Det er noget underligt noget med landegrænser. Hvorfor stopper et land lige netop her, når nu landskabet på den anden side er fuldstændig det samme? Hvorfor er det lige netop slut ved denne grøft eller lille bæk, når området gennemskæres af utallige små vandløb?
For det er jo langtfra alle steder, at grænsedragningen skyldes en folkeafstemning, som den der i 1920 afgjorde grænsen mellem Tyskland og Danmark.
LÆS OGSÅ: Splitflag over den gamle grænsepost
Det er tanker som disse, der pibler frem, når man står på den diminutive ø, der ligger i den også ganske lille bæk Brömsebäcken i Sverige. Dette er stedet, hvor freden i Brömsebro blev indgået i 1645. Øen, hvor svenskerne i 1915 rejste en mindesten, agerede neutralt område for de to forhandlingsdelegationer under ledelse af svenske Axel Oxenstierna og danske Corfitz Ulfeldt. For den lille bæk markerede grænsen mellem Småland og Blekinge og dermed også grænsen mellem Danmark og Sverige hvor underligt det end forekommer i dag, hvor vandet i Kattegat, Øresund og Østersøen fremstår som den naturlige barriere mellem landene.
Sådan var det ikke i tidligere tider, hvor havet mere forenede end adskilte, og faktisk havde Brömsebäcken i 1645 været grænse mellem Sverige og Danmark i omtrent 600 år. Det blev der heller ikke ændret på denne gang, hvor Danmark nok stod i en svær position og blandt andet måtte afstå Gotland og Jämtland samt Halland i en 30-årig periode, men der skulle ikke gå lang tid, før indbyggerne på sydsiden af bækken skulle blive svenskere.
Fra den i øvrigt også ganske lille parkeringsplads ved grænsebækken stedet er tilsyneladende ikke blandt Sveriges største turistattraktioner fører en sti langs bækken mod Brömsehus, den befæstning, som Valdemar Atterdag havde bygget i 1360 for at forsvare Blekinge mod svenske angreb. Voldstedet er det eneste spor, der er tilbage af befæstningen, men udsigten til vandet er der dog intet i vejen med, og kommer man på rette årstid, er buskene langs stien fyldt med brombær.
Men som antydet stod grænsen for fald, og med freden i Roskilde i 1658 var det endegyldigt slut med at kalde Skåne, Halland og Blekinge for danske områder. Skånelandene blev svensk område, og endog med førnævnte Corfitz Ulfeldt, der i mellemtiden var gået i svensk tjeneste, som en af guvernørerne over området.
Indbyggerne fik ifølge fredsaftalen lov til at beholde deres gamle rettigheder og love, reelt blev der hurtigt indledt en brutal forsvenskning.
Det fører så frem til næste spørgsmål, for hvordan kan det være, at den danske befolkning ad åre blev så svensk, at man inden for nationalismeforskningen fremhæver området som et af yderst få, hvor det er lykkedes en erobrer fuldstændig at undertrykke enhver tidligere nationalitetsfølelse hos den fastboende befolkning.
Det tog adskillige år og flere oprør, før området blev helt svensk, og den danske fortid glemt, men sammenlignet med andre områder er det ganske specielt, og Europas historie er fyldt med folkeslag, der gennem århundreders besættelse har bevaret deres eget særpræg.
Men nu fandt erobringen jo sted længe før den moderne nationalstat, og hvad dertil hører af pas og grænsekontrol. Og hvor andre folkeslag ofte kunne definere sig selv endnu tydeligere i religiøs og etnisk modsætning til besættelsesmagten, så fandt indbyggere i Skåne, Halland og Blekinge måske ud af, at det var hip som hap, om man officielt tilhørte Danmark eller Sverige.
Man definerede jo først og fremmest sig selv som fra en bestemt familie i en bestemt by i en bestemt egn. Om den by så tilhørte Sverige eller Danmark, var måske ikke så vigtigt. Hvilket Bornholm, der også var en del af Skånelandene, straks modbeviser. Her gjorde indbyggerne oprør, dræbte den svenske kommandant og overdrog øen til kong Frederik III.
Under forhandlingerne i 1645 havde den senere landsforræderdømte Corfitz Ulfeldt hovedkvarter i Kristianopel, der på den tid nok blev stavet Christianopel efter Christian IV, der havde grundlagt byen som en befæstning i 1599.
Her, en seks-syv kilometer fra den gamle grænse, dukker der lidt overraskende et dansk flag op i selskab med det svenske. Det sker uden for byens kirke, der er den eneste bygning fra Christian IVs tid, der stadig står. Indenfor i kirken kan man blandt andet se den danske konges kirkebænk med indgraveret monogram.
Bortset fra kirken er det specielle ved Kristianopel, at fundamentet til byens over to kilometer lange befæstningsmur fortsat står. Murresterne ses med mindre man indlogerer sig på byens campingplads mest tydeligt, når man fra Brömsebäcken ankommer ved den gamle byport. Det er også her, at en af de mere nutidige seværdigheder i byen, Rosengården med over 500 forskellige slags roser, findes.
Og faktisk er det lidt snyd med den mur. Muren blev genopbygget til den nuværende højde i 1930erne, efter at svenskerne havde revet den ned belært af erfaringerne under Den Skånske Krig. Her lykkedes det i 1676 en dansk styrke at genindtage byen og holde den i et halvt år. Det blev også det sidste, danskerne fik at sige i den nu svenske by.
