Efterårsreceptionen på Gyldendal 25. august 2011
Johannes Riis tale
For nogle måneder siden kunne man læse, at en ellers fuldstændig ukendt amerikansk forfatter, John Locke, havde solgt en million eksemplarer af sin nye roman.
LÆS OGSÅ: Den uregerlige roman
Den slags har man hørt om før, heldigvis da; men det bemærkelsesværdige i dette tilfælde var, at der var tale om en e-bog, og at bogen aldrig havde foreligget i en papirversion.
Hertil kom, at der på intet tidspunkt i hele forløbet, fra manuskriptets første spæde start, over dets færdiggørelse til dets udgivelse, havde været et forlag, endsige en agent, inde i billedet: ingen forlagsredaktør, ingen marketingafdeling, ingen salgsafdeling, ingen rettighedsafdeling, ingen økonomiafdeling. Forfatteren havde klaret det hele selv via sin computer.
Se, en historie af den art kan jo nok give én sved på panden og noget at tænke over. Det er galt nok at forestille sig en forfatter uden forlag; men det omvendte, altså et forlag uden forfattere, som jo i sidste instans kunne blive konsekvensen, det er en tanke, der ikke er til at tænke til ende. Et forlag uden forfattere, det kan jo ikke lade sig gøre.
Det er ingen selvfølge, at der findes forlag. Indtil sidst i 1700-tallet, da også Søren Gyldendal grundlagde sit, var det forfatteren selv eller den bogtrykker, han havde entreret med, der stod for tilrettelæggelse, illustrationer, korrekturlæsning og distribution. Redigering, som vi kender det i dag, er et forholdsvis nyt fænomen, der ligesom så meget andet kom hertil fra USA.
Ifølge Otto B. Lindhardt blev betegnelsen forlagsredaktør først taget i brug i Danmark i begyndelsen af halvtredserne, da det nye Gyldendal blev etableret.
Og læser man klassisk litteratur, fx Dostojevskij og Tolstoj, for ikke at tale om Cervantes eller Dickens, er det tydeligt for enhver, at bøgerne ikke har været forbi en efter vore dages begreber dygtig forlagsredaktør, dertil er de alt for lange og uregerlige; der er alt for mange knaster og udhæng og afveje, synes vi, de fleste af dem kunne mageligt være et par hundrede sider kortere, der er alt for mange gentagelser, alt for mange pædagogiske pegefingre, alt for mange darlings, der ikke er blevet aflivet under kyndig vejledning, der er redundans, som det hedder med den moderne forlagsredaktørs mest yndede skældsord.
Men så, bedst som man læser Don Quixote eller Idioten og er fuldstændig opslugt, men alligevel sidder med sin indre blyant klar til aktion over for redundansen og vildskuddene og de alt for mange sider, er det, at anfægtelserne kan melde sig og en frygtelig tanke slå ned i én: Kan det tænkes, at det netop er det uregerlige, der har gjort klassikerne til klassikere? Og hvad er det egentlig, vi foretager os, når vi redigerer en tekst? Kan det ikke nemt komme til at gå ud over forfatterens egenart og originalitet, det nyskabende, alt det, vi ikke har set før?
Vi forlagsredaktører kan jo ikke andet, end hvad vores akkumulerede læsning har lært os, og kan vi ikke nemt risikere, at vi for at fremme tekstens tilgængelighed og evt. salgspotentiale kommer til at nivellere og glatte ud og normalisere og pille modhager ud af både sprog og handling og persontegning med andre ord fjerne alt det, som får en tekst til at være noget ud over det sædvanlige, alt det, der gør, at et værk kan gå hen og blive en klassiker?
Jeg tror ikke, at faren er overhængende. Jeg tror, at forfatteren er karl for sin hat og sagtens kan mærke, når redaktøren overskrider sine beføjelser; jeg tror også, at han vil vide at sige fra.
