Som folkekirkens overhoved skal regenten ifølge Grundloven tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Det indebærer, at det er en del af regentens rolle i forhold til befolkningen, at vedkommende tror på én bestemt gud. Det har dronning Margrethe aldrig set som nogen begrænsning af sin frihed. Snarere som en befrielse for tvivlen på sin tro.
I et interview i Kristeligt Dagblad i april 2000 sagde hun: Jeg mener faktisk, at det var en vældig god ting, at det stod i Grundloven, at det skulle være sådan. Når vi har en kirke, der har den position, den har i Danmark, så er det også rimeligt, at statens overhoved er forankret dér. Vi er et kristent land med en kristen historie og som helhed et kristent folk. Hvis man som regent kunne vælge, så skal man vælge ... og så er man på den!
LÆS OGSÅ: Portræt af en dronning - af Guds nåde
Det var den religiøse forpligtelse, dronning Margrethe tog på sig i 1972. Ligesom hendes forgængere havde gjort det. Men det krævede en personlig indsats, der var større end ovenstående citat afspejler, eftersom Dronningen både som barn og ungt menneske til sin fars skuffelse havde haft et vagt og til tider skeptisk forhold til kristendommen: Jeg kom i kirken til jul og påske og så en gang imellem, når det var så længe siden sidst, at man hellere måtte se at få møvet sig derhen. Men jeg vidste jo godt, at det betød noget for min far, som sandelig ikke lagde fingrene imellem, hvis han syntes, at det, præsten havde stået og sagt, var noget vrøvl, eller han ikke brød sig om den gudstjeneste, han havde været til.
Det sagde bare ikke kong Frederiks ældste datter særlig meget at gå i kirke, og den grundindstilling havde ikke sluppet sit tag i Danmarks tronfølger, da hun blev gift i 1967 og i årene derefter fulgte sine sønner til døbefonten i henholdsvis Holmens Kirke og Aarhus Domkirke. Den knap 30-årige tronfølger levede som mange af sine jævnaldrende i pagt med forestillingen om en sekulariseret og pluralistisk virkelighed og gik kun i kirke, fordi det hørte med og var en pligt. Den dybere forståelse af, hvad det er, der siges og gøres under en gudstjeneste og hvorfor kom først senere.
Ifølge dronning Margrethe var det selve tronskiftet i 1972, der forvandlede hende fra sporadisk og skeptisk kirkegænger til troende menneske. Og det på en måde, som en udenforstående måske ville karakterisere som lidt af et mirakel. Ikke mindst med tanke på, hvad der ville være sket, hvis Dronningen var fortsat med at have et lunkent forhold til kirkegang og kristendom. Når dronning Margrethe gennem 30 år har forsøgt at forklare, hvad det var, der skete med hendes religiøsitet i de januardage 1972, har der været tale om variationer over sætningen: Det føltes meget, meget stærkt, at man ikke stod alene, og så voksede det frem, der i 1991 kunne læses i bogen Tronen, troen og teologien.
BILLEDSERIE: Dronning Margrethes liv i billeder
Meget nærmere har Dronningen aldrig ønsket at komme den oplevelse. For monarken og mennesket Margrethe den Anden står det enkelte menneskes tro ikke til offentlig skue og diskussion, Dronningen har aldrig brudt sig om sjælekrængeri, som hun kalder det. Ikke af forfængelige årsager, men fordi svarene på religiøse spørgsmål altid udspringer af det enkelte individs psyke: Nogle bliver grebet på én måde og andre på en anden. Hvad der virker, er jo nok det samme, men udslaget er forskelligt.
