KIRKEN KAN komme til at betale prisen for manglen på samarbejdende folkestyre. Også derfor handler det kommende valg om, hvordan vi får genskabt et bredt samarbejde i Folketinget. Det er hovedopgaven.
Fastfrysningen i to blokke, den blå og den røde, og mediernes fiksering på to statsministerkandidater tilslører virkeligheden, som er, at der findes stor vilje i befolkningen til at finde fælles løsning på problemerne. Det gælder velfærdsstatens fremtid, finanskrisens følger, miljø og uddannelse.
Intet enkelt parti har i de sidste 100 år haft flertallet alene. Danmark er et lille land med fem millioner indbyggere, som har meget tilfælles, og som ikke ønsker kløfter mellem forskellige befolkningsgrupper.
Nu er det så kommet dertil, at hvis man markerer den kristne kulturarv, tilhører man blå blok, hvis man vil have den ud af DR's public service-forpligtelse, er man i den røde blok. Det er alt sammen kunstigt skabt og er vel et bevis på historieløsheden. Eller er det resultatet af Dansk Folkepartis mobilisering af det danske? Partiet med dets to præster, Søren Krarup og Jesper Langballe, i spidsen har sat sig på en ensidig tolkning af det danske, som andre partier reagerer imod.
Hvad er resultatet? At der ikke længere er en uudtalt enighed om, at vi har en historie, hvori den evangelisk-lutherske kristendom er rodfæstet og indeholdt i Grundlovens paragraf 4.
ATEISTERNE UDNYTTER denne situation. De kan ikke døje ordet religion eller kristendom, men dette er ikke nyt. Brandesianisme og marxisme har haft fodfæste i 150 år. Sekulariseringen er blevet så stærk, at ateister nu lukrerer på, at kristendommen ikke længere giver folket identitet.
Når det altså er absolut nødvendigt at få brudt med opdelingen i rød og blå blok, er det, fordi der nu ikke kun er diskussion om efterløn og arbejdstid, men om den folkelige grundvold.
Det medieforlig, som regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået, kunne være forhandlet på plads med oppositionen. Det skete som bekendt ikke, og dermed bliver tolkningen af vor kulturarv til kastebold mellem partierne.
Jeg mener ikke, at dansk kulturarv kan forstås uden kristendom, og jeg henstiller til S, SF og RV at tænke sig meget grundigt om, før de lader følgerne blive farlige for sammenhængskraften i befolkningen.
Folketinget forandres. Ved det kommende valg vil over 25 procent af Folketingets medlemmer blive udskiftet, og efterhånden vil den nye generation af politikere i alle partier være uden forbindelse med den folkelige tradition i grundtvigianisme og Indre Mission.
For 50 år siden var halvdelen af Folketingets medlemmer højskolefolk. Højskolen svækkedes, da bondesamfundet og arbejdersamfundet afløstes af videns- og informationssamfundet; men det afgørende brud med traditionen markeredes med folkeskoleloven af 1975, hvor faget kristendom blev alvorligt svækket.
Nu står vi i en globaliseret verden, hvor religion spiller en mere dominerende rolle i Asien, Afrika og Sydamerika, og hvor det gamle Europa er undtagelsen med tilbagegang for kristendom. Når det gælder om at stå vagt om folkekirken, er det, fordi den er en rummelig ramme, hvor kristen forkyndelse finder sted. Der er intet sted, frisind praktiseres stærkere end i folkekirken, men frisindet trues fra flere sider.
FOLKEKIRKEN TRUES nemlig indefra. På det allerfarligste tidspunkt. Når Indre Mission, der siden 1861 har været Kirkelig Forening for Indre Mission, med en ung formand lægger op til, at Indre Mission kan danne valgmenigheder – og frimenigheder uden for folkekirken – på grund af debatten om velsignelse af homoseksuelle par, så sker det på samme tidspunkt, hvor "kristen kulturarv" i Danmarks Radios public service-forpligtelse bliver kastebold mellem rød og blå blok.
Folkekirken trues ikke af ateister, heller ikke af et muslimsk mindretal, men af opløsning indefra. Vil Indre Missions folk indse, hvor stort et ansvar de har?
Det grundtvigske frisind udfolder sig inden for folkekirken, hvor grundtvigske, indremissionske, lutherskmissionske og tidehvervske præster har deres fulde forkyndelsesfrihed. Den vil aldrig findes i private kirker adskilt fra staten. Der skal præsten i sin forkyndelse rette ind efter menigheden, for ellers bliver præsten ramt på brødet.
Den kristne kulturarv manifesterer sig ved, at 80 procent er medlemmer af folkekirken, som er det sidste store fællesskab sammen med folkeskolen, som er tilbage.
Tilsyneladende lever vi i kulturforvirringens tid. Når det gælder kulturpolitik, skolepolitik, kirkepolitik, må de politiske partier lære at lytte og tale sig frem til fælles løsninger. Det samarbejdende folkestyre skal nyskabes.
Asger Baunsbak-Jensen er præst, forfatter og tidligere undervisningsdirektør