Hvad blev der af empatien?

Hvor meget indfølingsevne kan man kræve af ansatte på institutioner og skoler? Den seneste tids historier om svigt af børn og unge får flere eksperter til at slå fast, at empatien ikke er til forhandling. Sympatien derimod, den har ingen krav på

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

I sidste uge kom det frem, at en folkeskole i Svendborg i flere måneder har ladet en sextiltalt dreng fortsætte i samme klasse som den pige, han er tiltalt for at have krænket. Red Barnet kritiserede efterfølgende den manglende forståelse, det ansvarlige personale havde vist for pigens situation.

Historien fra Fyn er blot den seneste i en række af sager, der har været fremme i medierne, som alle har haft det tilfælles, at man har kunnet sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det ansvarlige personale har levet op til sit ansvar, både menneskeligt og professionelt.

LÆS OGSÅ: Kan vi egentligt forvente, at pædagoger og sosu'er kan lide vores pårørende?

Andre eksempler stammer fra opholdssteder, hvor børn og unge er blevet opdraget ud fra særdeles tvivlsomme pædagogiske metoder, og for et par uger siden var det historien om danske vuggestuebørn, der led under manglende voksenkontakt i institutionen. En undersøgelse, der godt nok senere viste sig at være statistisk overdrevet, men som stadig får flere fagfolk til at fastholde, at problemet er reelt.

Flere af sagerne har nu fået politikere til at gribe ind og afkræve redegørelser, øget tilsyn og klarere regler, men spørgsmålet er, om det kan løse problemerne. For hvad nu hvis svigtene i bund og grund skyldes, at den menneskelige evne til at føle empati er på retur?

Helle Jensen, psykolog og medforfatter til bogen Empati det der holder verden sammen, som udkom tidligere i år, er ikke i tvivl om, at vi lever i et samfund, hvor evnen til at føle empati er under pres, og at det skyldes den måde, vi indretter os på, både rent personligt og ude i de offentlige institutioner.

Rigtig mange mennesker i dag mangler kontakt til sig selv, men det er det, der er forudsætningen for at kunne føle empati og leve sig ind i andre mennesker. I samfundet er vi så meget præget af fart og af, at man skal være i aktivitet hele tiden, og det efterlader meget lidt tid til at reflektere i, siger hun.

Når Helle Jensen som psykolog mener, at vi bruger for meget tid udadtil og dermed mangler at rette fokus indadtil, må det dog ikke tolkes derhen, at evnen til at føle empati udelukkende udvikles ved at skue ind i sig selv. Tværtimod er det altafgørende, at man indgår i sociale sammenhænge.

Ud fra ny hjerneforskning ved vi, at al menneskelig udvikling er meget afhængig af socialt samvær, og særligt i den her meget individualistiske tidsalder er fællesskabet vigtigt. Man kan se, at de børn, der klarer sig bedst, både hvad angår det følelsesmæssige og det faglige, er børn, der har haft lærere og pædagoger, som har vægtet det sociale højt, siger hun og slår dermed fast, at det ikke udelukkende skyldes for få personaleressourcer, når manglen på empati bliver fremherskende.

Det kan også sagtens være manglende viden. Men uanset årsagen mener jeg godt, at vi kan forlange, at pædagogerne møder børnene med empati, siger hun og bakkes op af Morten Ejrnæs, der er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.

Han har undersøgt pædagogers holdninger til deres arbejde, og han understreger indledningsvis, at pædagoger og andre, der arbejder med mennesker, generelt er gode til at anlægge et helhedssyn og dermed også til at kunne forestille sig, hvordan situationen ser ud fra både barnets og forældrenes side. Men han har dog flere bud på, hvorfor det alligevel af og til kan knibe med empatien fra fagpersonalet i offentlige institutioner.

Helhedssynet bliver i denne tid ofte udhulet af detaljerede regler og rigid kontrol. Hvis man alligevel bare skal følge reglerne, så behøver man jo ikke at overveje, hvordan situationen ser ud fra barnets eller forældrenes synspunkt, siger han.

Et andet bud handler om, at der på professionsuddannelserne, det vil sige blandt andet på lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem de teoretiske fag og den praksis, de studerende senere skal ud i.

Problemet i professionsbacheloruddannelserne er, at man bare har læsset en masse teori på de studerende uden at tydeliggøre, hvad teoriens opgave er, nemlig at få teorifagene til at gøre det lettere at forstå og forklare problemer, der viser sig i praksis. Studerende kan desværre nogle gange få opfattelsen af, at teori ligefrem fjerner dem fra praksis, siger han.

En tredje årsag til, at vi med jævne mellemrum bliver vidner til historier om skoler, institutioner og for den sags skyld også plejehjem, hvor manglen på pædagogisk og professionel indlevelsesevne på den ene eller anden måde synes at være svækket, er ifølge Morten Ejrnæs, at der nogle steder er opstået en såkaldt misforstået konsensuskultur.

Den betyder, at man ude på institutionerne har fået oparbejdet den falske antagelse, at alle i personalet arbejder ud fra de samme faglige og pædagogiske idealer. Men det er ikke altid tilfældet, viser hans undersøgelser.

I alt for høj grad er det sådan, at pædagoger antager, at deres egen personlige og faglige holdning til god pædagogik deles af resten af faggruppen. Det gælder også for mindretalsholdninger. Og den opfattelse betyder, at man aldrig eller måske for sent får talt om, at der foregår noget, som ikke er i orden. Når den enkelte pædagog ser noget, hun undrer sig over, tænker hun måske, at det har hendes kollega nok styr på, og der er nok en speciel grund til, at hun tackler det netop sådan. På den måde får man ikke diskuteret, om den måde, man arbejder på, er fagligt forsvarlig, siger han.

Ifølge Morten Ejrnæs er der tale om en misforstået konsensuskultur, når man ikke tillader faglige uenigheder at komme frem, og det kan have alvorlige konsekvenser i form af manglende indlevelse i børnene, som igen kan betyde, at ingen for eksempel griber ind, når der er tegn på omsorgssvigt.

Men det kan dog være svært at ændre på dårlige og tillige dybt indgroede vaner.

En sådan konsensuskultur kan være svær at nedbryde, alene fordi det kan føles som et angreb på en leders eller kollegers faglighed, når man sætter spørgsmålstegn ved deres handlinger, mener Morten Ejrnæs.

Filosof, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt, Pædagogisk-filosofisk Forskningsinitiativ Gnosis på Aarhus Universitet, mener, at meget af talen om manglende empati i omsorgssektoren peger hen imod en gammel diskussion om, hvor dybtfølt den professionelle omsorg bør være.

Det pædagogiske spørgsmål har været, hvorvidt man kan professionalisere kærligheden. Den professionelle kærlighed hedder omsorg, og hvad er forskellen mellem det, som omsorgsprofessionen leverer, og det, der findes blandt folk i almindelighed? spørger han og uddyber:

I særdeleshed har det været diskuteret, hvad pædagogerne yder i forhold til forældrene, og her er det åbenbart, at forældrenes omsorg er båret af kærlighed, mens pædagogernes er båret af profession.

Lars-Henrik Schmidt fastholder, at de professionelle må stå ved, at de viser omsorg over for borgerne, men kun i kraft af deres profession.

På enhver pædagogs pande burde der stå: We are only in it for the money (Vi er her kun for pengenes skyld, red.)Med andre ord: Jeg er her, fordi jeg udøver min profession, jeg er professionel, og mit forhold til barnet er professionelt. Jeg forholder mig empatisk til barnet, men nærer ikke nødvendigvis sympati for det, siger Lars-Henrik Schmidt og foretager dermed en vigtig skelnen mellem begreberne sympati og empati.

