Grækernes tiltro til staten og en fælles nation er i bund efter fem års uafbrudt økonomisk nedtur, nedskæringer og stigende fattigdom. Krisen begyndte i 2009, da det blev opdaget, at politikerne igennem mange år havde svindlet med landets reelle underskud.
Forud var ellers gået et årti med vækst, udvikling og massive investeringer i uddannelse og sundhed.
LÆS OGSÅ: Hvad skal der blive af det græske folk?
Derfor er befolkningen rystet i sin grundvold, fordi udviklingen og troen på en bedre fremtid var baseret på svindel og løgn, fortæller professor i sociologi på Athens Statsuniversitet, Michalis Spourdalakis.
Med et trylleslag var illusionen ophævet. Statsapparatet, der omsider lod til at fungere, viste sig at være gennemråddent af snyd, korruption og inkompetence. Chokket ligger stadig som en dvalelignende tilstand over befolkningen, som den ikke rigtig er vågnet op af. Folk mærker blot de fysiske konsekvenser og prøver at overleve.
Ifølge ham befinder Grækenland sig i en dyb eksistentiel krise, som truer med at splitte idéen om nationen og den græske folkesjæl. Forvirringen er nemlig enorm, og den almene græker forstår ikke krisens komplicerede strukturer. Afmagten og vreden peger i alle retninger: immigranterne, EU, det korrupte statsapparat, politikerne og ikke mindst hinanden, mener Michalis Spourdalakis.
Tilliden til samfundet er smuldret bort, og det truer med at splitte nationen. Det er nu hver mand for sig selv. Der er ikke rigtig noget, der binder os sammen som folk mere, siger han.
Under monarkiet, nazisternes besættelse, borgerkrigen og militærdiktaturet klarede grækerne sig igennem som folk, fordi man værnede om sproget, historien, kulturen og havde en fælles fjende, man kunne give skylden for landets elendighed.
Men da militærdiktaturet brød sammen i 1974, fik Grækenland omsider frihed og demokrati og kunne opbygge en nation og statsmagt styret folket, forklarer Michalis Spourdalakis.
Da folket selv har valgt sine politikere, kan man ikke give eksterne magthavere og fjender skylden. Fingrene, man tidligere kunne pege ad nazister og generaler, peger nu på naboen og én selv.
Michalis Spourdalakis mener, at hverken befolkningen eller politikerne har været et moderne europæisk demokrati voksent. Og det statsapparat, folket trods alt nåede at bygge op, må nu begynde forfra, når krisen engang er ovre.
Og det kommer til at vare mindst en generation. Ungdommen er nemlig krisens helt store taber, mener professor i økonomi ved Panteion Universitet, Antigone Lyberaki.
De unge gjorde, hvad staten bad dem om, og lånte penge til at gennemføre lange universitetsuddannelser. Deres uddannelsesniveau ligger langt over EU-gennemsnittet. Alligevel bliver de udsat for det største svigt.
Ifølge hende sidder de unge fast i gældsspiraler og er tvunget ud af landet, hvis de vil gøre sig håb om en fremtid. Ungdomsarbejdsløsheden er over dobbelt så stor som den generelle arbejdsløshed. Desuden har staten indført en speciel minimumsløn til unge, som ligger et godt stykke under den generelle minimumsløn og langt under den europæiske fattigdomsgrænse.
De unge, som endnu har ikke har forladt landet, går ledige omkring, mens deres uddannelser går til spilde. De har ikke mulighed for at få bolig, stifte familie og ender på gaden eller må flytte hjem til forældrene.
Både Spourdalakis og Lyberaki mener, at den økonomiske recession vil vare mindst 10 år endnu. I mellemtiden vil den nuværende ungdom være midaldrende og dybt belastet af de mange års lediggang og statens fysiske og mentale svigt.
Derfor er det i de kommende generationer, at tilliden til et fælles og retfærdigt samfund kan begynde sin genopbygning. Men grækerme skal overkomme adskillige problemer, før det er muligt.
Baggrund side 11