Luk. 7, 12-13a
I mødet med døden kan vi vælge mellem to muligheder: Enten kan vi tro, at kærligheden blot er en flygtig størrelse, en illusion, som er forbigående og tilfældig. Det betyder, at døden dybest set afslører livets inderste meningsløshed. Eller også kan vi tro, at kærligheden ikke blot er dette livs dybeste mening, men også det eviges. Så er tomheden og mørket, angsten og døden det forbigående.
Den kristne tro er hjertets protest imod, at dødens tale skulle være sand, når den håner kærligheden som det forbigående og hævder, at adskillelse og tomhed er det evige. Det kristne opstandelseshåb er hjertets trodsige protest mod døden. Det kunne være ønsketænkning, hvis ikke Kristus havde talt livets og opstandelsens ord overbevisende til os. Derfor har vi hele tiden brug for at blive kaldt tilbage til livet, så troen på den opstandne kan sætte sit præg på vort liv.
Det er noget af det, vi møder i et glimt ved byporten i Nain, da Jesus ynkes over enken og kalder hendes søn tilbage til livet. Det peger hen på dét, der sker i påsken, da Jesus i sin dybeste ensomhed på korset råber efter Gud. I smertens råb tager han vores ensomhed og forladthed med sig. Men i næste øjeblik tager Jesus os også med ind i befrielsens råb: Far, i dine hænder! Der ligger kimen til opstandelseslivet hos Gud.
Sådan omslutter Kristus hele vort liv fra den dybeste desperation til det stærkeste håb. Det er at leve i kærligheden. At være i Guds hænder lige fra det øjeblik, da jeg i dåben blev lagt der, til det øjeblik, da jeg kun er en bunke støv.
Leif Vestergaard