Biskoppen fra Vesterås Stift, Thomas Söderberg, har puttet sit bispekors i brystlommen, så det ikke falder ned i kyllingen på tallerknen foran ham.
Det er jo ikke alle, der er egnede! fremfører han hen over frokostbordet med klar røst.
LÆS OGSÅ:Blog fra nordisk kirkeliv: Bliv medlem af den svenske kirke uden dåb
Der skal noget til at overdøve de mange spisende i kantinen i Kyrkokansliet i Uppsala. Her spiser nogle af de ca. 240 personer, der har deres daglige arbejdsplads i Svenska Kyrkans hovedkvarter for foden af byens domkirke.
Det er jo ikke alle, der har dét, der skal til. Og er det ikke tilfældet, er det lige så synd for dem, som for den menighed, de bliver præst for!
Talen er faldet på egnethedsvurdering af kommende præster. Det er et spørgsmål, der aktuelt er genstand for de første udforskende drøftelser blandt danske biskopper og pastorale uddannelsesinstitutioner.
I Danmark ligger egnethedsvurderingen udelukkende i menighedens kaldelse af præsten og en bispeeksamen, der - i sin nuværende form - ikke giver det store grundlag for en så afgørende vurdering. Og de danske pastoralseminarier ønsker selvfølgelig ikke at erstatte den frie samtale med og blandt de studerende med et helt semesters vagtsomhed.
Men også i denne sammenhæng har Svenska Kyrkan forstået at arrangere sig. Effektivt, strømlinet med omsorgsfuld, men fast hånd.
Når man starter på teologistudiet på ét af Sveriges teologiske fakulteter, bør man snarest afklare sig for, hvorvidt man har tænkt sig at blive præst og i positivt fald tage kontakt til et stift.
Herfra indbydes man så til en uges introduktion til de pastorale opgaver og en måneds praktik hos en præst. Til slut føres samtaler med biskoppen, med praktikpræsten, med en arbejdspsykolog og et par andre personer, der har med kirken at gøre.
Det vurderes nu, om den studerende har de fornødne sociale evner, den rette tro, evne til at sætte sig ud over den værste individualisme og føler en indre kaldelse, forklarer såvel biskoppen som den praktikpræst, jeg senere får lejlighed til at tale med om forløbet.
Og selvom der uddannes for få teologer til at dække denne verdens største lutherske kirkes behov for nye præster, er det ikke usædvanligt, at den håbefulde præst-in-spe afvises.
Praktikpræsten fortæller, at der blandt de 22, der blev bedømt i Stockholm i sommers, var 6, der blev afvist.
Der er først mulighed for at genansøge 5 år senere.
Ofte anbefales ansøgeren at opnå større modenhed og erfaring. Andre gange fastslår biskoppen, at der simpelthen er tale om uegnethed.
Når det anbefales at gennemføre prøvelsen allerede på dette tidlige tidspunkt i teologistudiet typisk efter bare et års studier er det netop for at give den studerende lejlighed til at skifte hest og vælge anden uddannelse og erhverv eller til under studierne - at skaffe sig den fortrolighed med menighedslivet, som måtte mangle.
Pastoralseminariedelen ligger først efter universitets afslutning med et semesters forløb, der ligner det danske.
Denne praksis løser givetvis en række problemer. Men rejser mindst ét andet. Nemlig en gennemgribende socialisering af præsteskabet, så der ingen er tilbage, der udfordrer den kirkelige indforståethed med de grundlæggende og uhildede spørgsmål, som rejses af det almindelige folkekirkemedlem.
Om der findes en menighed, der ønsker sig en præst af den mere skæve slags, kommer heller ikke til at stå sin prøve.
For Svenska Kyrkan skal sikre sig mod mere end det. Nemlig mod præster, der er illoyale mod kirken. Kritik er selvfølgelig tilladt, siger biskoppen, men det skal være kærlig kritik, og allerhelst løser jeg problemerne med den åbne samtale.
Vesterås biskop er kendt for at høre til blandt de svenske biskopper, der kan rumme den største forskellighed blandt præster. Man lades dog ikke i tvivl om, at der over alt i Svenska Kyrkan er tale om et langt mere fælles fodslaw end vi kender i Danmark. Eller måske er uniformitet det rigtige ord?
Det er ikke svært at komme i tanke om urimelige præstelige udfald, indfald og polemikker i den hjemlige debat, som ville gøre denne rummelige biskop lige så lilla i hovedet som hans bispeskjorte. Og for et kort øjeblik kommer man næsten til at savne dem
Tre danske kirkelige aktører er på rundtur i Norden. Følg bloggen på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
De tre bloggere er:
Ulla Morre Bidstrup, lektor, medlem af styrelsen for Grundtvigsk Forum
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.