Beskedenhed hørte ikke til Leonardo da Vincis dyder. I sin dagbog beskrev han således, hvordan han så sit kunstneriske virke som værende på linje med den guddommelige tanke.
Da Vincis tanker om at være guddommelig står nu skrevet på væggen på det største af udstillingsrummene på en stort opsat udstilling med værker af den italienske multikunstner, der levede 1452-1519, på National Gallery i London.
LÆS OGSÅ: Kunstner først, videnskabsmand så
Udstillingens kurator, Luke Syson, understreger, at Leonardo da Vinci ikke så sig selv som Gud. Men i hans samtid rangerede naturen mellem Gud og mennesket, og fordi Leonardo da Vinci om nogen mestrede at male naturen, anså han sig selv for at være nærmere det guddommelige end andre dødelige.
Luke Syson illustrerer kunstnerens stræben mellem de to altertavler, som Leonardo da Vinci malede. De har begge motivet Jomfruen på klippegrund, hvor Jomfru Maria sidder med Jesusbarnet, Johannes Døberen og en engel.
Det første er et af hans tidligere værker og var færdigt i 1485, da maleren selv var 33 år. Kuratoren fremhæver, hvordan de fire personer alle er fokuserede på beskueren. Planterne er også minutiøse kopier af kendte planter på tavlen, som han malede til nonneordenen for den ubesmittede undfangelse.
Seks år senere vendte han tilbage til samme motiv, og han arbejde på billedet i to omgange først 1491-1499 og igen 1506-08.
Personerne er de samme, men de er mere fjerne for beskueren. De ser ikke direkte på os, men ser indad, som om det er en scene, der udspiller sig i hovedet, forklarer Luke Syson.
Han fremhæver videre, at hvor det første maleri er en minutiøs gengivelse af planter, så har Leonardo da Vinci sat sig selv i skaberrollen i det andet maleri og skabt nye, men overbevisende planter og dermed sat sig selv en tak højere på den guddommelige rangstige.
Udstillingen på National Gallery har modtaget en fanfare af begejstrede anmeldelser. Ikke mindst fordi der aldrig tidligere har været så mange af hans kunstværker samlet på en udstilling. Andre udstillinger har fokuseret på hans arbejde som opfinder og hans studier af den menneskelige anatomi.
Her er det kunsten og ikke mindst hans arbejde som hofmaler for fyrsten af Milano, som er i fokus. De nok mest kendte værker som Mona Lisa og Den sidste nadver er ikke med. De er så skrøbelige, at de ikke kan rejse. I alt er der kun ni malerier af Leonardo da Vinci på udstillingen, men det er halvdelen af de eksisterende malerier fra mesterens hånd. De er ledsaget af nogle af de mange skitser, som lå til grund for hans kendte værker. Her kan beskueren se, hvordan han arbejdede med at få alt fra de rette ansigtstræk og proportioner til at få klæder til at falde i overbevisende og livagtige folder.
For Luke Syson repræsenterede kunstneren Leonardo da Vinci et markant stilskifte i særligt portrætkunsten.
Som beskuer kan man mærke, hvordan billederne kommer til live. Han kunne skabe en forbindelse, som ikke var set før. Samtidige kunstnere fokuserede på mæcenen og hans rigdom, men Leonardo transformerede personen på lærredet til at være det første moderne portræt, fremhæver Luke Syson.
Han peger selv på portrættet Pige med hermelin, som var hertugen af Milanos unge elskerinde.
Man efterlades med indtrykket af, at hun tænker og lytter. Men også, at hun repræsenterer det ypperste af skønhed. En ekstrem perfektionisme, som taler til hjertet, og man kan ikke undgå at blive lidt forelsket i hende. Hun er idealet af kvindelighed, fastslår Luke Syson.
Udstillingen er med til at illustrere forskellen mellem Leonardo da Vinci og hans samtidige, som producerede stiliserede portrætter uden megen personlighed, men hvor den portrætterede bliver vist med dyre smykker og rober.
Det har taget hele fem år at få udstillingen op at stå; ikke mindst fordi langt de fleste af de uvurderlige værker er lånt fra andre samlinger. Men det er samtidig historien om en kunstner og en samler fyrsten og despoten Ludovico Sforza, der var hertug af Milano.
Leonardo da Vinci introducerede sig selv for fyrsten i et berømmet brev, hvor han beskrev sine mange talenter, ikke mindst som ingeniør. Men det var som maler, han blev tilknyttet hoffet, hvor han var i 18 år fra en alder af 30 år. Han forlod byen, da hertugen måtte flygte som følge af den anden italienske krig. Franske tropper tog del i krigen, og Milano blev plyndret for mange kunstværker, hvilket er med til at forklare, hvorfor de fleste af Leonardo da Vincis værker er endt i samlinger i Frankrig og derfra kommet videre til England, Polen og Rusland.
De sidste 20 år af sit liv flakker Leonardo da Vinci rundt og har blandt andet tre år ved Vatikanet, hvor han møder Rafael og Michelangelo. De sidste tre år af sit liv tilbringer Leonardo da Vinci i Frankrig sammen med sin ven og elev, fyrst Francesco Melzi. De er gæster hos den franske kongefamilie indtil Leonardos da Vincis død den 2. maj i 1519 i en alder af 67 år. Hans værker, derimod, er stadig levende næsten 500 år senere.