Det er besynderligt, som man husker. I min erindring har Johannes Jørgensens digtsamling Bekendelse (1894) stået som en lang række efterårsdigte. Hvert år ved efterårstid har jeg husket digtet Høstdrøm med de røde Risbøges Hegn. Jeg har gået med Jørgensen i tågen og følt mig så ensom, som man nu kan, når man har en bror i ånden ved siden af sig. Jeg har haft det som han:
Som var mit Liv kun en Vandren
ad Veje i dryppende Regn
som stænged mig evigt inde
de røde Risbøges Hegn.
Jørgensens digte er gode til at pleje ens melankolske følelser med. Med dem kan man se landskabet som en sjælstilstand og nyde forfaldet og fortabelsen i det smukke efterår, hvor alt må gå under. Med dem kan man med en vis smægten give sig sine uendelighedslængsler i vold og drømme sig lige lukt ind i evigheden.
Men fortsætter man ind i Jørgensens digtsamling, følger der både vinter, vår og sommer. Det ser jeg nu, da jeg genlæser bogen og følger årets gang deri. Det bliver ikke ved efterårets melankoli, men fortsætter med vinternattens månelandskab, der vidner om en sjæl, der er så gold som denne øde Jord. Bedre bliver det ikke med de lyse nætter, som er søvnløshedens tid og kun vækker længslen efter fjerne skove og ukendt liv.
Men midt i elendigheden findes erindringen om en lykkelig tid i de unge år, og så arbejder Jørgensen sig hen mod et religiøst gennembrud og den store omvending. For ham er der i Bekendelse to røster, man kan følge. Den ene er legemets røst, som mine Tanker hade. Den anden lyder i løvet og er evighedens sus. Han vender sig fra dansemusikkens elskovssyge Strænge mod evighedens melodier. Han løfter sig forgæves op mod det himmelske i en tom, men skøn gestus i det æterisk smukke digt Længsel, men bæres først for alvor af sted ved helt at opgive sig selv og give sig frelseren i vold.
Bag denne forsagelse af verden ligger et skæbnesvangert tab Anna du tog min unge Sjæl/ saa lidet derom du vidste Hvis kvinden ikke vil vide af ham, vil han heller ikke vide af hende. Eller rettere: Kvinden betragtes enten som en skøge, der lokker manden i fordærv, eller som en moder og madonna, som frelser ham. Hun enten forbandes eller tilbedes.
Det er således en vidtdreven dualisme, som præger Johannes Jørgensens digte, og jo mere jeg læser i samlingen, jo mere afstand må jeg lægge til den. For sådan ser verden ikke ud. Eller sådan oplever jeg den i det mindste ikke. Der er ikke kun to røster og to veje at gå. Og selvom jeg genkender en himmelstræbende venden ryggen til verden og den hånende og forbandende attitude, er det mig inderligt imod at ophæve den til den højeste visdom.
Bekendelse er en radikal bog, og som sådan ægger den til modsigelse og reaktion. Sine steder er den forførende smuk, mens den andre steder bliver til den rene jammerdal af ensomhed, fremmedhed, splittelse og angst. Men det er godt at læse den slags bøger, der ikke bare bekræfter ens syn på verden, men udfordrer det og peger på andre måder at se på. For så vidt er Bekendelse en god genlæsning.
Johannes Jørgensen: Bekendelse. Udkom første gang i 1894.
Klummen Genlæst er tilbage efter sommeren. Her skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk