Kan et ægteskab overleve? Kan man selv overleve, når ens eneste barn på bare 10 år efter en ulykke i skoven ligger i koma på det lokale hospital? Når man uge efter uge sidder ved sengen og venter på det allermindste tegn? Når miraklet efterhånden bliver et postulat, en tom gynge, de to efterladte voksne i afmagt og håb svinger frem og tilbage imellem sig?
Han er arbejdsløs og kæmper for at holde sig ædru. Hun har fået stormen og det væltede træ ind i sit hoved som et brag, der ikke vil stoppe. Vi er i Småland. De er begge to midt i 40erne, Ann og Johan. Andreas var ønskebarnet. Hvad er der tilbage?
LÆS OGSÅ: "Jeg er glad for, at mit hoved eksploderede"
Vi skal jo leve, siger Johan. Hvorfor skal vi det?, spørger Ann.
Som man kan se, er det de helt tunge spørgsmål om død og kærlighed, om tro og tomhed, den succesfulde krimiforfatter Åke Edwardson tager livtag med. Svalerne flyver så højt, at ingen længere kan se dem er da også skrevet efter flere års pause og en personlig livskrise hvilket man kunne læse i et interview her i avisen for kort tid siden.
Og denne afmagt ved sygesengen, denne ubegribelige ventetid er naturligvis det afgørende tema i romanen. Fortalt i et uprætentiøst, enkelt hverdagssprog, langsomt, indimellem næsten stillestående som al uvis ventetid er.
Men der er andre stemmer end sorgens. Der er skoven, som Andreas kendte og kunne læse som ingen anden. Og som selv er truet på livet af klimaændringer, civilisation og overforbrug. Nu er den blevet en fjendsk zone omkring forældrene.
Der er lyset, det forbandede lys næsten døgnet rundt. Der er elgen, som Johan snakker med i skoven. Der er svalerne. Der er den elgsafari, han planlægger at arrangere for tyskerne som en genial idé eller som ren og skær overlevelsesstrategi.
Der er de lange samtaler med Andreas ved sengen. Hvad siger man, når der ikke er nogen, der svarer? Og så er der to melodistemmer mere, måske de allervigtigste.
Først og fremmest den fordrukne præst Esaias. Et menneske med mange svagheder, men også en egen kraft, der ganske overstråler siderne. Enkelt, stilfærdigt, upostuleret, helt nede fra den bund og afmagt, han kender så godt fra sig selv, henter han en styrke og en trøst til de to forældre. En trøst, man tror på.
Og endelig er der kærligheden mellem de to efterladte. Eller er der? Det må man vist selv læse og håbe sig til.
Åke Edwardson har tydeligvis skrevet en roman båret af en dyb, indre nødvendighed, der stilladserer hver eneste side. Her er ingen smartheder, ingen kriminalistiske spændingskurver og dirrende cliffhangere. Afpillet går vi frem, tungt i travet. Også for tungt, vil jeg mene. Især i dialogerne, hvor brændet bliver kløvet igen og igen. At få det hele med er ikke romanens ærinde medmindre man hedder Knausgård!
Alligevel er der med Svalerne flyver så højt, at ingen længere kan se dem lagt en ny grund i forfatterskabet, en ny nøgenhed, jeg tror, vi kan vente os meget af.