Ateister og nyspirituelle i fælles front mod folkekirken

Nyåndelige og ateistiske grupper allieres i opgør med kirke og kristendom, vurderer religionsforskere. Dybt forfejlet, lyder det fra Ateistisk Selskab og forsker

Nyåndelige og ateistiske grupper allieres i opgør med kirke og kristendom, vurderer religionsforskere. Dybt forfejlet, lyder det fra Ateistisk Selskab og forsker
Nyåndelige og ateistiske grupper allieres i opgør med kirke og kristendom, vurderer religionsforskere. Dybt forfejlet, lyder det fra Ateistisk Selskab og forsker.

Kristendommen i Danmark står over for et kolossalt opgør og hovedfjenden er en alliance mellem ateister og almindelige tilhængere af universelle energier, selvudvikling og god karma.

Sådan lyder en af hovedpointerne i bogen Den tredje reformation, skrevet af ph.d. i religionssociologi og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard, som udkommer på Kristeligt Dagblads forlag i morgen. Pointen bakkes op af flere forskere.

LÆS OGSÅ:Internettet gør danskerne skeptiske over for religion

Mantraet om, at jeg er religiøs på min egen måde, og det skal kirken ikke komme og lave om på, trives både i ateistiske og i nyspirituelle miljøer. Derfor går ateisme og nyspiritualitet så effektivt i spænd i tidens store religiøse omstilling fra etableret kristendom til selvcentreret spiritualitet, siger han.

Alliancen mellem de to grupper er ikke koordineret, understreger Morten Thomsen Højsgaard.

Og en hårdkogt ateist vil selvfølgelig sige, at han intet har tilfælles med en udøver af kranio-sakralterapi. Men de er og bliver fælles om opgøret med religiøse autoriteter, herunder folkekirken og den evangelisk-lutherske kristendom, siger han.

Samme vurdering lyder fra Jørn Borup, adjunkt i religionsvidenskab på Aarhus Universitet med speciale i multireligiøsitet: Men modsat ateisterne er de fleste nyspirituelle ikke ude i et ideologisk opgør med kirken.

Det er snarere et underforstået opgør, fordi man ikke mener, at man som åndelig forbruger kan købe den rette vare i kirken og derfor søger alternativer. Mange vil gerne bibeholde deres medlemskab af folkekirken, så der er ikke nødvendigvis tale om en modsætning. Ateisterne på den anden side har et mere ideologisk sigte. Samtidig har de nemmere ved at acceptere de nyspirituelle, fordi de begge står uden for majoritetsreligionen, repræsenteret ved folkekirken, siger han.

Nyateisterne bekæmper dog selv den nye spiritualitet, lyder det fra prodekan og professor i teologi ved Københavns Universitet Kirsten Busch Nielsen.

Men samtidig mødes de to strømninger, idet de er enige om at kritisere netop enhver form for etableret kirkelighed, siger hun.

Ifølge Ateistisk Selskab er forskernes vurdering dog dybt forfejlet.

Jeg kan ikke se, at der skulle være et interessesammenfald mellem os og nyspirituelle grupper. Vi er lige så kritiske over for individuel spiritualitet som over for al mulig anden overtro. Den individuelle religiøsitet findes jo også i fin form i folkekirken, hvor folk er kristne på deres egen måde. Så det giver ingen mening, siger formand for Ateistisk Selskab Stinus Lindgren.

Religionsforsker Tim Jensen bliver i den nye bog omtalt som en af religionsvidenskabens støtter til den ateistiske strømning. Han mener, at forfatteren Morten Thomsen Højsgaard ser spøgelser.

Mange ateister er humanister og vil ikke pr. definition knuse religion, men skabe et sekulært samfund med religionslighed, som giver for eksempel nyspirituelle grupper samme rettigheder som folkekirken, siger Tim Jensen og afviser, at han skulle støtte en ateistisk strømning:

Mig bekendt har jeg aldrig eksplicit udtalt, at jeg skulle være ateist.

I de nyspirituelle miljøer ser man ikke noget problem i også at være medlem af folkekirken, siger Steen Landsy, spirituel lærer og redaktør af tidsskriftet Nyt Aspekt & Guiden:

Men det er rigtigt, at kirkens trosfortælling virker forenklet og uden substans for mange, og det får dem til at danne deres egen spiritualitet og virkelighedsopfattelse.

johansen@k.dk

Læs anmeldelse af bogen Den tredje reformation samt interview med for-fatteren Morten Thomsen Højsgaard i avisen i morgen