I Kristeligt Dagblad den 15. oktober klandrer Børge Haahr Andersen Kjeld Holm og mig for at være løbet fra følgende formulering i biskoppernes fælleserklæring fra 1997: Biskopperne fastholder ægteskabet som Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde som ramme om familiens liv og børnenes opvækst. Vi fastholder synet på ægteskabet, som det kommer til udtryk i de bibelske skrifter og i vor kirkelige tradition. Det registrerede partnerskab henter ikke sin begrundelse eller identitet i ægteskabet.
LÆS OGSÅ: Skriften alene eller moderniteten alene?
Den bebrejdelse har Børge Haahr Andersen til dels ret i. Men også kun til dels. Der er intet, der forhindrer mig i at fortolke mit eget ægteskab med de vendinger, som er indeholdt i biskoppernes erklæring. Men den fortolkning forpligter ikke andre end mig selv og min kone. Der er andre, der vil fortolke deres samliv på en anden måde.
Derfor er den sidste sætning i biskoppernes fælleserklæring problematisk. Det er klart, at det registrerede partnerskab ikke henter sin begrundelse eller identitet i en bibelsk opfattelse af ægteskabet. Men det registrerede partnerskab henter derimod sin begrundelse og identitet i en samtidig opfattelse af ægteskabet. Det er den enkle pointe i kravet om ligestilling mellem homoseksuelt og heteroseksuelt samliv.
Af samme grund er det vigtigt, at det er Folketinget, der med en passende lovgivning tager stilling til dette ligestillingskrav, og ikke kirken. Hvis Folketinget vedtager en ægteskabslov, der kan rumme begge dele, er det i sin gode orden. Derefter kan vi i folkekirken og i trossamfundene tage stilling til, hvordan vi med baggrund i en ændret ægteskabslov rituelt vil bruge en eventuel vielsesbemyndigelse. Hvis nogle ikke vil bruge bemyndigelsen, kan de lade være.
I Kirkeministeriets arbejdsgruppe, som Kjeld Holm i øvrigt ikke var medlem af, var jeg ene om at have den opfattelse, at ægteskab og partnerskab er én og samme ting. Jeg er nemlig ikke tilhænger af to enslydende lovgivninger. Det er narreværk.
Jeg er derfor heller ikke tilhænger af, at kirken skal have én bemyndigelse til at indgå ægteskaber og en anden bemyndigelse til at indgå partnerskaber, som om der er tale om to forskellige ordninger. For det er der reelt ikke.
Børge Haahr Andersens indlæg bærer overskriften Skriften alene eller moderniteten alene? Dette alternativ er et falsk alternativ. Jeg er helt indforstået med det lutherske Skriften alene som norm for folkekirkens forkyndelse; men jeg er slet ikke indforstået med, at Skriften alene på fundamentalistisk vis også skal være norm for Folketingets lovgivning.
Kresten Drejergaard er biskop over Fyens Stift