Af hensyn til læserne har jeg lovet mig selv, at der i denne klumme ikke skal stå et ord om valgkampen. Men måske nok udstødes et lettelsens suk over, at vi omsider har lagt den bag os.
Til gengæld vil jeg gerne skrive om noget af det, der overhovedet ikke var med i valgkampen, nemlig kulturpolitikken. Jeg fik dens store betydning ind under huden på en særlig måde lørdag den 10. september.
Klokken 11 om formiddagen bemeldte lørdag vendte Istedløven under stor opmærksomhed officielt tilbage til den gamle kirkegård i Flensborg. Forud var gået et årelangt forløb, hvor byrådet i Flensborg havde signaleret til den danske regering, at man nu gerne ville have løven hjem. Når jeg sætter det i anførselstegn, hænger det sammen med, at H.W. Bissens store monument faktisk kun har tilbragt fem år siden afsløringen i 1862 i Flensborg. Løven blev i 1867 overført til militærakademiet i Lichterfelde i Berlin, hvorfra den i 1945 ved journalist Henrik V. Ringsteds ofte omtalte mellemkomst blev transporteret til København af amerikansk militær og overgivet til den danske stat. Det var Kong Christian X, der dengang modtog løven, og ved genindvielsen i Flensborg gjorde hans oldebarn, prins Joachim, med rette opmærksom på, at Christian X ved modtagelsen i oktober 1945 havde givet udtryk for håbet om, at løven engang ad åre kunne vende tilbage til Flensborg som et minde om alle, der havde mistet livet i de slesvigske krige. Som prinsen sagde, skuer Istedløven i dag både bagud og fremad. Det sidste naturligvis understreget af den nye mindeplade på soklen, hvor der står, at løven er genrejst i 2011 som et tegn på venskab og tillid mellem danske og tyske.
Senere samme lørdag deltog jeg i Vejen i en pragtfuld fødselsdagsfest for byens gamle æresborger, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, som den dag fyldte 150 år. Vejen Kunstmuseum havde tilrettelagt et fornemt program, der strakte sig over 12 timer (!), og der blev præsenteret to nye bøger, hvor museumsleder Teresa Nielsens bog om billedhuggeren er en ren øjenfryd. Nogle af fødselsdagens begivenheder fandt sted inde i museet, andre i det fri i museumshaven foran Hansen Jacobsens kendte troldespringvand. Min opgave var at stå på ladvognen foran springvandet og fortælle om venskabet og dialogen mellem Hansen Jacobsen og dagens anden fødselar, Jeppe Aakjær, som fyldte 145 år. Og jeg kunne stå og se tværs over pladsen til trappen op til byens tidligere bibliotek, hvor Hansen Jacobsens buster af Aakjær og Johannes V. Jensen stadig står på deres pladser, selvom huset i dag bruges til museets omfattende arbejde med børn.
Festlighederne i Flensborg og Vejen havde det til fælles, at de havde et kunstværk i centrum. Ja, i Vejen var der tale om mange kunstværker, så sandt som museet jo bugner af Hansen Jacobsens arbejder. I Flensborg var en kunstners arbejde vokset frem til at have en ganske særlig symbolsk værdi. I Vejen var der tale om, at museet og dets særprægede hovedperson gennem sit virke i mange år har givet Vejen en ganske særlig profil, som byen ellers ikke ville have. For som sognerådsformand J. Kr. Madsen sagde, da han en juliaften i 1923 indviede troldespringvandet: Det kunstværk, vi her står overfor, og meget mere af det, Hansen Jacobsen har skabt, synes mig i mangt og meget en legemliggørelse af det, fantasien så i tællelysets skær, og nu som da gribes man af det og stirrer ind i en verden af noget overnaturligt, ind i noget, der giver tanken flugt bort fra dagliglivets ofte hårde og slidsomme virkelighed. Vi trænger til dette og ikke mindst i stationsbyens grå ensformighed.
Løven og trolden er lysende illustrationer af, hvorledes kunsten er med til at skabe både national og lokal sammenhængskraft. De kritiserer på deres egen måde det fuldstændig mislykkede kultursyn, der gennemsyrer vort samfund, hvor vi mener, at kunst og kultur er noget vi først kan få råd til, når alt det andet er i orden. At kunsten dybest set blot er en fernis eller noget flødeskum vi kan pynte op med ved festlige lejligheder.
I virkeligheden forholder det sig lige omvendt. Et levende og spændstigt åndsliv er forudsætningen for at mennesker kan se ud over deres snævre egeninteresse og vil bidrage til, at de fælles anliggender bliver varetaget ordentligt. Kunsten kan sprænge egoets fængsel og vise, at det først er i samspil med andre, jeg realiserer mig selv som menneske.
Med andre ord: kunst er ikke en luksus, men en nødvendighed. Og det er som om vi instinktivt godt ved det. Efter et valg er der altid en særlig interesse om, hvem der bliver placeret i spidsen for Kulturministeriet. Ikke fordi det er et tungt økonomisk ministerium, men fordi det arbejder med spørgsmålet om, hvad der overhovedet er meningen med, at vi er her.
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder