Institutleder takker af efter 34 år

Lederen af Institut for Klinisk Medicin i Aarhus siden 1978, professor, dr.med. Jens Christian Djurhuus, vender nu tilbage til arnestedet: forskningen

Jens Christian Djurhuus stopper som institutleder og efterfølges af centerchef, ph.d. Kristjar Skajaa. –
Jens Christian Djurhuus stopper som institutleder og efterfølges af centerchef, ph.d. Kristjar Skajaa. –. Foto: Kim Wendt.

Et af professor, dr.med. Jens Christian Djurhuus, der har ledet Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet siden 1978, er en beretning om både drift og bedrift i superliga-klasse.

I modsætning til Rigshospitalet var der i slutningen af 1970erne mulighed for at forske på det daværende Kommunehospital i Aarhus, i stil med, hvad Djurhuus i årene forinden havde oplevet på et ophold i USA.

LÆS OGSÅ: Den stædige ambassadør

De første år foregik det i tidligere beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig. Helst i dækning for sygehusledelsen, som ikke så lyset i forskningen eller i læger med forskertrang.

Det lykkedes dog at vende den indstilling hos administratorerne, og i dag er knap 1200 medarbejdere og 2400 studerende knyttet til instituttet. Det er Danmarks største og fremstår som forbillede for andre universitetshospitaler i Skandinavien.

Læg hertil den internationale bevågenhed og anerkendelse og endelig patienterne, som det hele handler om: børn, som tisser i sengen om natten, ofre for drukneulykker eller diabetespatienter for blot at nævne nogle få patientgrupper, der har gavn af de behandlingsmetoder, som forskningsresultaterne løbende omsættes til.

Evnen til at analysere, være entusiastisk og krævende, ikke mindst på andres vegne, er Djurhuus varemærke. Professor i hjertekirurgi Vibeke Hjortdal fra Aarhus Universitetshospital føjer mentor til. For hende er kendetegnet hos Djurhuus, at han kan se potentialet i en læge, før den pågældende selv kan.

Yngre læger fortæller, at når Jens Christian Djurhuus ringer, rejser man sig og gør honnør. Han kan være bidende ironisk og tale i lange, snoede sætninger, som sætter tilhørene af, længe før talestrømmen dør ud. Det er efter sigende ikke så få studerende (og andre), som er kommet desorienterede ud fra institutlederens kontor. Da Vibeke Hjortdal i en årrække boede dør om dør med Djurhuus, gjorde hun det til en vane at lade folk komme ind til sig, sunde sig lidt og få en oversættelse.

Ironien spiller også ind i Djurhuus drilleri over for københavnerne. Ved et oplæg om forskningen i Danmark viste han et danmarkskort. Uden Sjælland. Men bag den bryske fremtoning er han hjertelig, bedyrer de, som kender ham.

Og efter tre årtier som magtfuld institutleder vil han nu tilbage dertil, hvor han kom fra forskningen.