Ingen kan dog være i tvivl om, at noget greb dronning Margrethe med voldsom kraft. Noget, der var på linje med udtrykket Gud i vold, som Dronningen brugte i sin 1999-nytårstale, da hun skulle tage afsked med årtiet og da forklarede det som et udtryk, folk brugte i gamle dage, når de begyndte noget nyt eller drog ud på en stor rejse. Bag de tre små ord ligger nemlig tanken om, at Gud har magt til at påvirke et menneskes fremtid og til at beskytte os og værne os mod det onde. Vi er ikke alene, hvilket dog ikke betyder, at vi er fri for ansvar. Som Dronningen forklarede i Kristeligt Dagblad i april 2000: I min opfattelse er vi i Guds hånd under alle omstændigheder. Men vi er usikre alligevel, og vi skal træffe vores afgørelser selv. Vi er ikke uden ansvar, fordi vi er i en stærkere magts hånd.
Gud i vold. Var det, hvad der skete den januardag på balkonen foran menneskemasserne på Christiansborg Slotsplads, da den unge dronning lagde ud på sit livs største rejse? Når man taler med dronning Margrethe om dette afgørende moment i forandringen af hendes trosforhold, skal man veje sine ord på en guldvægt. Engang en journalist mente at kunne se, at det simpelthen handlede om det smukke barneforhold til Vorherre, lød det rappe svar: Man bliver ikke pludselig barnlig i en alder af et par og tredive.
Til gengæld taler dronning Margrethe gerne om den ydre, vægtløse fornemmelse af at blive båret frem på en bølge. Som om tronbestigelsen i 1972 var et surfride på en usynlig bølge af betragtelig højde. I Annelise Bistrups bog Margrethe (2005) bruger Dronningen billedet af en surfer, der med salt i håret og adrenalin i kroppen løftes helt ind på stranden af naturens kræfter. Noget, hun som tronfølger prøvede i 1966 på en strand i Sydamerika. En frisk metafor for de religiøse energier, der var på spil hin januarlørdag i 1972, da Margrethe den Anden, af Guds Nåde Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon introducerede sit valgsprog, der netop påkalder sig Guds hjælp.
Nogle ville måske mene, at disse forklaringer hører hjemme i afdelingen for magi og mystik. Det synspunkt ligger dog dronning Margrethe fjernt. Faktisk har hun altid gjort en dyd ud af at fremstille sin tro og jævnlige kirkegang som så almindeligt og afslappet et fænomen som overhovedet muligt. Som hun sagde i Tronen, troen og teologien i 1991, så forlanges det ikke, at man skruer hovedet af, det forlanges heller ikke, at man skruer det særlig fint på.
Gennem 40 år har Dronningen taget afstand fra den religiøsitet, som hviler på mode eller på for store og vamle ord. Evangeliet skal man omgås uden sukker, lød det i Ninkas bog Dronning i Danmark i 1989. Råt for usødet vover man at konstatere, at det, dronning Margrethe oplevede den 15. januar 1972 ud over den overvældende følelse af kaldets realitet var fornemmelsen af at være dronning i Guds vold. Som hun sagde til Thorkild Hansen i bogen Samtale med dronning Margrethe i 1979: Vi er Skaberens værk alle sammen, og vi er i hans hånd. Til syvende og sidst. Man står ikke alene. Selv når man har kvajet sig helt enormt, er man ikke alene.
Prins Henrik gav i sine erindringer Skæbne forpligter (1996) udtryk for, hvor overrasket han blev over den styrke og hengivenhed, der var i Dronningens forhold til religionen, efter at hun blev dronning.
At troen på Gud blev så stor en trøst og inspirationskilde, kom bag på Prinsgemalen og blev også lidt af en udfordring i deres samliv: Jeg blev overrasket over denne udvikling, men følte hurtigt, hvor dybtgående den var. Guds hjælp var en del af det valgsprog, hun havde valgt. På dette område var det dog svært for mig at dele en tro med hende, som jeg ikke føler mig overbevist om. Det samme siger Prinsgemalen i dag og tilføjer, at han beundrer dem, der tror. Ligesom han mener, at religion ikke kun er vigtig, men også nødvendig for det enkelte menneske, fordi troen betyder, at man som menneske har en moralsk linje: Derfor er jeg meget glad for, at min kone dengang fandt en filosofisk grund til at tro på Gud. Det var ikke sådan noget, der kom fra den ene dag til den anden, men gradvist og i løbet af to år, tror jeg.