Jeg kender godt historien om Raymond Carver og hans redaktør, Gordon Lish, som Carver endte med at lade få sin vilje med sin effektive, men utilgiveligt hårdhændede redigering af sine noveller; det var et overgreb, som Carver aldrig skulle have ladet passere, og han fortrød det alle dage.
Her havde redaktøren gjort forfatterens projekt til sit eget, og det hører selvfølgelig ingen steder hjemme; men jeg ved også, at anmelderne kan have ret, når de skriver, at en bog er dårligt redigeret, og giver hårrejsende eksempler på, at forlaget har svigtet sin opgave.
Redigering er blevet en selvfølge på forlagene, der er rift om de gode redaktører, både forfatterne og forlagene imellem, og de fleste forfattere nu til dags opfatter samarbejdet med deres redaktør som en afgørende del af deres tilknytning til deres forlag, ja, som en integreret del af deres arbejde som forfattere.
Forholdet mellem forfatter og redaktør er en følsom affære og ikke automatisk en idyl, hverken i kort eller langt perspektiv. Der kan være endog meget stor forskel på, hvordan to redaktører vil gribe en redigeringsopgave af samme manuskript an, jeg kan ikke forestille mig, at der findes et manuskript, der kun kan redigeres på én bestemt måde, og der er kun alt for mange muligheder, for at der undervejs i arbejdet med en tekst kan opstå uoverensstemmelser mellem forfatter og redaktør.
Der findes stadigvæk forfattere, der ikke vil lade sig redigere, og de er næsten lige så svære at have med at gøre som dem, der uden videre siger, at de gør alt, hvad deres redaktør foreslår. For forfatteren er samarbejdet med redaktøren en mulighed for af få optimeret sin tekst, for at få luget ud og strammet op og skabt kunstnerisk sammenhæng og konsekvens.
Redaktøren skal være åben og ærlig og stille sine kritiske spørgsmål; men hendes opgave kan ikke sammenlignes med kritikerens.
Kritikeren har til opgave at vurdere værket så vidt muligt objektivt, nøgternt, udefra med henblik på at præsentere det for offentligheden, mens det er forlagsredaktørens opgave så at sige at arbejde med teksten indefra, gøre sig forfatterens intentioner helt klart og derudfra være med til at forløse værket bedst muligt; men det er helt afgørende, at redaktøren kender sin plads i forhold til forfatteren og manuskriptet; hun kan påpege problemer og mangler i teksten, og hun kan komme med forslag til, hvordan de kan afhjælpes; men det er forfatteren, der sætter kursen og bestemmer farten.
En af pionererne for redaktionelt arbejde, som vi kender det nu, og dermed også for rammerne for det moderne forlag, var den legendariske Maxwell E. Perkins, der var bl.a. Hemingways og Scott Fitzgeralds redaktør.
I årene fra 1910 til 1947, da han døde, var han tilknyttet forlaget Scribner i New York, og i 1950 udkom der et udvalg af de flere tusind breve, han nåede at skrive til sine forfattere i de 37 år, han arbejdede på forlaget.
I et af dem, det er fra september 1940, skriver han til en forfatter, hvis manuskript han har læst og har nogle både kritiske og konstruktive bemærkninger til: Jeg har selvfølgelig ikke skrevet om det hele, men jeg er alligevel bange for, at jeg kan have udtrykt mig for definitivt. Det er jeg altid hunderæd for. De må aldrig nogensinde opfatte, hvad jeg siger, som definitivt, men altid opfatte det som forslag. Alting kan måske gøres på en helt anden måde, og det, jeg siger, er kun forslag med henblik på at nå det endelige mål. Måderne og midlerne til det kan sagtens være noget andet end det, jeg har været inde på.
I et andet brev til en forfatter, det er fra marts 1944, skriver han, at det er et forlags opgave at være et forum for intellektets fri udfoldelse, forlaget skal være åbent for udgivelser af vidt forskellig politisk observans, være et værn mod censur og en garant for fri tale, han mener, at det er en samfundsopgave for forlaget at skabe rum for, at enhver med intelligens og talent kan få udtrykt sine synspunkter.
