Vejene fra Benins største by, Coto-nou, mod nord lugter af sød bilos og benzin. Med tætte mellemrum står kvinder under flettede halvtage bagved literflasker, som de løber ud til de ventende biler med, hælder dem i tanken og får 500 CFA (5,50 kroner) stukket i hånden. Benzinen kommer fra nabolandet Nigeria, det er smuglet, billigt og sender enorme mængder os ud i atmosfæren.
LÆS OGSÅ: Liberias kvinder har fået håb
Dog synes hverken kvinderne langs vejen eller de mænd, der sidder under halvtagene bag dem, at være generet af stanken. Herinde i skyggen har de nemlig travlt med at tælle pengene, som kvinderne bringer dem, for det er mandens arbejde. Han har været i skole og kan tælle, så derfor er han en nødvendig omkostning for kvinderne, selvom det er dem, der tiltrækker kunderne, hælder og mod-tager betalingen.
Sådan er det mange steder i Benin, sukker ejeren af firmaet Nad & Co, Georgette Tarraf, der selv har været i skole, på gymnasiet og læst jura på universitetet. For nok er det kvinderne, der på markedet og på vejene tjener pengene, men det er mændene, der bestemmer, hvordan de skal bruges. Georgette er dog opdraget anderledes. Hendes mor rejste de nordlige dele af Benin tyndt, da hun var barn, og derfor ved den 52-årige entreprenør også, hvad hårdt slid er. Selv har hun dyrket det fra en ung alder, for i stedet for at slå sig ned som advokat endte hun med at gå i sin mors fodspor og starte med at opkøbe cashewnødder som ung, fortæller hun.
Jeg kunne sælge dem videre til en indisk opkøber, men efter nogen tid begyndte jeg at undre mig over, hvorfor vi ikke bearbejdede cashewnødderne her i landet. Hvorfor skulle befolkningen her ikke tjene penge på sine egne produkter?
Fra tanke til handling var der dog lang vej, for selvom Georgette var succesfuld og tjente penge til sig selv og datteren, var bankerne ikke meget for at låne til en kvinde.
Benins historie bygger ellers på handel og rigdom, for det var her, det berømte Dahomey-rige fra det 17. århundrede voksede sig stort. Senere blev få rige af slavehandelen, men efter selvstændigheden gik det ned ad bakke med økonomien. En række kup og kriser efterfulgt af den marxistisk-leninistisk leder major Mathieu Kérékou, der sad på magten frem til 1991, gjorde ikke situationen i landet bedre eller styrkede det frie marked. Alligevel var Georgettes drøm at bygge en fabrik. Her skulle de rå cashewnødder forarbejdes og sælges videre til Indien, men på trods af 17 år i branchen krævede det store investeringer og flere penge end dem, hun selv havde i banken. Hun gav dog ikke op, og i disse dage bliver dørene til fabrikken i byen Padekparou i det nordlige Benin slået op for første gang, og 200 kvinder kan indtage deres pladser ved samlebåndene, smiler Georgette.
Det har været en lang proces, men med støtte fra vores cashew-association her i landet er det lykkedes mig at få et lån i banken. Kvinder må være klar til at skulle bevise sig selv meget mere end mændene, når de ansøger om kredit, for i Benin er det stadig mændene, der er virksomhedsejere.
Georgette har dog altid kæmpet mod den opfattelse. Først som opkøber, hvor hun kørte rundt mellem landmændene i nord som eneste kvinde på vejene, og siden som sælger af de dyrebare nødder. I dag har hun bevist sig selv så meget, at hun føler, at mændene i cashew-associationen respekterer og accepterer hendes arbejde. Det viser sig for eksempel, når de som tidligere i dag har været samlet til møde. Som altid er Georgette den eneste kvinde ved bordet, men i modsætning til førhen bliver hendes kommentarer taget alvorligt, og de andre spørger hende til råds.
Også i de nordlige egne, hvor hun stadig har sin faste gang som opkøber, er landmændene begyndt at få øjnene op for hendes evner. Ud over fabrikken har hun nemlig jord, hvor hun dyrker både cashewnødder og kassava, og det har lært de andre landmænd at satse på flere afgrøder end en. Vejen til deres tillid har dog været lang, og hun arbejder stadig på det, for et var at have en kvindelig landmænd imellem dem, noget andet var, da hun bad mændene om deres koners arbejdskraft.
