Radikal politik er den gyldne middelvej mellem hjerne og hjerte

De Radikale står for en kompromisløs respekt for menneskets værdi kombi-neret med en ansvarlig økonomisk politik. Det mener sognepræst Morten Skovsted, som til-hører den femtedel af folkekirkens præster, der stemmer radikalt

Sogne-præst Morten Skovsted er enig i De Radikales økonomiske og sociale politik, men vil ikke skille stat og kirke.  Privatfoto.
Sogne-præst Morten Skovsted er enig i De Radikales økonomiske og sociale politik, men vil ikke skille stat og kirke. Privatfoto.

Er man ikke rød som ung, har man intet hjerte og er man ikke konservativ som gammel, har man ingen hjerne, siger et ordsprog.

Men ifølge sognepræst i Hjortshøj-Egå ved Aarhus Morten Skovsted trækker De Radikale på det bedste fra begge politiske lejre. Derfor tilhører han den femtedel af folkekirkens præster, der vil stemme radikalt ved det kommende folketingsvalg. Ifølge en undersøgelse blandt landets sognepræster er De Radikale, som Kristeligt Dagblad skrev i går, præsternes favoritparti.

LÆS OGSÅ:
Nordens præster er en rød race

De Radikales social-liberale linje er f0r mig at se den gyldne middelvej mellem hjerte og hjerne. Partiet står for en kompromisløs respekt for ethvert menneskes værdi og rettigheder. Og partiet formår at kombinere et socialt ansvar over for samfundets svageste og det enkelte menneskes frihed til at tænke og tro, som man vil, siger Morten Skovsted, som for to år siden meldte sig ud af De Radikale efter at have været aktiv i partiet i 11 år.

Partiet får dog stadig hans kryds især for den medmenneskelighed, der skinner igennem i for eksempel udlændingepolitikken og retspolitikken. Samtidig fører partiet en ansvarlig økonomisk politik, som resten af rød blok kunne lære meget af, mener han.

Det er al ære værd, når venstrefløjen vil gøre godt for alle. Men vi kan ikke tage imod 20 millioner fattige udlændinge i Danmark. Blandt Socialdemokraterne og SF savner jeg den ansvarlige økonomiske politik og pragmatiske tilgang til socialpolitikken, som jeg finder hos De Radikale. Jeg kan godt frygte, at de to andre partiers socialpolitik ikke kan bære. Derfor deler jeg De Radikales lidt kedelige, snusfornuftige holdninger til økonomisk politik.

Sognepræstenhar ikke kun ros tilovers for De Radikale. Han meldte sig i sin tid ud af partiet efter uenigheder med partiets politik på områder som indvandring og ytringsfrihed. Modsat flere partimedlemmer erklærede han sig for eksempel enig med SFs Villy Søvndal i, at der kan være en sammenhæng mellem muslimsk kultur og problemer på integrationsområdet.

LÆS OGSÅ:
Radikale sikrer igen fremgang for rød blok

Og han modsatte sig et radikalt forslag om at fordømme Morgenavisen JyllandsPosten i forbindelse med Muhammed-tegningerne.

De Radikale har haft en tendens til at dyrke en politisk korrekthed. Der har for eksempel ikke altid været plads til at lufte tanken om, at integrationsproblemer også kan bunde i kulturelle forskelle. Og der er generelt en evig fare for bedreviden og arrogance blandt de kulturradikale, måske fordi De Radikale traditionelt har været de veluddannedes parti. Der ligger en udfordring i at bevare en behørig ydmyghed over for folk med andre holdninger.

Sognepræsten er desuden lodret uenig i partiets officielle ønske om at adskille folkekirken fra staten. Han hæfter sig ved, at mange partifæller er splittede i det spørgsmål, og partiets kirkepolitik optager ham ikke ret meget.

De Radikale har i mere end 100 år været splittet omkring det spørgsmål. Jeg har gang på gang oplevet, at fordelingen ved afstemninger har været 50-50. De yngre partimedlemmer er for en adskillelse, mens de lidt ældre og reaktionære som jeg selv ser flere værdier end omkostninger ved forholdet mellem stat og kirke. Hvis vi bevæger os i retning af en adskillelse, tror jeg, at partiet har forståelse for, at en sådan proces skal have tid og skal ske med stor nænsomhed.