Som vi så af eksemplet, jeg var inde på i begyndelsen, og som det overalt fremgår med al ønskelig tydelighed: E-bogen er en realitet, og forlag verden over arbejder på højtryk for at omstille sig til den nye digitale virkelighed.
Der arbejdes med de tekniske landvindinger, der udvikles nye readers, nye distributionskanaler, enhanced e-books, apps og meget, meget andet, og der arbejdes ikke mindre ihærdigt med at finde frem til forretningsmodeller, der kan gøre det rentabelt at drive digital forlagsvirksomhed.
Det er selvfølgelig ethvert forlags opgave at kunne tilbyde en kvalificeret optimering af manuskripter, tidssvarende markedsføring og distribution i både ind- og udland via alle til rådighed stående medier, behovet for tekstredigering afhænger ikke af, om teksten skal læses på papir eller skærm; men også i fremtidens medievirkelighed kan forlagenes skæbne meget vel komme til at afhænge af deres evne til fortsat, som Perkins siger, at være et rum for kulturel udveksling, og hermed menes et rum i både konkret og overført betydning.
Det er et rum, hvor man mødes, og hvor der uanset ideologiske og politiske skel og fortegn kan skabes nye sammenhænge og fællesskaber, rum, hvor der er plads til forfattere, oversættere, kritikere, læsere og andre interessenter, hvor der er plads til både dissens og konsensus.
Her skal meningsudvekslingen være fri og uhindret, både på skrift og ansigt til ansigt mellem aktørerne, her skal være mulighed for samtaler om litteratur og kunst, om menneske og samfund, om ytringsfrihed, frisind og demokrati.
I sit forord til Perkins-udvalget skriver Perkins´ efterfølger på Scribner, John Hall Wheelock, at arbejdet som forlagsredaktør er verdens måske kedeligste, hårdeste, mest spændende, irriterende og givende. En forlagsredaktørs arbejde er både afvekslende og mangfoldigt, og Wheelock fortæller, at Perkins, når han havde haft møde med en særlig besværlig forfatter, kunne komme ud af sit kontor og udbryde: Jamen, det er jo et galehus, dette her. Hvad er det, de vil have, at vi skal være? Ghostwriters, bankrådgivere, psykiatere, skatteeksperter, tryllekunstnere?
Jeg kan ikke udelukke, at den slags udbrud også kan forekomme på danske forlag, herunder Gyldendal, men jeg vil gerne svare bekræftende på Perkins´ spørgsmål: Selvfølgelig skal forlaget levere alt det, der står i forlagskontrakten; men det er netop ved at leve op til forfatternes både mulige og umulige krav, ved at vise personligt engagement og yde det ekstra, der rækker ud over kontrakten, at forlagene kan bevare deres eksistensberettigelse, og derfor siger jeg til jer forfattere: Ja, vi skal kunne det hele og være det alt sammen og mere til: For at få tid til at læse jeres manuskripter vil vi ofre vores nattesøvn, vi vil risikere at pådrage os den farlige og oftest uhelbredelige sygdom manuskriptose, vi vil udsætte os for deraf afledte ægteskabelige skærmydsler, vi vil give jer gode råd og forære jer frieksemplarer, vi vil invitere jer på frokost, vi vil respektere jer hver især med jeres fobier og idiosynkrasier, vi vil bringe jer sammen til litterære sammenkomster og receptioner og anbringe jeres bøger i interessant selskab i kataloget, vi vil tilbyde jer en skulder at græde ud ved, når I får uretfærdige anmeldelser, vi vil sende jer en gave, når I barsler og fylder rundt, vi vil vidne for jer i retten og værne om jeres kunstneriske ytringsfrihed, vi vil være jeres ghostwriter, jeres bankrådgiver, psykiater, skatteekspert, tryllekunstner, det hele.
Jamen, så godt vi overhovedet kan.