For den jødiske filosof Hannah Arendt var Adolf Eichmann selve inkarnationen af "ondskabens banalitet", det begreb, hun udviklede under retssagen mod den mand, der stod for den praktiske organisering af "Endlösung".
Som han sad i sin glasboks i retssalen i Jerusalem med udtryksløst og ubevægeligt ansigt, iført store, tunge briller og hovedtelefoner til simultantolkningen af de mange vidneudsagn, lignede han netop en helt almindelig, næsten ubetydelig mandsperson.
Eichmann tog flittigt noter af alt og holdt sig ellers til sit grundlæggende forsvar. Han var ikke skyldig, han havde kun gjort, hvad han fik besked på.
LÆS OGSÅ: Eichmann: Lydig bureaukrat eller bestialsk folkemorder?
I år er det 50 år siden, at Eichmann blev stillet for retten i Jerusalem. Det var den første retssag mod en enkeltperson, efter at Nürnberg-processen havde foretaget det første kollektive retsopgør med nazismen. Det var også den første retssag mod naziforbydere, som blev gennemført på israelsk jord, blandt andet takket være en særlovgivning, der gav Israel lov til at dømme forbrydelser begået uden for landets grænser og før statens oprettelse.
Men det var især en proces, som satte fornyet fokus på nazismen og udløste ny forskning.
Og nu giver holocaustmuseet i Paris, Mémorial de la Shoah, mulighed for at genopleve denne historiske retssag fra første parket, næsten som var man til stede i retssalen.
Hele retssagen, som varede i otte måneder efter åbningen den 11. april 1961, blev filmet, og for første gang er de 250 timer lange optagelser tilgængelige for offentligheden i fuld længde.
I alt 210 vidner deltog i retssagen, som omfattede 275 timers afhøringer og 3500 sider dokumenta- tion. En del af disse dokumenter, herunder de originale udskrifter af vidneudsagn, som anklagemyndigheden benyttede under retssagen, er blevet stillet til rådighed af de israelske arkiver. Det gælder også Eichmanns egne dagbøger, som han førte i fængslet, og desuden brevvekslingen om retssagen mellem Hannah Arendt og daværende premierminister Ben Gurion. Også Argentina, hvor Eichmann levede under falsk identitet som Ricardo Klement, indtil Israel bortførte ham i 1960, har bidraget til udstillingen.
Retssagen fik en enorm gennemslagskraft i det israelske samfund, som for første gang siden oprettelsen i 1947 stod ansigt til ansigt med holocaust, som et flertal af Israels indbyggere aldrig selv havde oplevet.
"Eichmann-processen placerer holocaust i hjertet af Israels kollektive bevidsthed. Fra dette øjeblik bliver jødeudryddelserne et centralt element i den jødiske stats nationale historie. Det er den første retssag, som udelukkende handler om jødeudryddelserne. Det er den første store tribune, hvor ofrene for nazisternes folkemord får lov at udtrykke sig offentligt," siger udstillingens kurator, Henri Rousso.
Adof Eichmann blev dømt til døden den 11. december 1961 og henrettet ved hængning den 31. maj 1962.
Udstillingen fortsætter frem til den 30. september.