På Lolland danser de squaredance.
Mændene vil have læderveste og cowboystøvler. Kvinderne vil have nederdele med nitter. Så korshærens genbrugsbutik på Lolland får alt det danseegnede cowboytøj, Britta Rundqvist kan skrabe sammen.
LÆS OGSÅ: Flere hundrede ton genbrugstøj ender på forbrændingen
Tjekket for huller og grimme pletter, omhyggeligt lagt sammen og pakket i brune flyttekasser.
Det er guf for dem, siger den 57-årige spinkle kvinde klædt i sort pelsvest, og smækker fornøjet med læberne.
Britta Rundqvist står for sorteringen af tøj i Kirkens Korshærs genbrugscenter i Holbæk. Centret er et centrallager, hvor 15 frivillige henter, sorterer og leverer tøj til cirka 43 genbrugsbutikker på Sjælland og Lolland.
Seks gange om måneden kører korshærens hvide lastbil ud med tøj til butikkerne og tager tre-fire gange så meget med tilbage, som butikkerne ikke kan komme af med. Det sidste tæller cirka 400 flyttekasser hver måned. Britta Rundqvist sorterer det hele. Meget kan genbruges. Bukser og bluser, som ikke kan sælges i én butik, kan måske sælges i en anden og bliver derfor ekspederet videre. Men endnu mere havner på forbrændingen. Faktisk kasserer Kirkens Korshær årligt omkring 450 ton genbrugstøj, som danskere har doneret til genbrugsbutikkerne. Også selvom meget af tøjet er i fin stand.
Kristeligt Dagblad besøger korshærens centrallager, et lysegult, nedlagt VVS-værksted i udkanten af Holbæk, for at følge tøjets skæbne og for at blive klogere på, hvorfor så meget tøj går op i røg.
Britta Rundqvist viserindenfor i det neonoplyste sorteringsrum. 78 flyttekasser, som næsten er pakket færdige, er stablet oven på hinanden langs de lysegrønne vægge. På hver kasse sidder en seddel, så hun ikke er i tvivl om indholdet: Hatte, badetøj, flyverdragter, strikkedamerne. De lokale genbrugsbutikker kontakter hende, inden lastbilen kører ud med forsyninger. Britta Rundqvist har et godt overblik og ved næsten også kun næsten hvad butikkerne har brug for, inden de ringer.
De ringer for eksempel fra Hillerød og siger, vi skal bruge to kasser med skjorter til store damer. Så får de det. Strikkedamerne er nogle ældre damer, som jeg sender strikkede bluser til. Så trevler de dem op og strikker sokker og huer og halstørklæder ud af dem og sælger dem, siger hun og åbner et ringbind på sit bord, hvor ordrerne fra de forskellige butikker er noteret med blyant.
I en særlig kasse på gulvet gemmer hun parykker, stepsko og brokadekjoler, som ikke kan sælges i butikkerne, men som folk gerne bruger til polterabend eller teater. På gulvet står også en affaldssæk med sengetøj, håndklæder og T-shirt af bomuld, som klippes op og sælges til autoværksteder som klude. På opslagstavlen over hendes bord hænger en blå roset og et fotografi af tre lamper.
Nogle af butikkerne laver smykker af lynlåse, så de vil have alle de lynlåse, jeg kan klippe ud og sende til dem. Et andet sted ville de have alle de underkjoler, jeg kunne sende dem, og jeg tænkte, det var dog sært. Så viste det sig, at de lavede lampeskærme af underkjolerne og solgte dem, siger hun og peger med et bredt smil på fotografiet.
I indkørslen udenfor står Jørgen Vigsø og Villy Nielsen og pruster, så det damper i den iskolde morgenluft.
Klokken er 8.30, og de to mænd er lige blevet færdige med at tømme lastbilen for dagens last fra genbrugsbutikkerne. 80 fyldte flyttekasser, som nu står under et halvtag til venstre for en skydedør, som fører ind til sorteringsrummet.
Øj, hvor er de tunge. Det kan du godt stole på, siger Jørgen Vigsø, en 76-årig, svær, bredskuldret mand med lysegråt fuldskæg og russisk pelshue.
Så begynder ryggen at brænde, jo. Så gør det ondt. Det kan du godt stole på, siger han lavmælt på thybomål.
Jørgen Vigsø er tidligere løjtnant i hæren og sætter pris på disciplin og punktlighed. Den 66-årige Villy Nielsen ser det derfor som en af sine opgaver at sørge for, at Jørgen Vigsø tager den med ro.
Hvis jeg ikke stopper ham, har han tømt bilen inden klokken syv, siger Villy Nielsen, en spinkel mand med overskæg, fregner i panden og sorte træsko på fødderne.
