Nogen stor overraskelse kan det ikke være, at præsident Bashar al-Assads soldater angriber de syriske byer, så snart de FN-udsendte observatører forlader stederne. Den Kofi Annan-mæglede våbenhvile holder ikke, men i øjeblikket dør der kun omkring 30 syrere om dagen, hvilket åbenbart er en tålelig fremgang fra de dage, hvor mere end 100 dagligt betalte den allerhøjeste pris for Assads bersærkergang. Viljen til at vælte Assad med magt er lille, fordi Rusland og Iran er imod. At kaste sig ud i en konflikt, der vil få uoverskuelige konsekvenser, og hvor Syriens kemiske våbenlagre risikerer at blive tømt af alle mulige lyssky organisationer, der igen sælger dem videre til endnu mere lyssky organisationer, er så stor en hovedpine, at man på nuværende tidspunkt fra vestlig side accepterer andre halvdårlige kompromisløsninger. Angsten for, at Assad hiver Israel og Hizbollah med ind i konflikten, er også med til at skabe det indtryk, at Annans våbenhvile plus 300 ubevæbnede observatører er det bedste, man kan præstere i øjeblikket.
LÆS OGSÅ: Syrien stiller krav til observatører
Problemet er blot, at Assad allerede driver gæk med observatørerne, nøjagtig ligesom han gjorde, da Den Arabiske Liga sendte observatører i december 2011. Et andet problem er, at antallet af observatører først kommer op på 300 i løbet af de kommende uger, måske måneder. Det betyder, at observatørernes endelige rapport vil blive forfattet om tre måneders tid og først derefter bragt til diskussion i FNs Sikkerhedsråd sikkert engang i september. Medmindre dramatiske ændringer finder sted, vil Rusland sikkert også til den tid forsvare sine egne interesser og dermed også præsident Assad. Det betyder, at Sikkerhedsrådet vil stå med en ny rapport i hænderne, når vi nærmer os oktober, men samtidig vil rådet være i nøjagtig samme situation som nu, hvor man er handlingslammet på grund af Ruslands veto. I mellemtiden vil der gå mellem 100 og 150 dage, hvor Assad kan fortsætte med at angribe de byer, som observatørerne ikke besøger, og holde den daglige drabsrate på omkring 30.
Problemerne ved at intervenere mod Assad er tydelige. Men problemerne ved ikke at gøre det, samtidig med at man truer med, at tålmodigheden er ved at være opbrugt, er måske endnu tydeligere. At man skyndte sig at hjælpe Libyens Benghazi-befolkning, mens man ikke vil hjælpe dem fra Homs og Hama, er hyklerisk. At tøve over for Bashar i Syrien lader Omar al-Bashir i Sudan forstå, at overgreb ikke har konsekvenser. Derfor bør Vesten kun bruge trusler, hvis der er vægt bag. Hvis ikke bør de tie, holde sig udenfor eller kaste sig over en mere overskuelig konflikt, hvor egen troværdighed ikke skades med tomme trusler og løsninger, der kun forlænger konflikten. A.S.