Kunsten skal sættes i evangeliets tjeneste

Europa har med Sergej Tjepik mistet en af sine største kunstnere som stadig havde så meget at give. Men det, Sergej Tjepik nåede, vil forblive og stå som et stort vidnesbyrd for troen og et stort vidnesbyrd for den sande kunst

Tjepik arbejdede blandt andet i St Paul's Cathedral i London
Tjepik arbejdede blandt andet i St Paul's Cathedral i London. Foto: PAUL ELLIS Denmark.

FREDAG DEN 18. NOVEMBER 2011 sluttede Sergej Tjepiks liv brat. Han blev 58 år. Han var en af vor tids største russiske malere og betydeligste religiøse kunstnere. Hans værker indgår i prestigefyldte britiske og amerikanske samlinger.

LÆS OGSÅ: Religiøs kunst, når den er både konkret og abstrakt

På de store auktionshuse vil hans malerier, som i forvejen er højt værdsat, nå til stadig større beløb, mens hans bedende sjæl fortsat vil indgyde tro, anger og håb under hvælvingerne i St. Pauls Cathedral i London.

Sergej Tjepik, som var kendt i London siden 1990, er nemlig den kunstner, som St. Pauls Cathedral valgte til at berige kirken med et nyt kunstnerisk udtryk. Det blev til Jeg er vejen, sandheden og livet, som består af fire monumentale malerier: Kristi fødsel, Kristi offentlige virke, Korsfæstelsen og Opstandelsen. Det tog kunstneren hele to år med uafbrudt arbejde i atelieret på Montmartre at fuldføre værket, som så blev indviet den 24. januar 2005 ved en gudstjeneste, som Margaret Thatcher også deltog i.

St. Pauls Cathedral kunne ikke have truffet et bedre valg. For Tjepik var ukuelig: Den sande og frie kunstner skal svømme imod strømmen, sagde han. Han afviste blankt amatørismen, den overdrevne subjektivitet, den indholdsløse abstraktion og ødelæggelsesrusen, som præger samtidskunsten. For ham bestod kunsten i at skabe og ikke i at nedbryde, at finde det sanselige, visuelle udtryk for et indhold, som er frugten af livserfaringer og tanker, og som ens hjerte anerkender som sandt, og at lære af de gamle mestre, samtidig med at man også udfordrer dem. At Tjepik desuden var dybt troende, en mester, som ligesom de gamle ikonmalere dagligt fordybede sig i evangeliet, og som mente, at kunsten skal sættes i evangeliets tjeneste, giver os nøglen til en forståelse af hans univers.

DA TJEPIK BEGYNDTE arbejdet for St. Pauls Cathedral, vidste han endnu ikke, hvordan værket skulle se ud. Men han vidste én ting: at korsets skygge korsets skræmmende skygge, som falder over jorden ville være med. Sådan fortæller han i bogen Sergei Chepik: Epifania (Milano, 2008), skrevet af hans hustru, Marie-Aude Albert, som er en fremragende introduktion til hans kunst. Med korsets skygge som indre akse udviklede der sig så de fire slående malerier.

Kristi offentlige virke, som begynder med lyssalvelsen ved dåben i Jordan og rummer forkyndelses- og helbredelsesscener, og Korsfæstelsen, som under den sorte sol på én gang viser Pilatus-scenen, lidelsesvejen og døden på korset, knytter tilbage til de ortodokse ikoner med simultane scener og visuel pluricentrisme.

Lige så specielle er også Kristi fødsel og Opstandelsen. Kristi fødsel er indrammet af englen, som ringer med klokkerne (klokken er et af Tjepiks typiske motiver: et kald til tro og et symbol på Ruslands kristne sjæl). I midten af billedet foran et landskab, som ser ud som den krigshærgede jord (den faldne verdens katastrofe), står Gudsmoderen med øjne fulde af angst, idet hun viser sin søn frem for verden.

Kristus er ikke et spædbarn, men en nøgen dreng på en fem-syv år, som strækker sin arme ud i korsform (Jellingstenens Kristus). Hans krop er skrøbelig (den nøgne drengekrop er et andet af Tjepiks karakteristiske motiver: et billede ikke kun af det forsvarsløse menneskeliv, men også af det at være det rene offer) men hans tynde arme er ikke desto mindre et symbol på altomfattende og definitiv sejr.

Opstandelsen, det fjerde maleri i rækken, er også indrammet af engle: To engle åbner med en voldsom bevægelse gravens porte, og det er, som om portene er sprængt indefra ved en uhyre eksplosion, en kosmisk kraft, der kommer fra Kristi lysende, opstandne legeme.