Om sin nysgerrighed efter at trænge dybere ind i den trosverden, hun som barn og ungt menneske mere eller mindre havde afskrevet og som universitetsstuderende så på med skeptisk-teoretiske øjne, siger Dronningen: Jeg blev langsomt bevidst om, hvad det hele var, hvad det drejede sig om, og blev samtidig klar over, at jeg slet ikke kunne være det foruden. Det var også noget med, at jeg oplevede, at der ikke kun var en emotionel tilgang til religion, men i høj grad også en nøgtern, intellektuel tilgang. Og det passede mig godt. Alt, hvad der hedder føleri i forbindelse med tro, ligger mig meget fjernt. Det kan jeg slet ikke snuppe.
Dronningens spirende religiøsitet rejste et behov for samtalepartnere, som kunne oplyse og inspirere folkekirkens overhoved yderligere. Kort sagt, hvad hun savnede, var uformelle møder med lærde mennesker, der forstod, hvad det vil sige at tro i evangelisk-luthersk forstand. Samtidig begyndte dronning Margrethe at følge med i kirkeåret.
Hun blev snart fast kirkegænger og tog initiativ til skabelsen af forskellige kirketekstiler, der i deres grundidé stammede fra Dronningen selv. Blandt andet fire messehagler (præstekapper) til Fredensborg Slotskirke og Møgeltønder Kirke i 1975-76, som dronning Margrethe tegnede skitserne til og delvist broderede, blandt andet med hjælp fra dronning Ingrid og prinsesse Benedikte.
Den religiøse forpligtelse blev således grebet an på flere forskellige måder, der strakte sig, kan man sige, fra filosofi til frihåndsbroderi. Og lidt efter lidt kom den kristne trosverden til at indramme dronning Margrethes regentvirksomhed på en måde, hun næppe havde forestillet sig muligheden af tidligere i sit liv:
Da jeg forstod, at man ikke skulle afskrive hovedet, fordi man brugte hjertet, så var der pludselig mening i det. At man kan diskutere en ting og tale om det, uden at sidde og hælde klæbrigt vand ud af ørerne, har altid betydet meget for mig. Sådan er jeg skruet sammen. Jeg vil gerne have den store, vidunderlige oplevelse, men jeg ville også gerne kunne sætte mig ned og sige: Hvad var det nu, jeg oplevede her? Hvad var det egentlig, jeg så, læste eller hørte? Og hvor er det interessant, at det hænger sådan sammen.
I de politiserende 1970ere, hvor man på de højere læreanstalter brugte Karl Marx dogmer til at komme religionen til livs, gik Danmarks unge dronning altså i stik modsat retning. Hun ønskede mere teologisk indsigt og etablerede i midten af årtiet sit eget lille private fakultet af udvalgte teologer og religionsfilosoffer, som Dronningen foretrak at kalde for en bekendtskabskreds.
