Kynisk set var det måske smart, at den daværende socialdemokratiske gruppeformand, Carsten Hansen, under valgkampen udstedte en skriftlig garanti for, at akutfunktionen på Svendborg Sygehus ville blive bevaret under en ny regering. Garantien var formentlig med til at sikre Socialdemokra-terne et hæderligt valg på Fyn og i sidste ende måske endda regeringsmagten. Men kynisme har sin pris. I dette tilfælde tab af troværdighed. Med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) erfaringer med efterløns-garantien i 1998 kunne man ellers tro, at politikerne havde lært de brudte løfters lov: at prisen ved at vinde vælgere med skriftlige, uopfyldelige garantier simpelt hen er for høj. Men nej.
Oppositionen bruger selvfølgelig denne og de mange andre sager om angivelige løftebrud til at beklikke regeringen. Det fromme håb er at få titlen løftebrudsregering til at klæbe så fast, at vælgerne vender sig imod den ved næste valg. Præcis som det i 2001 lykkedes Anders Fogh Rasmussen (V) at vælte Nyrup, blandt andet med henvisning til den brudte efterlønsgaranti. Som i øvrigt siden ledte til Foghs højt profilerede kontrakt-politik. Den krakelerede i hans sidste regeringsår, især da skattestoppet blev midlertidigt suspenderet efter valget i 2007. Stats-minister Lars Løkke Rasmussen (V) tog konsekvensen og afsværgede sig senere kontraktpolitikken helt. Hvorefter den desværre blev overtaget af Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Da S og SF i 2009 præsenterede deres første fælles skatteplan, Fair Forandring, sagde hun, at De Radikale ikke ville få lov til at ændre et komma i planen. Den ville blive gennemført, som den lå.
Det er den arrogance, Socialdemokraterne og SF betaler prisen for i dag. Det er den arrogance, der er årsag til, at De Radikale med hjælp fra den borgerlige blok næsten har kunnet diktere den økonomiske politik. Og det er den arrogance, der har gjort Social-demokraterne og SF sårbare, og som har givet de store startvanskeligheder. I dag præsenterer regeringen sit finanslovsforslag, og en del af indholdet er allerede lækket i pressen på forhånd åbenlyst for at kvæle løftebruds-debatten. Det lykkes muligvis, men man må alligevel håbe, at forløbet giver anledning til selvransagelse. Det er jo rigtigt, at en fler-parti- og mindretalsregering er nødt til at indgå kompromiser for at kunne regere. Men det er også præcis derfor, kontraktpolitikken er meningsløs og ikke burde være forsøgt genoplivet i valgkampen. At udstede garantier og åbenlyst uopfyldelige valgløfter bare for at vinde koster troværdighed. Og troværdighed er i længden det eneste, politikere kan tilbyde vælgerne for et kryds.