Det mener partierne om indkomstskat

Skal indkomstskatten sænkes? Kristeligt Dagblad har spurgt skatteordførerne

Det mener partierne om indkomstskat

Socialdemokraterne: Ja og nej
Der skal indføres en millionærskat for dem, der tjener over en million om året. Samtidig skal beskæftigelsesfradraget hæves for dem der tjener mindst.
- Nick Hækkerup, skatteordfører for Socialdemokraterne.


Radikale Venstre: Ja
Radikale Venstre ønsker at lette skatten på arbejde for almindelige lønmodtagere. Alt for mange betaler topskat i dag, også sygeplejersker og lærere. Vi foreslår at hæve grænsen for hvornår man betaler topskat og at øge beskæftigelsesfradraget. Finansieringen skal ske ved at indføre flere grønne afgifter, og ved gradvist at ændre i rentefradraget for folk, der spekulerer i skattesystemet og trækker store renteudgifter fra i skat.
- Jacob Blomgren Knudsen, politisk-økonomisk chefkonsulent for Radikale Venstre

Det Konservative Folkeparti: Ja
Vi vil sænke skatten på arbejde ingen skal betale mere end halvdelen af sin løn i skat.
- Mike Legarth, skatteordfører for Det Konservative Folkeparti

SF: Ja og nej
Ja, indkomstskatten skal sænkes for alle lønmodtagere, der tjener under en million kroner. Vi foreslår at øge beskæftigelsesfradraget med 6000 kroner. Tjener man over en million kroner skal man betale en ny millionærskat, af indtægten over en million kroner
- Jesper Petersen, skatteordfører for SF


Liberal Alliance: Ja
Indkomstskatten skal ned på maks. 40 %. Det vil gøre det mere attraktivt at arbejde flere timer, tage en uddannelse eller starte egen virksomhed og det vil gøre det lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft udefra. Alt sammen noget, der er helt afgørende, hvis vi vil opretholde det danske velfærdssamfund.
- Anders Samuelsen, skatteordfører for Liberal Alliance


Kristendemokraterne: Nej
Vi har ikke råd til skattelettelser lige nu. Der er behov for at konsolidere økonomien lige nu.
- Per Ørum Jørgensen, skatteordfører for Kristendemokraterne

Dansk Folkeparti: Nej
Dansk Folkeparti ønsker hverken at hæve eller sænke indkomstskatten. Skatteomlægningerne, som blev aftalt mellem Dansk Folkeparti og regeringen i foråret 2009, udtrykker hvordan Dansk Folkeparti mener, skattesystemet skal se ud. Med de aktuelle udfordringer for landets økonomi, herunder statsunderskuddet, er skattelettelser udelukket. Betingelsen for at der kunne gives skattelettelser er enten et statsoverskud, hvilket ikke er til stede, eller velfærdsforringelser. Dansk Folkeparti ønsker ikke at foretage velfærdsforringelser for at finansiere skattelettelser.
- Mikkel Dencker, skatteordfører for Dansk Folkeparti

Venstre: Nej
Jeg skal imidlertid ikke kunne afvise, at der på sigt vil være et råderum i økonomien, der giver os mulighed for at lempe indkomstskatten til gavn for arbejdsudbuddet og vores konkurrenceevne. I øjeblikket fokuserer vi imidlertid på at ruste velfærdssamfundet til fremtidens udfordringer, herunder de demografiske.
- Mads Rørvig, skatteordfører for Venstre

Enhedslisten: Nej
Den skal dog sænkes for pensionister, arbejdsløse og andre med lav indkomst, der hver gang er snydt for de skattelettelser regeringen har gennemført med Dansk Folkeparti. Til gengæld skal de rigeste betale mere i indkomstskat.
- Frank Aaen, finansordfører for Enhedslisten