Fem stjerner ud af seks.
Biografsalen er endnu mørk, da der lyder et host fra højttalerne. Så simpelt kan et tema slås an. For det handler om sygdom; om en smitsom, ukendt sygdom, der spredes med lynets hast; en sygdom, ingen har vaccinen imod.
Men det handler også om andre slags vira. Mens sygdommen spreder sig over kloden, spredes konspirationsteoretiske vrangforestillinger om den på internettet. Så ikke nok med, at sundhedsmyndighederne har ryggen mod muren i kampen om at finde en vaccine; samfundet begynder at gå op i limningen, og frygt, mistillid, plyndringer og bortførelser øger den destabilisering, pandemien i sig selv er årsag til.
Håndtryk, elevatorknapper, dørgreb, jetoner på et kasino. Alt bliver potentielle smittebærere. I sin stramt komponerede film lader Steven Soderbergh os følge et større antal personer mere eller mindre tæt. Det er aldrig svært at følge med, når filmen på skift følger familiefaderen i Wisconsin (Matt Damon), WHO-medarbejderen i Hongkong, bloggeren i San Francisco (Jude Law), sundhedsmyndighederne i Atlanta. Han lægger vægt på de moralske og politiske valg, der må træffes i en pandemisk krisesituation, og snarere end at være en katastrofefilm er Contagion en dokumentarisk analyse af, hvad der kunne ske, hvis nu en dødelig virus for alvor fik tag i det globaliserede internetsamfund. I risikosamfundet, som den tyske sociolog Ulrich Beck har kaldt det.
Filmen fortæller både den helt store historie om den samfundsmæssige panik, der bryder ud, og små historier som den om teenagedatteren, der lider i det stille, fordi faderen holder hende inden døre, selvom hun meget hellere vil være sammen med kæresten.
Contagion er en dramaturgisk kraftpræstation, der med en række store stjerner på rollelisten fortæller en højdramatisk historie fra informationssamfundets frontzoner. Og husk så at holde Dem for munden, når De hoster. Og at vaske hænder tit og grundigt.
kultur@k.dk4Contagion. USA 2011. Instruktion: Ste-ven Soderbergh. 108 minutter. Premiere i flere biografer.