Folkekirken har teologiske identitetsproblemer

I mange år har folkekirken levet med uoverensstemmelser mellem kirkens officielle trosgrundlag og den aktuelle teologi, men det er, som om afstanden mellem bekendelse og teologi i vor tid er blevet så stor, at det nu truer med at ødelægge kirken indefra

Officielt er folkekirken klart defineret ved sine bekendelsesskrifter. Bekendelsesskrifterne blev formuleret for mange år siden, og flertallet af folkekirkens teologer har for længst bevæget sig langt væk fra kirkens oprindelige trosgrundlag.
Officielt er folkekirken klart defineret ved sine bekendelsesskrifter. Bekendelsesskrifterne blev formuleret for mange år siden, og flertallet af folkekirkens teologer har for længst bevæget sig langt væk fra kirkens oprindelige trosgrundlag. Foto: Jakob Bo Andersen.

FOLKEKIRKEN HAR SOM bekendt ikke en synode, og der er ikke nogen, der kan udtale sig på kirkens vegne. På samme tid er der et væld af forskellige teologiske holdninger i kirken.

Spørgsmålene trænger sig på: Hvad er kirkens identitet? Hvad står folkekirken egentlig for? Det må være et relevant spørgsmål, når 81 procent af befolkningen er medlem.

Man skal ikke følge med i den kirkelige debat ret længe, før man fornemmer, at der er en stor teologisk bredde i folkekirken. Det er vel naturligt, at det forholder sig sådan, men til tider er det, som om yderfløjene er så langt fra hinanden, at forståelsen mangler. Spændvidden er så stor, at det er svært at forestille sig, at yderfløjene tilhører samme kirke.

LÆS OGSÅ: Når folkekirken vil være tidssvarende

Officielt er folkekirken klart defineret ved sine bekendelsesskrifter. Bekendelsesskrifterne blev formuleret for mange år siden, og flertallet af folkekirkens teologer har for længst bevæget sig langt væk fra kirkens oprindelige trosgrundlag.

Folkekirken har i mange år levet med uoverensstemmelse mellem kirkens officielle trosgrundlag og den aktuelle teologi. Men det er, som om dualiteten mellem bekendelse og teologi i vor tid er blevet så stor, at det skaber problemer og truer med at ødelægge kirken indefra.

Der er nogle faresignaler, man bør være opmærksom på. Det er et faresignal, når unge fra den konservative fløj i folkekirken føler, at kirken har bevæget sig så langt væk fra sit oprindelige ståsted, at den er blevet utroværdig, og de derfor siver ud af det folkekirkelige landskab og danner deres egne valg- og frimenigheder. Hvis folkekirken skal kunne møde fremtidens udfordringer, har den brug for unge aktive kirkefolk.

Det er også et faresignal, når kritiske teologer beskriver kirkens bekendelsesgrundlag som håbløst gammeldags. Store dele af trosbekendelsen er blevet draget i tvivl, og det har uheldige konsekvenser for kirkegangen. Hvorfor skulle man gå til gudstjeneste og lade sit barn døbe, hvis kirkens egne teologer alligevel ikke selv tror på det?

DET ER ET FARESIGNAL, når der bliver foreslået et kirkeligt velsignelsesritual eller vielsesritual for homoseksuelle, når det direkte er i konflikt med de bibelske skrifter. Det er uheldigt, når kirken ikke længere respekterer sit eget trosgrundlag. Den største fare er vel, hvis folkekirken officielt ikke længere kan gå ind for den apostolske trosbekendelse, for så kan folkekirken i klassisk forstand vel ikke længere kaldes en kristen kirke.

Kirkens bekendelsesgrundlag bygger på en åbenbaringstro. Uddannelsessystemet bygger derimod på en kritisk tilgang til de bibelske skrifter. Man får dermed to tilgange til den kristne tro, der går i hver sin retning, og som vanskeligt kan forenes.

Kirkens bekendelsesgrundlag, dens ritualer, gudstjenestens liturgi og præsteløftet bygger alt sammen på en konservativ teologi, hvor Bibelen betragtes som Guds ord med særlig autoritet (1.Tess. 2, 13). Bibelen er godt nok skrevet af mennesker, men inspireret af Gud (2. Tim. 3, 16), og dette forhold til Bibelen præger kirkens trosgrundlag.

