Statsministeren slår fast: Kirkeministeriet beholder sit navn

Kirkeministeriet skal ikke skifte navn til Livsanskuelsesministeriet eller Religionsministeriet, som SF har foreslået, understreger statsministeren i dag

"Det kunne være, man skulle rejse noget mere," lød det fra statsministeren i dag, efter hele diskussionen om Kirkeministeriets navn nåede at gå i sig selv igen, mens hun var ude at rejse.
"Det kunne være, man skulle rejse noget mere," lød det fra statsministeren i dag, efter hele diskussionen om Kirkeministeriets navn nåede at gå i sig selv igen, mens hun var ude at rejse. Foto: Jens Nørgaard LarsenDanmark.

Ideen var død, næsten inden den blev præsenteret. Og nu lægger statsministeren den endeligt i graven.

I søndags foreslog Pernille Vigsø Bagge (SF) i TV2 Nyhederne, at Kirkeministeriet bør ændre navn til Livsanskuelsesministeriet, Religionsministeriet eller et andet mere bredtfavnende navn, der også kan rumme andre trossamfund end folkekirken.

LÆS OGSÅ: SF vil omdøbe Kirkeministeriet

Til statsministerens ugentlige pressemøde i dag slog Helle Thorning-Schmidt (S) fast, at hun ikke deler tankerne bag forslaget.

"Vi beholder Kirkeministeriets navn, som det nu engang er. Det skal der ikke herske tvivl om," siger Helle Thorning-Schmidt.

SF's forslag blev søndag aften modtaget med stor undren og hovedrysten rundt om på Christiansborg. Og allerede mandag middag trak SF selv forslaget tilbage.

Helle Thorning-Schmidt var selv bortrejst søndag og mandag, og var derfor først tilbage, da blæsevejret omkring navneskiftet havde lagt sig.

"Det kunne være, man skulle rejse noget mere," lyd det smilende fra statsministeren i dag.

Det er i sidste ende statsministeren, der bestemmer ministeriernes navne. Og med dagens udmelding fra Helle Thorning-Schmidt, er Pernille Vigsø Bagges idé endeligt lagt i graven.