Verden set gennem en linse

Dokumentaristen og filminstruktøren Eva Mulvad fylder i dag 40 år

Filminstruktør Eva Mulvad var den første, der fik lov til at filme i en dansk retssal under proceduren. –
Filminstruktør Eva Mulvad var den første, der fik lov til at filme i en dansk retssal under proceduren. –. Foto: .

Det var i dokumentaren Med døden til følge, at Eva Mulvad med kamera fik lov til at filme i retslokalet under sagen mod Ronny Rasmussen, som stod tiltalt for at have dræbt en kammerat med et samuraisværd. Med filmen forsøgte Mulvad blandt andet at give offentligheden et nuanceret billede af, hvad der foregår under en retssag. Filmen blev blandt andet nævnt i begrundelsen for, at hun i 2011 blev hædret med Roos Prisen på 25.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Det desperate liv

Filmen dannede desuden grundlag for et debatarrangement i Københavns Byret om, hvorvidt retterne i højere grad bør lukke dørene op for tv-kameraer i fremtiden.

Det er karakteristisk for Mulvad, at hun altid formår at komme meget tæt på sine hovedpersoner. Det er også nødvendigt, når man vil lave dokumentarfilm, der skal kunne fange publikum, men samtidig har hun den særlige tilgang til sine karakterer, der gør, at man som beskuer ikke sidder med en fornemmelse af, at hun er en kyniker, der blot promoverer eget talent.

Eva Mulvad er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001. På sit cv har Mulvad også filmene Enemies of Happiness om en ung kvinde, som kæmper for frihed og demokrati i Afghanistan, og Millionæren, der mistede alt om en ældre dansk kvinde og hendes datter, som lever i Portugal. Tidligere havde de penge nok, men må nu klare sig for ganske lidt.

Eva Mulvad har også modtaget internationale priser for sine dokumentarfilm. I 2006 blev hun hædret med en sølvulv ved den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam. Samme år modtog hun World Cinema Jury Award Prize på Sundance Filmfestivalen i USA. Begge priser modtog hun for Enemies of Happiness.

I 2010 deltog Mulvad igen ved festivalen i Amsterdam, dog uden at vinde, og i 2011 vandt hun prisen for bedste lange dokumentar på festivalen i Karlovy Vary i Tjekkiet.

Eva Mulvad bor på Vesterbro i København. Efter endt barselsorlov fra kameraet er hun nu i gang igen. Hun er medejer af et produktionsselskab, og et af de næste projekter kommer til at handle om kvindelig sexturisme i Afrika.