Jeg ville gerne hjælpe kvinderne i nord med at tjene penge. Så jeg besluttede mig for kun at ansætte kvinder på fabrikken, i hvert fald til det arbejde, som ikke er for fysisk krævende. I begyndelsen var mændene meget imod, for deres koner har altid arbejdet i hjemmet eller på markederne, men ved at forklare dem, at familierne ville få det bedre, hvis begge parter arbejdede, så gik de fleste med til det. Men det kræver mange informationsmøder og diskussioner.
Georgette håber, at hun i løbet af de næste fem år kan ansætte yderligere 250 kvinder. De skal rense og kvalitetsteste nødderne, som høstes fra marts, og de skal lave regnskaber, pakke og ordne administrationen. Da skolegang ikke har været almindeligt i det muslimske nord tidligere, har det været lidt svært at finde kvalificeret arbejdskraft, men i fremtiden skulle det blive lettere, smiler Georgette, for den side af sagen har hun også taget sig af.
Jeg ønsker ikke kun at bruge landsbykvindernes arbejdskraft, men også at give noget tilbage. Så jeg har fået en skole bygget, som blev indviet for nylig. Jeg har også bygget nogle brønde i området og givet træning til kvinderne på fabrikken.
Fabrikken i Padekparou er blot den femte i Benin, der stadig eksporterer 95 procent af alle landets cashewnødder rå til Indien. Men det skal gerne blive mindre i fremtiden, håber Georgette, for det er tåbeligt for landet at gå glip af de ekstra indtægter, som forarbejdede nødder giver. Med sin egen arbejdsvilje og iver for at tjene penge håber hun, at hun kan give inspiration til andre kvinder og mænd, men alligevel erkender hun, at lige netop den kvalitet er en mangelvare i Benin som i andre vestafrikanske lande.
Mange mennesker gider ikke arbejde. De vil gerne tjene penge, men har de tjent penge til mad i dag, så arbejder de ikke mere. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre med mit liv, hvis jeg ikke havde arbejde, men mange har det ikke sådan her. Derfor skal der en drastisk mentalitetsændring til, hvis vores udvikling og økonomi virkelig skal løftes. Jeg er ked af at skulle sige det, men sådan er det.
Hun ser dog et lyspunkt i et nyt tiltag, som Benins regering har indført. Skolegang for piger er gjort gratis, og det har betydet en stor stigning af piger i klasseværelserne. Tidligere så forældrene det som en tabt investering at uddanne piger, da de alligevel skulle giftes tidligt og der-efter flytte ind hos svigerforældrene. Men nu er den tankegang ved at ændre sig, siger hun. Og det er vigtigt.
Jeg tror på mit eget køn, når det kommer til udvikling. Når man kigger sig omkring her, er alle boder på markederne og langs vejene styret af kvinder, men lige nu er de for afhængige af mænd. Hvis de kunne klare driften og salget selv, så kunne mændene lave noget andet, og så ville det begynde at batte. Kvinderne skal være økonomisk uafhængige, for lige nu tror mændene, at de er uundværlige for kvinderne, selvom de ikke laver noget.
Med den bastante udmelding rejser Georgette sig fra dagens sidste møde. Klokken er halv et om natten, og hun vil hjem og i seng.
Hun lever alene nu, hvor datteren er i Canada for at studere administration og marketing, men det giver hende tid til at give fabrikken og arbejdet med nødderne hele armen. Og sådan skal det være, smiler hun, inden hun sætter sig ind i bilen og suser ud på Cotonous osede veje.
For kun hvis alle gør deres bedste, kan landet og Vestafrika for alvor begynde på den lange vej mod økonomisk fremgang, som så desperat er nødvendig for både de mandlige og kvindelige indbyggere.
Vestafrikas kvinder vinder frem i politik, i erhvervs-livet og stort set alle andre steder i det offentlige rum. For at høre, hvad det er, Afrikas nye stemmer siger og vil, er Kristeligt Dagblad taget til regionen for at se på de udfordringer, de står over for. Dette er den ottende og sidste artikel i serien, der er blevet til med økonomisk støtte fra Danida. Tidligere artikler blev bragt den 10., 16., 17. og 30. december 2011samt den 16., 27. og 30. januar 2012.
