da en sognepræst for nylig skulle bisætte en skotøjsarbejder fra Utterslev Kirke uden for København.

Lige inden bisættelsen troppede en kollega til den afdøde op med skotøjsarbejdernes socialistiske fane. Præsten ville ikke have den røde fane i kirken under begravelsen, men fanebæreren pressede på og fik derfor lov til at stå med en sammenfoldet fane bag prædikestolen. De efterladte havde på forhånd sagt god for fanen – præsten var bare ikke blevet informeret. Efter bisættelsen klagede Arbejdermuseets direktør, Peter Ludvigsen, over præstens opførsel til biskoppen i København, som dog valgte at lukke sagen. Men tilbage står sognepræsten og kolleger til den afdøde skotøjsarbejder, som begge føler sig overfuset af modparten. Arbejdermuseets direktør kalder præstens håndtering for en "elementær hån" mod skotøjsarbejderens familie og tidligere kolleger. Og præsten, der af frygt for yderligere ballade ikke vil optræde ved navn, mener på den anden side, at den røde fane er et anti-religiøst, politisk manifest, som ikke hører hjemme i kirken.

Men hvem bestemmer så, hvad kirkerummet må fyldes med af religiøse og politiske symboler?

Det gør præsten, fastslår Asger Gewecke, kontorchef i Fyens Stift, som henviser til Kirkeministeriets "Cirkulære om medbringelse af faner ved folkekirkelige begravelseshandlinger" fra 1987. I cirkulæret, som blev skrevet efter en lignende kontrovers mellem en præst og nogle fagforeningsfolk, står der, at "de pårørendes ønsker skal i videst muligt omfang imødekommes og kan kun tilsidesættes...," hvis en fane "ved sit udseende eller ved det, den symboliserer, kan forarge eller forstyrre deltagerne i den kirkelige handling...".

"Det er præstens vurdering under hensyn til reglerne i cirkulæret, om en fane forarger eller forstyrrer en begravelse. Slagteriarbejderne kunne for så vidt medbringe en fane med et grisehoved i kirken, hvis præsten skønner, at fanen ikke forarger eller forstyrrer," siger Asger Gewecke og tilføjer, at præsten skal begrunde sit afslag og gøre opmærksom på, at der kan klages til biskoppen.

Men præsten skal altid inden begravelsen vide, hvad folk tager med i kirkerummet, og det går ikke at møde uanmeldt op med en rød fane, fastslår Henning Grelle, historiker og arkivchef ved Arbejderbevægelsens Arkiv, som beskriver en række konflikter mellem præster og arbejdere i bogen "Under de røde faner":

"Det er dumt at komme rendende med en rød fane uden at sige det til præsten. Præsten skal vide, hvad der kommer ind i kirken. Det er præstens suveræne ret, og sådan var det også i arbejderbevægelsens barndom."

I princippet er der dog nærmest ingen grænser for, hvad folk kan slæbe med ind i kirkerummet under en begravelse, fortæller teologilektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen. Så længe "kirkerummet får lov til at tale og ikke drukner i andre symboler".

"Folk kan jo godt komme i kirke med papnæser på uden at blive smidt ud af den grund. Men overtager man billedet i kirken med syv fede fagforeningsfaner ved kisten eller foran korset, så vil de fleste præster bede om at få omgrupperet. De fleste præster vil nok også modsætte sig rent sataniske symboler, men der findes mange grænsetilfælde, hvor det er mere uklart. Her er det præsten, der kan sætte grænser," fastslår han.

At faner i kirken kan skabe ballade er et problem omtrent lige så gammelt som den danske fagbevægelse. Den første omtalte konflikt er fra 1900-tallets første år, hvor den ivrige, indremissionske præst Julius Ifversen fik arbejderbevægelsen på nakken, da han nægtede at lade fagforeningsfaner indgå ved begravelser i Helligkors Sogn i København. Arbejderne forsøgte at ramme ham, men han havde loven på sin side. Allerede i 1904 skrev Kirkeministeriet, at "tilladelsen til fanens adgang til kirken og kirkegaarden i hvert enkelt tilfælde forud maa indhentes hos sognepræsten".

Selvom fjendtligheden mellem arbejdere og den overvejende borgerlige kirke fortonede sig i løbet af det 20. århundrede – og at flertallet af præster i dag stemmer til venstre for midten – så dukkede fanekonflikterne op med jævne mellemrum i det forgangne århundrede. Det fortæller pensioneret dommer Peter Garde, som har skrevet videnskabelige artikler om kirkehistorie og kirkeret.

"Det var et regulært problem, og det skete ikke sjældent, at præster sagde nej til at lade fanebærere deltage ved begravelser. At der så stadig opstår den slags konflikter viser, at det er et problem, der aldrig dør," siger han.

Ifølge lektor i kirkehistorie Nils Holger Petersen bør kirken dog ikke længere være bange for at tillade røde faner eller andre politiske symboler i kirkerummet.

"For 100 år siden var der et vist fjendskab mellem arbejderbevægelsen og kirken, og derfor anså nogle de socialistiske faner som næsten blasfemiske. Men i dag er brodden taget af den kamp, og jeg mener, at man i moderne tid ikke kan skære det menneskelige væk ved en begravelse i kirken – herunder den afdødes politiske engagement. Problemet kan opstå, hvis man bliver i tvivl, om det er en del af kirkens budskab. Så mudres skellet mellem kristendom og politik," siger han.

Grundtvig-Akademiets leder, teolog Birgitte Stoklund Larsen, er forsigtigt enig i den vurdering, men peger også på faren ved at sætte kirkens fællesskabstanke over styr.

"Folk i dag vil gerne have indflydelse på begravelser og andre kirkelige handlinger, og faren er, at kirken ender som en ramme for private begivenheder. Omvendt må man sige, at de røde faner er et symbol på et fællesskab, som den afdøde har været en del af. Det behøver ikke at stå i modsætning til kirkens fællesskab. Så kirken må strække sig for at favne de fællesskaber, folk har været del af," siger hun.

johansen@k.dk