Viborg Domkirke vil have ryddet op

Domkirkens dør ud mod Domkirkepladsen skiftes ud med en bronzeportal af kirkekunstneren Maja Lisa Engelhardt

Viborg Domkirke skal renoveres. Renoveringen indbefatter blandt andet en udskiftning af hoveddøren med en bronzeportal af kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Her ses Engelhard foran alteret i Skelund Kirke, som hun har udsmykket og renoveret.
Viborg Domkirke skal renoveres. Renoveringen indbefatter blandt andet en udskiftning af hoveddøren med en bronzeportal af kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Her ses Engelhard foran alteret i Skelund Kirke, som hun har udsmykket og renoveret. Foto: Henning Bagger.

"Vi er enige om, at vi trænger til at få ryddet op. Når folk kommer ind i kirken, bliver de mødt af alt for meget tilfældigt ragelse, inden de kommer frem til vores ellers så smukke og stilrene kirkerum. Det skal vi have gjort noget ved," fastslår menighedsrådsmedlem Kis Østergaard, Viborg Domsogn.

Derfor skal der ske en renovering af kirkens ankomstforhold, våbenhuset og den forreste del af kirkerummet.

Bag planerne står et enigt menighedsråd, der nu er gået i gang med at skaffe de fornødne midler. Alt i alt skal der bruges mellem fem og seks millioner kroner. Pengene skal foruden renovering dække ny kirkekunst. Maja Lisa Engelhardt, en af Danmarks mest benyttede kirkekunstnere, har udarbejdet et forslag til en bronzeportal ud mod Domkirkepladsen.

"En ny dør udformet af Maja Lisa Engelhardt, der er en af Danmarks største nutidige kirkekunstnere, vil tilføre domkirken et nyt og spændende perspektiv," mener biskop Karsten Nissen.

At den samlede regning ventes at løbe op i fem-seks millioner kroner, skyldes blandt andet, at en del af inventaret fra den forreste del af kirkerummet, computer, printer, et elektronikskab med videre flyttes ned i kælderen, og at man derfor skal have etableret en elevator, forklarer Kis Østergaard. I Viborg Domkirke opbevares 23 kister, og i hvert fald nogle af dem vil formentlig også blive flyttet i kælderen i forbindelse med renoveringen.

Arbejdet og den nye kunstneriske udsmykning skal finansieres gennem fonde og private donationer, så projektet ikke kommer til at berøre kirkens almindelige drift, understreges det.

Viborg Domkirke har en fortid, der går tilbage til omkring 980, hvor den første kirke blev bygget. De senere kirkebygninger har været hærget af brande. I 1726 lagde en brand domkirken og store dele af byen i aske. Kirken blev genopbygget i barokstil, men i de efterfølgende år viste det sig, at murværket havde taget mere skade end oprindelig antaget. Så det hele blev revet ned, og kirken opbygget i sin nuværende skikkelse og indviet 1876. I dag er domkirken først og fremmest kendt for Joakim Skovgaards freskomalerier i skib og kor.

steens@k.dk