Så vi skal passe på hinanden. Så siger jeg til Jørgen: nu tager vi en pause. Vi er jo gamle og slidte nok i forvejen, siger Villy Nielsen med et smil i både mundvige og øjenkroge.
Ved siden af kasserne ligger en dynge gennemsigtige plasticsække fyldt med tøj. Sækkene svarer til 120 fyldte flyttekasser. De skal køres til forbrændingen omkring middag. Inden da skal de læsses på lastbilen, og i et lager ved siden af skal tomme kasser foldes sammen og stables. Jørgen Vigsø går fluks i gang. Han kan ikke udholde rod, og han er ikke bleg for at hundse lidt med de andre frivillige.
Det er samarbejde, samarbejde, samarbejde! Og disciplin. Kæft, trit og retning, siger den gamle løjtnant.
Hvis vi ikke holder rent bord, brænder det hele sammen. Så kan Britta ikke komme til, og så piver hun. Det kan du stole på. Så jeg giver dem kommandoer. Det har jeg ikke hørt noget for.
Indenfor breder en svag duft af sæbe og jordslået kælder sig i sorteringsrummet, da Britta Rundqvist åbner den første flyttekasse.
Er tøjet hullet, plettet, for slidt eller lugter af sved, havner det på forbrændingen. Men pænt og velholdt tøj bliver også smidt ud.
Modsat andre kirkelige sociale organisationer med genbrugsbutikker sender Kirkens Korshær ikke overskydende tøj til udlandet. Man har ganske enkelt ikke undersøgt mulighederne for at sende tøj til fattige lande. Det betyder, at velholdt tøj, som butikkerne bare ikke kan komme af med, også bliver kasseret.
Britta Rundqvist snupper en sort bluse med hvide striber i kassen og holder den ud i strakt arm.
Den er uformelig og for slidt i kraven. Den ryger ud! siger hun og tager den næste en rød dameskjorte, der ser ud som ny:
Den her er pæn, men den har været ude i butikken, og vi har mange af dem. Ud! siger hun og kaster den over i en gennemsigtig affaldspose.
Se den her, den er noget nulret, siger hun om en brun skjorte med lyserøde og lysebrune blomster. Og tøver så et øjeblik.
Men den kan gå. Den er farverig. Så kan det være, at der er en hestepige, der kan bruge den ude i stalden.
Britta Rundqvist sorterer med hård hånd. Men hun og de andre frivillige vænner sig aldrig helt til at smide så meget tøj ud.
Jeg synes, der går mange værdier tabt, siger Villy Nielsen, da han og Britta Rundqvist holder pause i køkkenet. Her er kaffe på kanden og nikotin i gardinerne.
Jeg er vokset op med, at man godt kan gemme ting. Da jeg var barn, var der søndagstøjet og så det tøj, man arvede fra familie og venner. Det var godt nok. Nu går man ikke sådan og gemmer sit tøj, siger han.
For bare halvandet år siden fik Korshæren en del tøj ind, som stadig havde prismærket siddende. Tøjet var aldrig blevet brugt. Det sker ikke så ofte længere. De to er enige om, at der i takt med den økonomiske krise er kommet lidt mere omtanke. Men stadigvæk. Britta Rundqvist tænder en hjemmerullet cigaret og siger: Man har det lidt bedre med det, når det både har været her og ude i butikkerne, og så mange mennesker har haft det i hænderne. Så har det da fået en chance.
Klokken 12.30 er lastbilen udenfor læsset med affaldssække fulde af tøj. Det er Tommy Larsens opgave at køre tøjet til forbrændingen. Han skraber rimfrosten af bilens forrude. Sådan noget holder politiet øje med, siger han.
Og jeg skal ikke have et klip i kørekortet. Så ender det med, at jeg ikke kan køre, jo. Hvem skal så køre ned med tøjet? De andre har jo ikke lyst, siger han, mens vi kører den korte vej til genbrugsstationen sidste stop inden forbrændingen.
Her står syv grønne containere med kraftige komprimatorer klar til at kvase sækkene som forslugne krokodiller.
Tommy Larsen parkerer, åbner en sidedør i lastbilen og begynder at smide sækkene over i en af containerne. Det er lidt vildt, at alt det tøj bliver smidt ud, siger han:
Men de har stået og sorteret det, så der er ikke rigtigt noget at gøre ved det.
Komprimatoren i containeren begynder at rumle, og sækkene svarer med høje knald, da de springer under det kraftige pres. I morgen bliver de til fjernvarme på forbrændingen i Slagelse.