Tjepiks gengivelse af opstandelsen er forskellig fra visionen i den ortodokse ikon, hvor den mægtige Kristus træder dødens porte under fode. Det rystende hos Tjepik er, at han viser en afmagret menneskekrop, skind og ben, nærmest et skelet. Hvis Dostojevskij havde kunnet male, er det sikkert sådan, han ville have skildret den opstandne Kristus: Døden har virkelig bidt i denne krop, og Kristus bærer dens mærke på sig i al evighed. Men opstandelsen er umiskendeligt der: i den oprejste krop, i den sprængte grav, i lyset, som bryder ud af graven, og i fugleflokkens frie flugt.

SERGEJ TJEPIK BLEV født i Kiev i en gammel russisk akademikerslægt. Faderen var maler, og moderen billedhugger. Han studerede på kunstakademiet, først i Kiev, bagefter i Leningrad (Skt. Petersborg). Hans store talent blev anerkendt med det samme, men i 1987 blev han ramt af forbud: Hans mesterværk De dødes hus, som han havde arbejdet på i otte år, måtte ikke udstilles.

Igennem dette billede fortalte Tjepik nemlig om Ruslands tragedie under kommunismen, og censuren forstod åbenbart, hvad maleriet udtrykte, for alt er der: ondskaben, blasfemien, forfaldet, fangerne i Gulag, de syge, de elendige, de vanvittige, de døende, inden for et stort rum, som er en tidligere kirke. I detaljerne opdager man fragmenter af kirkefresker, som ikke er totalt forsvundet, og lyset, der fortsat bryder ind udefra.

Det er på grund af censuren, at Tjepik forlod Rusland i 1988 og så kom til Paris med kun sine malerier og sin fars staffeli som bagage. De dødes hus (en Dostojevskij-titel, i øvrigt) modtog straks guldmedaljen på den parisiske Salon dAutomne. Tjepik giftede sig med Marie-Aude Albert, en kendt specialist i russisk kultur, og det blev til et ægteskab i kærlighed og et frugtbart åndeligt samarbejde.

Tjepik kendte alle teknikker og arbejdede inden for alle genrer: fra vidunderlige landskaber (Rusland, Paris, Venedig) til portrætkunst (de mest berømte er portrætterne af balletdanseren Rudolf Nurejev og Margaret Thatcher). Det, som dog er det mest karakteristiske for ham, er de monumentale malerier om Ruslands lidelser under troens tegn, som næsten danner en pendant til Solsjenitsyns historiske fresker, og hans direkte religiøse malerier, igennem hvilke han ønskede at føre mennesket frem foran Gud.

For Tjepik var troen ikke et tema blandt andre. Det var, hvad det hele drejede sig om noget, der angik ham personligt. I Forløsningen (2007) for eksempel ses atter korsets skygge, Maria, som er faldet til jorden og med sin højre hånd rører ved denne skygge, og bag hende en enorm menneskemængde, som fylder horisonten: Den hele menneskeslægt fra generationernes morgen. Tjepik malede det med bevidstheden om, at han er med i denne menneskemasse, som ved sine synder fortsætter med at korsfæste Kristus.

Lige så stærk er hans Nadver (2007). Bordet er ikke afsluttet, det sprænger billedets ramme og fortsætter i det uendelige indtil tidernes ende, for hver gang eukaristien finder sted, siger Tjepik, befinder vi os ved dette bord. Det uendelige bord er også et Dostojevskij-motiv.

Den 23. november 2011 skulle Tjepiks nye bog med billeder over Mikhail Bulgakovs roman om borgerkrigens tragedie, Den hvide garde (i anledning af 120-året for Bulgakovs fødsel), lanceres i Paris i London skete det på Catto Gallery den 10. november. Tjepik nåede ikke ferniseringen i Paris. Han vidste ikke, at denne hjerteskærende hyldest til Mesteren og Margaritas forfatter ville blive hans sidste værk.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er med sorg, jeg har skrevet denne kronik. Europa har mistet en af sine største kunstnere som stadig havde så meget at give. Men det, Sergej Tjepik nåede, vil forblive som et stort vidnesbyrd: på én gang et vidnesbyrd for troen og et vidnesbyrd for den sande kunst.

Monica Papazu er mag.art. i sammenlignende litteratur.

OPDATERING (22/5 2012):
I kronikken skrev jeg, at fire af Tjepiks store malerier findes i St. Paul's Cathedral i London. Det viser sig, at domkirkens nye Dean (Graeme Knowles, som i øvrigt sagde op sidste år) ikke brød sig om malerierne og fik dem fjernet. Altså: De er ikke udstillet mere. Hvilken beslutning den nye Dean (David Ison), som lige er blevet indsat, vil tage, vides ikke.
Med venlig hilsen
Monica Papazu