Ravel for alvor
5 ud af 6 stjerner.
Der er noget distanceret over Ravels musik, noget ophøjet og henkastet arrogant. Det gælder alle hans værker, men især hans relativt få kompositioner for klaver. Det er den fine britiske pianist Steven Osborne, der her har indspillet samtlige af dem, og de kan snildt være på to cd'er.
Ravel var ikke selv videre bevendt som pianist, men skrive hundesvære værker for instrumentet, der kunne han til gengæld. Man hører nu ikke, hvor krævende de er, når man lægger ører til Osbornes cool teknik; tværtimod er det snarere hans kærlighed til musikken, man hører, en musik, Osborne selv beskriver som et miks af uskyld, melankoli, lidenskab og noget legende og truende. Det er ikke helt løgn, men det er nok især det truende og melankolske, man hører i hans fortolkninger, hvor andre pianister mere lægger vægt på den løsslupne side. Et eksempel er "Gaspard de la nuit", der spilles med en tung dynamik, uden at det dog går ud værkets svævende karakter. Det forlener det bare med et stålsat eksistentielt fundament.
LÆS OGSÅ:Musikken blæser derhen den vil
Andre perler, Osborne giver et skud alvor, er de to store værker "Miroirs" og "Le tombeau de Couperin" (som flere måske kender i orkesterudgaven). Osborne tryller disse værker om til skarptskårne mesterstykker, hvor detaljer, man aldrig nogensinde har lagt mærke til før, pludselig står fuldstændigt klart for én grundet hans omhyggelighed og musikalske intelligens. Det er ærefrygtindgydende. Og så er det alligevel ikke smertefuld alvor det hele.
Et hit som Forlane fra "Le tombeau de Couperin" perler lystigt af sted, og Ravels måske mest kendte værk for klaver,"Pavane pour une infante défunte" har den rette blanding af nostalgisk melankoli og poesi. Som et kuriosum har Osborne valgt at inkludere "La valse", som mest høres i orkesterudgaven og sjældent indgår i de komplette indspilninger. Her gør den dog god fyldest som en hårdtslående udgave, der hiver Ravels ironi ud af værket, og i stedet gør det til en voldsom rettergang over valsen som musikalsk form. Som alt andet på disse to cd'er klinger det nyt, klart og skæbnesvangert.
Maurice Ravel: Komplet musik for soloklaver. Steven Osborne, klaver. Hyperion. CDA67731/2.
Slank og dynamisk sakral musik
5 ud af 6 stjerner
Monteverdis "Vespro della Beate Vergine" hører til perlerne i europæisk musik. Værket kunne sidste år fejre 400-års jubilæum, og ensemblet L'Arpeggiata benyttede lejligheden til at indspille det, og nu kan vi andre nyde godt af udgivelsen, der netop er udkommet på Virgin Classics.
Christina Pluhar dirigerer ensemblet, som hun selv grundlagde i 2000, og som siden begyndelsen er blevet berømmet for at rumme en række af Europas bedste solister inden for den tidlige musik. Der er da også tale om en virkelig gedigen indspilning af dette overgangsværk mellem renæssancens nøjsomme polyfoni og barokkens ornamenterede ekstravagance. Hvorfor og hvordan værket blev til og er tiltænkt spillet henligger i tågerne, og det tvinger dirigenten til at foretage en række valg, og her går Pluhar temmelig radikalt til værks – i hvert fald, når det gælder tempi, for jeg tror ikke, at man kan opdrive én udgave på markedet, der er hurtigere end denne (alle andre må tage 2 cd'er til hjælp, hvor man her kan nøjes med en).
Men det virker nu langtfra forhastet af den grund; værket er her snarere hevet ud af romantikkens langsomme følsomhed til fordel for en mere slank, rytmisk og dynamisk klang, sådan som vi efterhånden kender det fra ensembler med speciale i den tidlige musik. "Vespro della Beata Vergine" er Monteverdis smukkeste bidrag til sakral musik, men det rummer ikke desto mindre en næsten opera-agtig form med blandt andet ekkoeffekter. Samtidig er der store kontraster mellem de forskellige satser, men der er alligevel en musikalsk og teatralsk enhed værket igennem, der aldrig bliver kedeligt qua den store variation i orkestrering og stemmeklang.
Et godt eksempel er Duo Seraphim, som er for to stemmer, der "svarer" hinanden – en slags sangkonkurrence for engle – og i sandhed udfordrer vokalteknisk. Hele værket kræver dog virkelig kapable udøvere for at lykkes, men det gør det her, hvor værkets kompleksitet formidles med en legende lethed og ubesværet naturlighed af både sangere og musikere.
Claudio Monteverdi: Vespro della Beata Vergine. L'Arpeggiata. Dirigent: Christina Pluhar. Virgin Classics. 64199429.