Sådan var det den dag, jeg første gang hørte, at administrativt personale i kommunerne skal have lov til at læse personlige og yderst private sundhedsoplysninger. Hvad for noget?
LÆS OGSÅ: Lødig kost er den bedste vitaminpille
Jo, det var ganske rigtigt. I Bertel Haarders (V) regeringstid som sundhedsminister blev der stillet et lovforslag, der i høj grad truer tavshedspligten, som ellers er noget af det dyrebareste, vi har i vores sundhedsvæsen. Begrundelsen var, at kommunerne, som betaler en stor del af regningen, når mennesker kommer på sygehuset, har behov for flere oplysninger om borgernes sundhed for at kunne forebygge kommende indlæggelser og lave sundhedsplanlægning.
Det er jo et udmærket motiv, men til overvågning og statistik må det være tilstrækkeligt at få anonymiserede data. Altså noget i stil med, at i denne måned har der været indlagt to personer med kroniske lungeforandringer.
Kommunen behøver ikke have at vide, at det var Hanne Hansen og Peter Petersen, der havde vejrtrækningsproblemer, og at de begge havde røget siden konfirmationsalderen, og at Hanne Hansen dertil havde haft et alkoholmisbrug.
Fru Hansen og hr. Petersen skal vide sig sikre på, at oplysninger om, hvad de fejler, kun deles af sundhedspersonalet. For selvom kommunerne skal forebygge rygning og alkoholmisbrug, og selvom de ikke må bruge de konkrete sundhedsoplysninger i sagsbehandlingen, så får de nu mulighed for at kigge borgernes sundhedsadfærd efter i sømmene. Big Brother har aldrig været tættere på!
Alle advarselslamper hos de folkevalgte burde lyse, men nej. Trods indsigelser og skepsis fra Lægeforeningen, Datatilsynet, Forbrugerrådet og Det Etiske Råd blev loven vedtaget.
Bekendtgørelsen til loven har netop været i høring, og jeg håber, at de ansvarlige politikere vil tænke sig om en ekstra gang.
Men tavsheden og fraværet af debat er slående. Høringssvar og bekendtgørelser kan godt nok være gabende kedsommelige, men det er udtryk for demokratisk underskud, når grundlæggende værdier sættes på spil uden sværdslag.
Selvom de kommunale og regionale sundhedsplanlæggere gerne vil vide alt om os, så er der dog noget, der hedder retten til privatliv og retten til selv at bestemme, hvem man vil dele sine personlige oplysninger med.
Vidensdeling er blevet det moderne udtryk for, at alle skal vide alt om alle. Men lad os holde fast i, at hvis det sker hen over hovedet på den, det handler om, så er vidensdeling af sundhedsoplysninger med personale uden for sundhedsvæsenet det samme som at bryde sin tavshedspligt.