Kredsen samledes hos den teologisk interesserede Hans Schack på Schackenborg i Møgeltønder, tæt ved Præstehøjskolen i Løgumkloster. Den nu afdøde lensgreve, der i 1970erne på blandt andre Dronningens opfordring selv gennemgik en teologisk uddannelse, foranstaltede omkring otte møder mellem Margrethe 2. og seks-syv ledende teologer i kongeriget. På møderne diskuteredes alt fra kirkehistorie, kirkelige handlinger, ritualer og religionsundervisning til dogmatik, syn på dåben, myter og poesi. Det fortalte Hans Schack den 7. marts 1980 til B.T., som også kunne bringe grevens bud på, hvorfor Danmarks dronning pludselig havde fået så stor interesse for kirkelivet:
Det kan hænge sammen med det ansvar, som kom i 1972. Måske har Dronningen også gjort sig sine tanker, fordi hun er den eneste, som ifølge grundloven skal være medlem af folkekirken. For landets øvrige borgere hersker der religionsfrihed. Måske er det noget, der er blevet nyt og levende for Dronningen på det tidspunkt. Nu har det været et af mine fagområder i mange år. Også derfor er det nærliggende, at vi kom til at tale om disse ting, og at det var mig, hun ville spørge eller tale med om disse ting. Hun vidste, jeg ikke stod fremmed over for det. Om mødernes struktur kunne greven endvidere fortælle, at de gerne strakte sig over flere dage og varede til langt ud på aftnen og lidt af natten. Meningen var at introducere dronning Margrethe for forskellige af folkekirkens fremtrædende repræsentanter, som kunne give hende en orientering inden for de interesseområder, hun måtte have Dronningen skulle jo have noget for pengene, som Schack udtrykte det. Men møderne havde også en social funktion, idet der også skulle være tid til at more sig i hinandens selskab. Og her var det ganske ofte den legesyge Dronning, kunne lensgreve Schack berette, der tog initiativet blandt de sprænglærde mænd: Sidste vinter, da vi også talte meget længe, lå der meterhøje snedriver udenfor. Pludselig sagde Dronningen: Nu skal vi ud og gå en tur. Alle kom i støvler, frakke og hatte ud at gå en tur. Så løb vi tilbage. Og så byggede Dronningen en vældig flot snemand inde i vor gård sammen med alle de gode og fromme mænd. Der blev hentet både kartofler, gulerødder og gamle hatte i passende størrelser. Alle deltog ivrigt.
Kredsen af indsigtsfulde præster, biskopper og teologiske professorer, tilknyttet Grevens søndagsskole, bestod blandt andre af P.G. Lindhardt, Regin Prenter, Rudolph Arendt og Christian Thodberg. Sidstnævnte blev i 1975 udnævnt til kgl. konfessionarius og skulle herefter fungere som Dronningens personlige sjælesørger og kongefamiliens præst. En stilling, Thodberg varetog helt frem til 2008, hvor biskop Erik Norman Svendsen tog over, men da var Grevens søndagsskole for længst et overstået kapitel. Til gengæld var Dronning Margrethes forhold til kirkegang og kristendom fortsat levende og nysgerrigt.
Monarkens pludselige interesse for kristent kirkeliv i 1970erne og det faktum, at Dronningen også havde taget initiativ til kirkelige arrangementer af den mere lukkede slags, skabte røre i andedammen. Var Dronningens nyvakte religiøsitet et udslag af en hang til mystik? Da Ekstra Bladet i slutningen af 1978 fik nys om, at Dronning Margrethe sammen med sjælesørger Thodberg og professor Lindhardt tidligere på året skulle have arrangeret en lukket natteandagt i Vor Frue Kirke i Aarhus, kom der gang i tryksværten. Det lød som noget okkult fra Vatikanets fjerne kældre, og Ekstra Bladet gav den derfor konspirationsteoretisk gas i januar 1979. Man ringede flere af teologerne fra Grevens søndagsskole op, og det kom der en del mærkelig mumlen ud af. Den kgl. konfessionarius var jo bundet af sin tavshedspligt, mens professor Lindhardt med så få ord som muligt forsøgte at svare på journalistens spørgsmål: Havde Vor Frue Kirkes dunkle krypt sidste år i påsketiden dannet ramme om en særlig messe for Dronning Margrethe? Vi er jo ikke katolikker. Vi holder ikke messer.
Har der været en særlig andagt i krypten for Dronningen?
I påsken. Det var en påskeandagt. Det er meget almindeligt.
Var andagten åben for menigheden?
Den var ikke averteret.
Hvad foregik der i krypten?
En andagt er en liturgi, som består af tekstlæsning, salmer og bønner. Vort emne var påsken, det var jo påskenat.