Man kan være sympatisk over for de mennesker, man nærer sympati for. Dem, man ikke nærer sympati for, kan man nøjes med at vise empati. Jeg skal altså som pædagog kunne forholde mig professionelt empatisk til et usympatisk menneske. Det vil sige, at jeg, hvis vi bliver inden for filosofiens sprog, kan sætte mig ind i deres beruselse og lidelse, men uden nødvendigvis at nære sympati for dem, siger han og fastslår, at han finder det forståeligt, hvis pædagoger af og til må trække en streg i sandet, fordi forældre kan være tilbøjelige til at forvente det umulige.

De må stå frem og sige: Vi drager gerne omsorg for jeres børn, men der er altså nogle gange, at vi må sige stop. I kan tvinge os til empatien, for den er vi ansat til, men ikke sympatien, siger Lars-Henrik Schmidt.

En anden filosof og teolog, der tidligere har beskæftiget sig, om ikke direkte, så indirekte med empati, er K.E. Løgstrup (1905-1981). I hans optik er alle mennesker prisgivet hinanden, hvilket betyder, at der i hvert menneskes liv ligger et krav om, at vi skal tage vare på hinanden en såkaldt etisk fordring. Men Løgstrup var også klar over, at der i denne fordring lå en praktisk umulighed, siger lektor Anne-Marie S. Christensen, Institut for Filosofi-, Pædagogik- og Religionsstudier på Syddansk Universitet.

Løgstrup vidste godt, at vi ikke hele tiden kan gå rundt i en tilstand, hvor vi skal tage vare på hinanden, så vil vi blive knust. På den måde er etikken mere, end vi nogensinde kan give. I stedet laver vi nogle konventioner i alle de situationer, vi er sammen, for at give det en form, som vi kan leve op til, forklarer hun og drager paralleller til det moderne institutionsliv.

Det er også klart, at børnehavepædagoger for eksempel aldrig vil kunne hengive sig 100 procent til hvert enkelt barn, alene af den grund at der er flere børn. Derfor er vi nødt til at skabe nogle rammer, der, hvis vi holder os til Løgstrup, skal forsøge på bedst mulig vis at leve op til de etiske krav, siger Anne-Marie S. Christensen.

Noget kunne dog tyde på, at projektet ikke altid lykkes til fulde. For mange steder vil et personale hævde, at det lever fuldt ud op til de standarder, det har sat for det professionelle samvær med eksempelvis vuggestuebørnene i en institution. Men de glemmer i deres iver efter at leve op til de fastsatte standarder at tjekke, om disse overhovedet er gode nok, mener lektoren fra Syddansk Universitet.

Vi er blevet så optaget af regler, og bare vi lever op til dem, så er det godt nok. Men vores indsigt i etik bør bruges til at vurdere de konventioner, vi har lavet. Det gælder ikke bare om at få krydset af de rigtige steder, når man evaluerer. I stedet skal man løbende sætte spørgsmålstegn ved, om de regler og konventioner, der er stillet op, overhovedet gavner den opgave, man har med at tage vare på nogle børn, siger Anne-Marie S. Christensen og fastholder, at der naturligvis også er grænser for, hvor store krav man kan stille til et professionelt personale.

Alle børn har behov for at blive holdt af, set og respekteret. Men pædagogen har selvfølgelig lov til ikke at elske børnene. Hvad hun derimod skal være opmærksom på er, at der er nogen i det enkelte barns liv, der elsker det, siger hun.

For Kathrine Lilleør, sognepræst ved Slagslunde-Ganløse Kirker, er det netop, når man elsker nogen, at empatien ganske af sig selv blomstrer frem. Men også hun mener, at medfølelsen og indlevelsen imellem mennesker, der ikke har et kærlighedsforhold, er nødvendig.

Når kærligheden ikke skyder frem af sig selv, må man sætte empatien i system og have høfligheden, som for mig er et andet ord for empati, frem, siger hun og fremhæver, at det ligefrem kan øge livskvaliteten at være opmærksom på andre.

Intet er skønnere end at glemme sig selv i andre, men desværre er det moderne menneske uhæmmet selvcentreret, som om det er vores ret. Det er synd for de andre, men også synd for os selv, for så oplever vi ikke glæden ved at glemme os selv, siger hun.