At finde lykken i at være sig selv

Radio & tv

DR 1-SERIEN "Bonderøven" virker bedst, når kameraet går tæt på. Roligt og vedvarende. Intet er mere irriterende end udsendelser, hvor der absolut skal klippes hurtigt frem og tilbage mellem talende ansigter og de emner, der behandles.

Det sidste er desværre sket under den ellers værdifulde nye serie med Claus Meyer, "Smag på Norden". Da de to udsendelser i de seneste uger hver onsdag er blevet sendt i umiddelbar forlængelse af hinanden, har det været oplagt at sammenligne.

Begge serier præges af lidt for mange indslag. Det skaber misforhold mellem form og indhold. Når det nu er meningen at fremvise en bondes indstilling til håndværksmæssig forsvarlig omgang med værktøj og materialer, så lad den være sig selv i al enkelhed.

Nøjagtigt det samme gælder for madlavning. Hellere forlænge en tv-serie med flere afsnit for så netop derved at demonstrere, at såvel plante- og dyreavl som udsøgte råvarer bør håndteres tålmodigt, frigjort fra mediemondænt jag og stress.

De hastige filmiske krydsklip, der er så karakteristiske for mange tv-udsendelser, virker frygtsomme. Det er, som om seerne ikke selv må bruge øjnene. Man kan ligefrem savne et godt gammeldags lysbilledforedrag med tid til besindige eftersyn!

Værst er, at angsten for at kede seerne med tiden synes at have ført til, at udsendelser om billedkunst i netop billedmediet tv er blevet utålelige. Den forløbne uge gav heldigvis to gode eksempler på, at sådan forholder det sig ikke med radioen.

IGENNEM SNART mange år har det paradoksalt nok været lydmediet radioen, der har givet den bedste orientering om maleri, skulptur, kunsthåndværk og anden kreativ omgang med farver, linjer og former. Senest i P1's "Besøgstid" og "Stedsans".

Selvom der i denne uge var tale om en genudsendelse af en to år gammel udgave af "Besøgstid" med maleren Thomas Kluge, så holdt genhøret med hans selvkritiske omtale af egne særpræg i fin stil. En personlighed i strid med sig selv og sin tid.

Thomas Kluges til tider stærkt forkætrede, fotorealistiske malerier er efterhånden så velkendte, at lytterne sagtens kunne følge samtalen om de seneste årtiers modeskifter på såvel akademier, gallerier som museer. På sin vis forbilledligt!

For sådan er det jo med kunstnerisk virksomhed: Der må altid være tale om kompromisløs sandhedssøgen: at finde lykken i at finde sig selv. Vel at mærke lykken på godt og ondt. Sådan som det også fremgik af torsdagens "Stedsans".

Her havde udsendelsens tilrettelægger, Claus Berthelsen, en meget åbenhjertig og givende samtale med den 78-årige Harald Fuglsang, medindehaver af Kirsten Kjærs Museum i Thy. Et pragtfuldt eksempel på, at det nordjyske kan være alt andet end provinsielt.

Man kan sagtens som lægen og globetrotteren Harald Fuglsang "føle sig hjemme i hele menneskeheden", selvom man lever i Thy. Især når man bestyrer et "samtalemuseum", sådan som "Vorherre måske har lagt det til rette".

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder