Den amerikanske rockmusiker Bruce Springsteens seneste udgivelse, Wrecking Ball, udkommet i Danmark den 5. marts, er en overraskende alvorlig kritik af de faktorer, der har medført den nuværende økonomiske krise i USA og den vestlige verden.
Det interessante er, at kritikken er bundet op på en evangelisk menneskeforståelse.
LÆS OGSÅ: Vred Springsteen deler anmelderne
Springsteen? Jamen var det ikke ham med Born in the U.S.A., den monotone, selvcentrerede hyldest til sit eget land, på et pladecover, hvor han viste sine nøgne overarme i en muskelmandspositur? Jo, men Born in the U.S.A. (1984) var et enkelt element i et større billede af en kunstner, som trækker på en ganske bestemt folkelighed.
Det begyndte et helt andet sted, da den unge mand fra New Jersey, lige uden for New York, i 1972 blev opdaget af den samme musikproducent, John Hammond (1910-1987), som 10 år tidligere havde skrevet pladekontrakt med Bob Dylan.
Efter to tekstmæssigt delvis Dylan-inspirerede album rejste Springsteen sig med Born to Run (1975) op som én, der både har noget alment på hjerte og noget af en elguitar at fyre det af med. Albummet er et mesterværk med mindst fire uforglemmelige kompositioner, herunder den 10 minutter lange romantiske rockopera Jungleland om meningsløsheden i storbyernes bandevold og omgivelsernes ligegyldighed over for den.
Med sit fjerde album, Darkness at the Edge of Town (1978), indskriver Bruce Springsteen sig i rockhistorien som en af de store samfundsskildrere. Det er blevet tydeligt, at hans eget folkelige udgangspunkt er det ofte oversete industrilandskab i randen af de store byer.
Sangene foregår samme sted som de amerikanske scener i Michael Ciminos berømte helaftensfilm Deerhunter (med Robert de Niro) fra samme år. De beskriver trøstesløsheden og længslen efter noget andet og mere, som kan sammenfattes som Springsteens fortolkning af den amerikanske drøm, der, mere end af den rene individualitet, altid klinger af frihed, lighed og fællesskab.
Blandt milepælene i en produktion, der tæller 17 album, står The Rising (2001), som slår nogle af de samme strenge an om fællesskab og mod til at være til som det nye album. Indspilningerne stod på, da World Trade Center blev angrebet, og en rystet Springsteen tilførte spontant nye sange med det forsonende træk, at han tydeligt bruger world music-rytmer, altså omfavner globaliseringen, fremfor at forskanse sig i det amerikanske fort.
Det nye album er fuldt af kritik mod dem, der udnytter andre mennesker skånselsløst i pengenes navn, med linjer som The banker man grows fat, working man grows thin (Bankmanden bliver fed, arbejderen tynd) fra den tvetydige plattenslagersang Jack of all Trades.
Men der er også klare evangeliske spor, noget, Springsteen tidligere kun sporadisk har lagt ud, for eksempel i albummet Devils and Dust (2005). Tag for eksempel sangen This depression, der spiller på associationer mere end direkte tale:
Jeg har været langt ude, men aldrig så langt ude, lyder det. Jeg har været forladt, men aldrig så forladt, at alle mine bønner gik til spilde. Springsteen bruger ordet forsaken for forladt. Det er det ord, Jesus bruger, når han siger Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Matt. 27, 46).
Omkvædet taler til en unavngiven skikkelse: Dette er min bekendelse, jeg har brug for dit hjerte, i denne depression. Når Springsteen bruger udtrykket depression, klinger det af en af de alvorligste perioder i amerikansk historie, nemlig den økonomiske nedtur i 1930erne, hvor fattigdommen var vidt udbredt, og der blev drevet socialpolitik i et omfang, man ikke har set hverken før eller siden.
Og når teksten taler om dén forladthed og om (økonomisk) depression, som om det er én person, der taler til et du, kommer stemmen til at bære hele denne dybe nationale armod, og ordet bekendelse i omkvædet peger i retning af, at det hele er talt til en Kristusskikkelse eller fra en, der beder i hans navn. Ordet for bekendelse, confession, har sin egen ladning i Springsteens stærkt katolske opvækst: Det betyder også skriftemål.
Det forbløffende ved albummets række af dunkle sange er, at Springsteen også indlægger egentlig evangelisk trøst. Digterisk set ganske elegant endda. Sangen Youve got it (Du har det) kalder ligesom flere andre sange på, at man som lytter selv tolker med, for at hele tekstens fylde træder frem.
Det er nærmest som en samling gåder: No one ever found it/ Aint no school ever taught it/ No one ever made it/ Aint no one ever bought it. (Der er ingen, som har fundet det/ Man kan ikke lære det i skolen/ ingen har lavet det/ ingen har nogensinde købt det). Men du har det, fortsætter teksten i sit omkvæd før et nyt vers i samme spor, så vi efterhånden spørger: Jamen, hvad er det?
Og så kommer det endelig: Its precious so dont waste it/ Cant tell you what God made it of/ But I know it when I taste it. (Det er dyrebart, så lad det ikke gå til spilde/ Jeg kan ikke sige, hvad Gud har skabt det af/ men jeg genkender det, når jeg smager det). Det var altså kærligheden selv, ikke den flygtige kærlighed, vi kender alt for godt, men den evige kærlighed, den, der kendes som evangeliets kærlighed.
På sidste del af albummet sker der en åbning mod yderligere et nyt motiv i Springsteens tekstunivers. Der kommer sjæle til stede, endda døde sjæle. Overgangen bliver albummets største sang, Land of Hope and Dreams. Her flyder den amerikanske drøm som udtryk for, hvad samfundet bør rumme i sit fællesskab, sammen med det evangeliske håb. Med toget, den kendte gospelmetafor fra 1800-tallets Midtvesten, som samlende billede:
Dette tog har syndere og frelste/ dette tog har tabere og vindere/ dette tog har ludere og pokerspillere/ dette tog har fortabte sjæle.
Sangen We are Alive (Vi lever) begynder med et malende billede af Jesu kors på Golgata, men fortsætter så med at fortælle historier om ukendte mennesker, der er dræbt i kampen mod økonomisk undertrykkelse, og konkluderer: We are alive/ And though we lie alone here in the dark/ Our souls will rise/ To carry the fire and light the spark/To fight shoulder to shoulder and heart to heart. (Vi lever,/ og selvom vi ligger her alene i mørket/ vil vore sjæle rejse sig/ for at bære ilden og tænde gnisten/ for at kæmpe skulder ved skulder, hjerte ved hjerte). Det er de svigtede, dem, hvis blod råber fra jorden, som Abels gjorde i 1. Mosebog. Albummets næste sang, Swalloved Up (In the Belly of the Whale), går videre endnu: I fell asleep on a dark and starlit sea/ With nothing but the cloak of Gods mercy over me/ I dreamt I awoke as if buried in my grave. (Jeg faldt i søvn på et mørkt hav under stjernerne,/ med blot Guds nådes tæppe over mig/ jeg drømte, at jeg vågnede i min egen grav), begynder den.
Den fortsætter i sømandsbilledet med en mytologisk fortælling, der udmunder i konstateringen af, at vi er blevet slugt af hvalen/ bort fra verdens overflade. Det er den gammeltestamentlige Jonas Bog, der er forlægget, og moralen er som bekendt, at han blev spist af sådan et havdyr, fordi han ikke ville udføre den mission, Gud lagde på ham. Med det lille vi lægger Springsteen billedet på hele samfundet.
Springsteen har ofte været en fremtrædende politisk debattør på demokraternes side. Han åbnede Obamas indsættelsesfest i januar 2009 med titelnummeret fra The Rising. Men han har ikke før været så vred. Og så er det både spændende og modigt, at han vover at hænge det hele op på et evangelium, som i USA i mindst lige så høj grad er en del af den aggressive republikanske retorik.