Gud har åbenbaret sig i tiden og talt gennem profeterne, men på en særlig måde gennem Jesus Kristus, Guds søn.Helligånden var ikke kun virksom i profeternes tid, i Jesus Kristus og ved de bibelske skrifters tilblivelse, men også i menighedens liv i dag.

I den apostolske trosbekendelse er kirkens liv knyttet til tredje trosartikel: "Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke". Det er Helligånden, der skaber troen i menneskers hjerte og gør ordet levende og nærværende for os. Det er Helligånden, der åbner vore øjne for Jesus Kristus som vores frelser med modtagelse af syndernes forladelse og Guds kærlighed.

Det er ved Helligånden, vi oplever Gud som en levende og nærværende Gud, og det er Helligånden, der gør bønnen virksom. Helligånden er i funktion ved gudstjenesten, så menigheden får et møde med den levende Gud. Kirken bygger på en åbenbaringsteologi, hvor Gud har åbenbaret sig som den treenige Gud.

Over for dette har vi en mere kritisk teologi. Det videnskabelige arbejde bygger på kritisk og logisk tænkning, hvor fornuften sættes i centrum. Bibelen bliver ikke betragtet som en hellig bog, der er inspireret af Gud, men som en bog, der afspejler menneskers tro gennem tiden.

Hvis fornuft og logisk tænkning skal danne forudsætning for talen om Gud, bliver det en begrænset Gud, vi får. Det bliver en Gud, der er Gud på menneskers præmisser, men en sådan Gud kan aldrig være Gud. Gud kan aldrig være Gud på menneskers præmisser, derimod er mennesket menneske på Guds præmisser.

HVIS BIBELEN KUN ER menneskers tanker om Gud, så må Gud nødvendigvis være et produkt af mennesketanker, og dermed får vi en Gud skabt i menneskers billede, men en sådan Gud er fiktion eller en afgud og ikke værd at tilbede. Gud er ikke skabt i menneskers billede, men mennesket er skabt i Guds billede (1.Mos. 1, 27). Det er ikke mennesket, men Gud, der skal i centrum.

Hvis vi i vores teologi sætter mennesket i centrum, har vi allerede i vores udgangspunkt forfejlet målet. Allerede Paulus måtte kæmpe mod moderne teologer, der satte fornuften i centrum, og som ikke ville tro på opstandelsen fra de døde (1. Kor. 15, 12). Paulus' teologi udspringer af et personligt møde med den opstandne frelser, Jesus Kristus, (Ap.G. 9, 1-19).

En kritisk tilgang til de bibelske skrifter, der på forhånd underkender Guds eksistens, vil typisk blive betragtet som videnskabelig. Derimod vil troens tilgang til skrifterne, der giver plads til den levende Gud, blive betragtet som uvidenskabelig.

At det forholder sig sådan, er en logisk følge af de videnskabelige præmisser, der sætter mennesket og den menneskelige logik i centrum og ikke Gud.

Man definerer et udgangspunkt, der mere eller mindre spærrer vejen til målet, og samtidig har denne teologi monopol på uddannelsen af præster.

Kirkens liv og vækst udspringer af menighedens møde med den levende og nærværende Gud, men hvis kirkens teologi er en hindring for dette møde, så er det selve kirkens livsnerve, der bliver skåret over.

Det er blevet hævdet, at den teologiske uddannelse ikke er en præsteuddannelse, men en videnskabelig teologisk uddannelse, og dog er det denne uddannelse, der giver adgang til præsteembedet. Så længe det forholder sig sådan, vil kirken stå med et uløseligt identitetsproblem.

Et muligt løsningsforslag kunne være, at folkekirken blev herre i eget hus, så den kunne løse sine egne problemer. Kirken kunne blandt andet få sin egen præsteuddannelse, der tog hensyn til, at den kristne tro er en åbenbaringstro for dermed på længere sigt at skabe større sammenhæng mellem teologi og bekendelse. Samtidig ville det give bedre muligheder for at udruste præsterne til de udfordringer, de vil møde i folkekirken.

På kort sigt kunne man passende komme med et klart og tydeligt nej til indførelse af ritualer i kirken, der direkte er i konflikt med de bibelske skrifter.

Bjørn Ellerbek er sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Vejle