Som mandaterne er fordelt i Folketinget, er der ikke flertal for regeringens forslag til en tilbagetrækningsreform. Tværtimod står holdningerne så skarpt over for hinanden, at den planlagte serie af forhandlinger senere på vinteren næppe rykker ved det overordnede billede. Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) eneste mulighed for at komme videre vil formentlig være at udskrive folketingsvalg. Dét er han i sin gode ret til, og det kan meget vel også være den fornuftigste løsning.
Der er ikke brug for at udsætte en politisk afklaring. Behovet for en reform af den danske velfærdsmodel foreligger til fulde belyst, og begge hovedblokke i dansk politik har nu fremlagt deres respektive bud på, hvordan udfordringen i første omgang skal gribes an. Løsningsmodellerne er meget forskellige. Skillelinjen mellem blokkene forekommer på det økonomiske område tydeligere end i mange år.
Det værste lige nu vil være, at den fremdrift, der er skabt i retning af en reformdagsorden, bringes til standsning. Ikke flere kommissioner. Ikke flere udvalg, selvom de gøres nok så hurtigtarbejdende. Ikke flere forsinkelser. Fra nu af må det dreje sig om politisk handling.
Den kommende folketingsvalgkamp vil adskille sig fra de tre tidligere. Selvom Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti vil gå til valg på at fortsætte 10 års parlamentarisk samarbejde, er regeringspartierne og DF afgørende uenige om valgets forventede hovedspørgsmål: afskaffelse af efterlønnen.
At kortene vil blive lagt på denne måde, blev bekræftet i går, da regeringen fremlagde sit endelige udspil til en tilbagetrækningsreform. Reaktionen var en bastant afvisning fra Dansk Folkeparti, der hermed igen viste, at partiet er grundlæggende modstander af velfærdsreformer.
Forhåbentlig får afvisningen ikke Lars Løkke Rasmussen og den nye konservative leder, Lars Barfoed, til at ryste på hånden, selvom prisen kan blive et opbrud i dansk politik og et farvel til den parlamentariske stabilitet, der har præget det forløbne tiår i Folketinget.
Danmark vil stå med et kæmpe hul i de offentlige budgetter i de kommende mange år. Hertil kommer, at vi vil mangle arbejdskraft, når den økonomiske krise er overstået, og de store årgange erstattes af færre i den arbejdsdygtige alder. Det kan umuligt fortsætte.
Gøres der ikke noget, tvinges vi i stedet til at spare på velfærdsstatens grundlæggende tilbud. Det vil betyde, at det kommer til at gå ud over samfundets svageste, hvilket hverken vil være rimeligt eller fornuftigt.
En forøgelse af arbejdstiden, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har foreslået, udgør i denne sammenhæng ikke noget alternativ. Det bør snarere ses som et udspil, der kan supplere et efterlønsindgreb.
Det gælder i det hele taget, at selvom udfasningen af efterlønnen er et omfattende indgreb, som for nogle vil forekomme meget voldsomt, bliver indgrebet næppe det sidste. Som tidligere tilkendegivet på denne plads er der brug for flere reformer. Det er endnu en god begrundelse for, at den folkelige og politiske forståelse, der trods alt har vist sig gennem de seneste måneder om behovet for velfærdsreformer, ikke må sande til igen.
me