Hvad præsterne ikke mente, det skrev Ekstra Bladet så videre på i deres leder den 31. januar 1979. Teksten var rettet til alle borgerne i Aarhus og især dem, der fremover måtte have et ærinde på Bispetorvet ved nattetid: Til dem er der kun at sige: Frygt ikke, hvis I skulle se et sortklædt optog drage ind i den røde kirke med det prægtige langskib, for I skal vide, at det er vor dronning, som er på vej til sin natlige andagt nede i den gamle krypt. Rygterne om royal-religiøs hokuspokus, også i forbindelse med de teologiske sammenkomster på Schackenborg, manede Johannes Møllehave nogle år efter i jorden med en af sine anekdoter. Som Kierkegaard-kender var han blevet bedt om at holde et foredrag i Grevens søndagsskole, der skulle belyse den verdensberømte filosofs syn på kristendommen. I dag husker Møllehave, at det i dagens anledning ekstra lærde (og ekstra lange og ekstra nervøse) foredrag vist ikke blev nogen stor aha-oplevelse for Danmarks dronning. Sådan havde foredragsholderen i hvert fald selv fornemmet, da han i det efterfølgende frikvarter i slotsparken blev straffet med en kongelig snebold, der ramte plet i Virum-præstens belæste nakke. Helt så negativt husker Dronningen nu hverken Kierkegaard-foredraget eller mange andre indslag under samtalerne på Schackenborg i 1970erne: Jeg fik som sagt lejlighed til at træffe nogle højtbegavede teologer, som i øvrigt også var sjove at høre på. Gud, hvor var de morsomme, de havde så megen humor! Så det var der hverken noget lummert eller tørt over. Det gav mig meget, gjorde det hele lidt mere velfunderet og betød, at jeg fik system i det. Nogle syntes jo, det var noget sært noget, fordi det ikke var noget, man havde set før. Men det skulle altså ikke være derfor, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke kom i kirke, når jeg havde lyst.
Det har i den forbindelse gennem snart fire årtier været magtpåliggende for Dronning Margrethe at møde op i kirken på samme vilkår som resten af menigheden, ligesom Dronningen ofte har udfordret den forestilling i vores eventkultur, at det partout skal være forbundet med en oplevelse at gå i kirke. Som hun sagde til Ninka i 1989: Man skal ikke gå i kirke, som man går i teatret. Man skal gå i kirke for at gå i kirke. Somme tider er der bart brød, somme tider er det et festmåltid. Somme tider er der bid, og somme tider er der ikke. Men man skal også tage de små søndage med.
Den kongelige kirkegænger har aldrig nogensinde annonceret, hvilket sogn der næste søndag sandsynligvis får besøg. For Dronningen er der en særlig værdi, herunder symbolværdi, forbundet med at kunne sætte sig på hvilken som helst bænk midtskibs i en menighed, der ligner hvilken som helst anden i kongeriget. Som Dronning Margrethe engang har formuleret det, så ønsker hun at have lov til at føle sig helt fri til at komme, som hun vil, og når hun vil, hvad enten vi taler om de store, traditionsfyldte søndage eller hverdags-søndagene, som hun kalder de fleste af årets kirkedage:
Det er ikke noget, jeg render rundt og smider om mig med, men siden midten af 1970erne har jeg gået meget regelmæssigt i kirke. Først og fremmest fordi jeg godt kan lide det. Det at komme ind i kirken og bare sætte sig ned, hvor der er plads, høre teksten og synge salmerne. Og så det lidt efter lidt at finde frem til kirker, hvor man kan lide at høre på den pågældende prædikant. Hvor man ved, at han eller hun sætter en smuk gudstjeneste op, og der er sammenhæng mellem tekst, salmer og det, der siges fra prædikestolen. Men jeg kommer også ud for gudstjenester, som ikke er det store sus, og hvor man måske tænker: Det er i hvert fald ikke min opfattelse, det, der siges dér, eller hvordan i alverden kunne man finde på at synge de salmer til den tekst? Men det kan heldigvis også være den dags positive overraskelse. Det, at der pludselig dukker sådan en salme op, man aldrig har mødt før, og som får én til at sige: Den skal jeg sørme huske, det er da en fin tekst!