DET HAR SOM TROENDE kristen og medlem af folkekirken været en forstemmende oplevelse gennem medierne at følge forløbet omkring de planlagte kirkelukninger i København. Det er lige før, man kan få en fornemmelse af, at Grundtvig har levet forgæves.
At ordet skaber, hvad det nævner, burde i Grundtvigs fædreland være så velkendt en tilgang til tingene, at vi kunne have undgået, at kirkens ledende folk nu opgiver og sender aben videre til Kirkeministeriet. Derved erkender de, at de ikke selv har magtet at facilitere en ordentlig erkendelses- og beslutningsproces. Og endnu en gang viser det, at folkekirken ikke er en kirke, der kan klare sine egne udfordringer, men en statskirke, der overgiver beslutningerne til myndighederne.
Ordet skaber, hvad det nævner. Tænk, hvis vores kirkes ledelse både havde lyttet til Grundtvig og til hans moderne arvtagere inden for anerkendende og systemisk ledelse. Tænk, hvad der kunne være truffet af visionære og fremadrettede beslutninger, hvis man havde vendt tingene på hovedet og i stedet for at tale om kirkenedlæggelser eller kirkelukninger havde spurgt de københavnske sogne, hvad hver enkelt menighed så som sine styrker, så som sine bedste erfaringer, så som det mest uopgivelige – og hvordan de med disse styrker kunne og ville bidrage til at skabe stærke nye menigheder i det storkøbenhavnske område.
Og man kunne efterfølgende have bragt alle disse mennesker med deres menigheders styrker sammen og ladet dem i fællesskab skabe en vision for en ny fremtid.
Så kunne man – som det blandt andet er sket ved hjælp af den systemiske konsulent og tidligere anglikanske præst Peter Lang, der har faciliteret sådanne sammenlægningsprocesser i England, have skabt en situation, hvor man var gået væk fra mangelsproget og egne interesser til et skabende sprog, hvor man sammen havde haft en helt anden mulighed for konstruktivt at skabe nye og stærke fællesskaber.
For når først den fælles vision for nye stærke fællesskaber, der rummer det bedste fra nutiden, er skabt, bliver det langt mere logisk at vælge den kirkebygning med de lokaler og beliggenhed, der hjælper visionen bedst på vej.
Denne tilgang er ikke et mirakelmiddel, men den fælles vision er en betingelse for succesfuld fusions- og forandringsledelse – og det undrer, at oplyste ledere i vores folkekirke ikke enten selv har sørget for at få sig moderne lederuddannelse eller har allieret sig med folk, der har kunnet vejlede dem i en så følsom og sårbar proces.
Michael Bager,
konsulent og supervisor
Præstøvej 62, Næstved