Dens botaniske navn er Viola odorata, og det giver god mening. For odorata betyder duftende og dufte, det er lige, hvad martsviolen gør.
LÆS OGSÅ: Edderkoppernes tid
Den fine, lille blå plante, som kom til Danmark i 1200-tallet, begynder i de kommende uger at blomstre langs hækken, i hegn og skovkanter, og den liver, så beskeden den end er, op i den vintertrætte, farveløse natur.
Martsviol har været kendt under forskellige navne som duftviol, vårviol, haveviol og tormåneds-viol (det gamle danske navn for marts måned). På et tidspunkt hed planten også marieblomme/Maria med barnet, fordi den med lidt fantasi lignede Maria med Jesusbarnet, når man fjernede kronbladene. Måske er det sidstnævnte fænomen, der har været med til at gøre violen symbolladet. I gammelt blomstersprog stod den for stille beskedenhed, ydmyghed, uskyld og jomfruelig renhed.
Martsviolen blev også tidligere ofte anvendt som lægeurt. Den skulle ifølge folketroen være god mod mavebesvær og hovedpine og god til at styrke hjertet. Den mest udbredte brug af blomsten er nu som kandiseret viol, hvor blomsten plukkes uden stilk og overtrækkes med mange lag af sukkerlage enten i ovn eller gryde hvis man da ikke bruger blomsten ganske frisk og nyplukket som drys på kager eller salater.
Digteren H.C. Andersen fandt sin egen inspiration i martsviolen. Den 2. januar 1830 blev nedenstående digt trykt for første gang:
Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.
I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.
Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.
Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.
Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
Vor Herre hjelpe den unge Mand!