Religion har efterhånden længe været på dagsordenen i Danmark. Trods dette eksisterer der stadig et stort behov for en gennemtænkt og tidssvarende dansk religionspolitik.
Denne politik bør tage højde for religionspluralisme og forudsætte et opgør med doktrinen, at religion kun hører til i det private og skal fordrives fra det offentlige rum.
LÆS OGSÅ: Kirkeminister ønsker også at ændre andre trossamfunds forhold
For faktum er, at religion allerede er en væsentlig del af den danske offentlighed. Beklageligvis eksisterer der fortsat megen berøringsangst med religion i det danske samfund.
Politisk affejes religion ofte som et særligt irrationelt grundlag for at gennemtænke samfundsløsninger, mens det er helt legitimt at råbe op med irrationelle påstande som somaliere har kun foragt tilovers for danskere og deslige.
For sekularismedoktrinen anser religion som noget undertrykkende og forudsætningen for fanatisme, terror og religionskrige, alt imens et mere nøgternt syn på verden afslører, at sekulære regimer, som for eksempel Saddam Husseins regime var det, sagtens kan være lige så undertrykkende, og at terrorismen før den 11. september 2001 primært blev forbundet med sekulære og nationalistiske bevægelser. Selvfølgelig kan religiøse kulturer udvikle sig uhensigtsmæssigt, og ingen tvivl om, at mennesker, der anser sig selv for at være religiøse og drevet af religion, kan være voldelige såvel som irrationelle.
Men pointen er, at det samme gælder for sekularister, selvom doktrinen om sekularisme ofte bliver præsenteret som et neutralt princip om adskillelse mellem religion og politik.
I DAG VIRKER DET, som om behovet for religionskritik er afløst af et behov for sekularismekritik i Danmark med al den modstand og kritik religiøse mennesker har mødt gennem de seneste årtier, er selvkritik og moderation ofte væsentlig mere udpræget blandt religiøse end blandt fanatiske tilhængere af at holde religion ude af offentligheden.
Paradoksalt nok er et entydigt syn på religion som værende krigerisk med til at gå de religiøse fundamentalisters ærinde, fordi det tager fanatikernes religionsforståelse for gode varer.
Samtidig overser man, at flere milliarder religiøse mennesker verden over bidrager med et aldeles imponerende trosbaseret samfundsengagement. Disse mennesker driver børnehaver, skoler, gymnasier, universiteter, børnehjem, ungdomsklubber, handicapinstitutioner, hospitaler, væresteder, besøger fængselsfanger, bespiser fattige, hjælper flygtninge, afhjælper alkoholisme, udøver sjælesorg, udfører lektiehjælp, indgår i diplomati og dialog og meget andet. Religion anerkendes således i mange lande som en betydelig samfundsressource.
Når religioners positive betydning for og legitime plads i et samfund ikke anerkendes, står man tilbage med en ikke blot diskriminerende og krænkende tilgang til religion, men man går også glip af den ressource, som religion og religiøse mennesker udgør.
En mere anerkendende og konstruktiv tilgang til religion i den offentlige debat og den politiske lovgivning i Danmark bør derfor være grundlaget for dansk religionspolitik.
Det vil både gavne debatmiljøet i Danmark og hjælpe forfægterne af hellig sekularisme til at finde en mere moderat og selvkritisk tone.
Samtidig er det vigtigt, at den offentlige debat og den politiske lovgivning i Danmark afspejler det danske samfund, som det tager sig ud i det 21. århundrede, og ikke er forankret i et samfund, som ikke længere eksisterer. Blandt andet derfor er udviklingen af en mere pluralistisk religionspolitik påtrængende.
Udviklingen af en sådan religionspolitik vil imidlertid udfordre de nuværende partipolitiske traditioner. En tidssvarende religionspolitik implicerer for eksempel en mere åben tilgang til religion, end den socialistiske ideologi historisk set har stået for.
Udviklingen af en mere pluralistisk religionspolitik vil også udfordre mange borgerlige, som traditionelt set ofte har hyldet nationalkonservative værdier som Gud, konge og fædreland, og som ofte har kæmpet en brav kamp for at fastholde illusionen om, at Danmark er et kristent land.
En tidssvarende religionspolitik implicerer, at borgerlige opgiver drømmen om en tilbagevenden til en middelalderlig kristen enhedskultur og anerkender den religiøse pluralisering, som det danske samfund er undergået.
Udviklingen af en pluralistisk religionspolitik vil også udfordre traditionelle kulturradikale.
De gamle kulturradikale foragtede religion og betragtede religion som en hindring for det modernes gennembrud. Et sådant syn på religion er efter vores bedste overbevisning ikke vejen frem i dag.
EN SEKULÆR religionspolitik, hvor det offentlige rum udrenses for religion, har fremtiden bag sig. En pluralistisk religionspolitik, hvor forskellige religioner gives plads i det offentlige rum, har fremtiden for sig.
Udviklingen af en pluralistisk religionspolitik går altså på tværs af historiske og aktuelle partipolitiske traditioner og har en række konsekvenser for det danske samfund.
Det bliver for eksempel mere og mere nødvendigt, at elever lærer om at være i dialog med mennesker, der har anderledes synspunkter end dem selv. Elever må således lære om udfordringer ved kulturel og religiøs mangfoldighed, men må også lære om styrker ved denne mangfoldighed, så de for eksempel lærer det anderledes at kende som en kilde til selvindsigt og horisontudvidende berigelse. Dette vil opøve dem i at kunne begå sig i en pluralistisk verden.
Det er også på høje tide, at de fra folkekirken afvigende trossamfund, som det hedder i Grundloven, får ordnede forhold. Snart nedsættes en kommission, der skal udarbejde en styringslov for folkekirken. Der bør også snarest muligt nedsættes en kommission, der skaber anstændige forhold for andre trossamfund i Danmark.
Når så meget i det danske samfund har med religion at gøre, er det naturligvis vigtigt, at der kontinuerligt foregår en religionspolitisk refleksion og samfundsdebat.
Vi efterspørger her et mere balanceret syn på religion og en mere pluralistisk religionspolitik, som efter vor mening vil fremme en respektfuld og konstruktiv dialog om etik og værdier i Danmark.
En sådan pluralistisk religionspolitik vil i øvrigt være udtryk for væsentlige demokratiske værdier og for basale menneskerettigheder, herunder ytrings- og forsamlingsfrihed.
Et opgør med fanatisk sekularisme og en debat om dansk religionspolitik er en væsentlig forudsætning for, at vi kan være i respektfuld dialog om, hvordan vi kan leve sammen med forskellige overbevisninger om det gode liv og være i konstruktiv dialog om, hvordan vi kan leve i fredelig sameksistens.
Hvis religion negligeres, fortrænges fra det offentlige rum eller henvises til en eksistens som sekterisk ghettokultur, vil det blot generere den religiøse fanatisme, som vi ønsker at undgå.