Ordet

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde."

Joh. 16, 20

Jesus skildrer kærlighedens vilkår i verden. At elske i dødens verden betyder en dag at miste den, man holder af. For disciplene betød det, at de om en kort tid ikke længere skulle se Jesus. De mødte ham på jorden – i dødens verden, og han knyttede dem til sig med kærlighedens bånd. Men også Jesus måtte bøje sig for dødens ubønhørlige lov.

Døden er det mørke, ingen kan se igennem. Derfra lyder det som et ekko: ikke længere, aldrig mere. Og angsten ved at være alene, ved at miste, fylder så umådelig meget. Vel siger Jesus, at han går gennem døden til sin far. Men på jorden bliver de og vi tilbage.

Døden er kommet. Jesus er borte. Disciplene er ladt alene tilbage. Så sort og dystert var billedet af dem langfredag. Og den lange fredags smertefulde oplevelser er ikke kun forbeholdt disciplene. Den kan også ramme os i vort eget liv.

Men der er mere at sige. Og det hænger sammen med Jesu egen skæbne. Da Gud blev menneske i Jesus Kristus, født af Maria, blev han pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet – da gik han vores vej. Han kæmpede i angst for sit liv, men opstod på tredje dag fra de døde og fór til himmels. Han gik ikke sin vej, men han gik vores vej – for at vi skal følge efter. Han viser os den vej, hvor sorg bliver forvandlet til glæde. For – som én engang har sagt – "glæde er trøstet sorg".

Derfor tror vi på et liv efter døden, et liv efter smerten og sorgen. Et liv, hvor død ikke er mere, ej heller sorg eller skrig eller pine. For vi skal se ham, som døde på korset. Vi skal se Gud, og sorgen skal vendes til glæde.

Leif Vestergaard