Jeg må sige, jeg troede først, det var løgn. Missionsfolk, som jeg ellers agter som frimodige Herrens stridsmænd, kan da ikke optræde så vattet og underdanigt. Men ak, det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde.
Tænk sig, først havde Indre Mission i København sagt ja til at lade Trykkefrihedsselskabet benytte sig af missionshuset Bethesda til et møde om injurieturisme altså pengestærke muslimers misbrug af injurielovgivningen til at tvinge ytringsfriheden i knæ. Jeg vidste egentlig ikke, man bare kunne leje Bethesda, men det er åbenbart tilfældet.
Det varede imidlertid ikke længe, før missionsfolkene fik kolde fødder og mente, at Trykkefrihedsselskabet var uværdige til at betræde de hellige haller. Dette kedelige selskab mener nemlig, at ytringsfriheden indebærer retten til at ytre sig forhånende, og det kunne støde de muslimer, som regelmæssigt modtager danskundervisning i Bethesda.
Gode kristenmennesker kan ikke risikere at sættes i forbindelse med folk, som ikke udviser den fornødne respekt for islam. Nok kaldte man Vor Herre Jesus for ven med syndere og toldere, men Indre Mission skal for Guds eller bare pænhedens skyld ikke kunne kaldes ven med Trykkefrihedsselskabet. Man forstår, at de muslimske følelser er lidt en hellig ko for hint hellige samfund.
Man tager sig til hovedet. Trykkefrihedsselskabet er ikke et forhånelseselskab, men hvor der ikke er frihed til at udtale sig på måder, som andre finder forhånende, er der ingen ytringsfrihed. Hvordan kan nogen kristenmennesker for eksempel undgå at betragte Muhammed som en falsk profet af værste skuffe, og hvordan kan det undgå at støde muslimer, som betragter ham som forbilledlig?
Og muslimernes hellige bog, Koranen, lægger sandelig heller ikke fingrene imellem, når det hedder om de kristne, som siger, at Kristus er Guds søn: De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de væres så forløjede? (Sura 9.30).
Selvfølgelig skal man ikke håne for fornøjelsens og selvhævdelsens skyld, men krænkede følelser kan være sandhedens pris. Det kan man læse et og andet om i Det Nye Testamente. Jesus vendte nok den anden kind til, men vendte sig ikke fra skarpe konfrontationer. Han førte ikke kaminpassiar, men stridssamtaler.
Og hvad med gamle Martin Luther? Mon han ville have været velkommen i Bethesda anno 2011? Det finder vi aldrig ud af, men hin reformator, gik jo ikke ligefrem på kattepoter i forhold til islam. Han kunne for eksempel finde på at skrive om Tyrkens Allah, dvs. hans Gud, djævelen. Mon ikke den slags ytringer kunne dømmes skadelige for missionens gode navn og rygte i muslimske kredse og forstyrrende for danskundervisningen i Bethesda?
Og hvad med Indre Missions fædre? De forstod nok at svinge krabasken, selv om det krænkede et og andet verdensbarn. Hvad med missionens navnkundige formand, Christian Bartholdy, som kaldte kiosker, der solgte porno for møgkiosker?. Så vidt jeg husker, var der en kioskejer, der blev så krænket, at han lagde sag an, og Bartholdy fik en bøde, som han for princippets skyld sad af i arresten.
Ja, det var dengang, nu er der andre boller på suppen/sødsuppen. Nuvel, jeg har tillid til, at der stadig er mangen en missionsmand, som er mere til frie ord end servil islamrespekt og slutter med en opfordring fra en mand af helligt mod, apostlen Paulus:
Vær vågne, stå fast i troen, vær mandige og stærke! (Første Konrintherbrev 16,13)