Flere gange løfter hånden sig fra rattet til en diskret hilsen på vej gennem det lille fiskerleje.
Ved vejkanten sidder tre små, lyshårede piger og sælger ud af det legetøj, som efterhånden hører en anden alder til. Og ude foran det gamle fiskerhus, som i dag udgør byens kirke, er flaget langsomt ved at blive hejst.
I den nordjyske by Lild Strand ved Frøstrup i Thy er man ikke fremmed for hinanden, og man ønsker heller ikke at være det. Et nik og et vink med hånden, når man passerer, er en selvfølgelighed.
LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke god til at gå i takt"
Bag rattet sidder den 26-årige socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup, og Lild Strand er hans hjemstavn. Klitterne, engen og stranden var rekvisitter i barndommens lege, og skolen og kirken dannede rammerne om ritualerne. Her bor Simon Kollerup stadig. Nu sammen med sin kæreste i et nybygget hus kun et par meter fra barndomshjemmet. Dog mest i weekenderne, for hverdagene bliver brugt på Christiansborg og nætterne i en lille lejlighed i centrum af København. Flere gange om ugen pendler Simon Kollerup derfor mellem, hvad der for den udenforstående synes at være nat og dag.
Med 9859 personlige stemmer fra Thistedkredsen blev Simon Kollerup for snart et år siden valgt ind i Folketinget. Og barnedrøm blev til virkelighed. Simon Kollerup fortæller om en dag, hvor telefonen ringede med statsministerens sekretær i den anden ende.
Jeg blev bedt om at møde op på Marienborg til en snak med Helle Thorning-Schmidt (S) dagen efter. Da jeg træder ind i rummet, står der to kopper på bordet foran mig, og så sidder jeg ellers og drikker kaffe med landets statsminister og bliver lyttet til og taget alvorligt. Det var på én gang surrealistisk og meget virkeligt.
Og mødet med statsministeren understreger, at Simon Kollerup pludselig befinder sig et sted, hvor han rent faktisk har indflydelse. Og det føler han virkelig, han har fået.
Hver gang man trykker på den lille, grønne knap i folketingssalen, er man jo med til at tage et lille skridt mod en ændring. Jeg tænkte meget over det den dag, hvor vi skulle stemme om statsborgerskab, for jeg vidste, at da jeg trykkede på knappen, var jeg med til at give en af mine tidligere kolleger statsborgerskab. Og der slog det mig pludselig, hvor mange gange jeg havde trykket på den knap i løbet af året.
Men året har også haft sine bump. For selvom trappen op til Christiansborg altid bliver taget i spring, har idealismen lidt et knæk eller to i årets løb. For lige så meget alvor og seriøsitet, der er at finde på Christiansborgs gange, lige så meget spil og gøgl er der, når kameraerne først ruller. Simon Kollerup sammenligner det med et spil ludo, hvor rød kæmper mod blå om først at slå en sekser og hurtigt komme i mål. Derudover har det været frustrerende ikke at kunne få lov til at tage større skridt, når nu foden endelig er kommet inden døre.
Der er mange, som har givet udtryk for en irritation over de små skridt, vi har taget, og jeg har da også selv skullet synke erkendelsen et par gange. Men virkeligheden er, at vi er tilbage i kompromisernes tid, hvor forligene er brede og forhandlingerne uundgåelige. Sommetider må der sættes nogle blå blomster i den ellers røde buket og det kan da være frustrerende. Men jeg tror også, at det er sundt, at der ikke partout er et fast flertal, hvor de andre partier bare er ligegyldige brikker.
Simon Kollerup må ofte finde sin indre nordjyde frem. For på Christiansborg er tålmodighed en dyd, og man må acceptere, at tingene ikke nødvendigvis går så hurtigt, som man kunne ønske sig. Og at nogle af mærkesagerne må lægges på hylden. I hvert fald for en stund. En af de ting, som i en periode har været taget af dagsordenen, er værdipolitikken. Ikke, fordi den betyder mindre nu, men bare fordi tiden er en anden. Overalt har krisen nemlig lagt sin skygge, og det lider værdipolitikken altså under. Alt for ofte bliver værdipolitikken forbundet med den form for politik, hvor kroner og øre ikke spiller den store rolle, og det er noget pjat, mener Simon Kollerup. For det er måske lige netop denne politik, der har brug for nogle tørre tal at læne sig op ad.
Det er på tide at få værdierne i spil igen, selvom vi også har andre ting at koncentrere os om. For når alt kommer til alt, er det værdierne i et samfund, der lægger grundstenene for de ting, vi gør.
Værdierne er i høj grad forankret i det nære og det lokale for Simon Kollerup. For eksempel frivillighed, som er en vigtig ressource også i et velfærdssamfund som Danmark. Om det så drejer sig om moderen til tre, der er gymnastiktræner i det lokale forsamlingshus i sin fritid, eller naboen, der velvilligt låner sin trailer ud. Selve værdien i at hjælpe er stærk. Ikke mindst i krisetider.
Vi skal vriste os fri af det individualistiske tankesæt, hvor vi er os selv nærmest. I stedet skal vi tænke i medborgerskab og fællesskab. Der er ingen tvivl om, at muligheden for at yde frivilligt arbejde kan blive bedre, end tilfældet er i dag. Kommunerne skal tænke det aktivt ind i deres arbejde, men desværre er det langtfra alle kommuner, der har en politik på dette område. Det skal der gøres noget ved, siger han.
En anden ting, regeringen ifølge Simon Kollerup kan blive bedre til at tale om, er den nære fremtid i stedet for hele tiden at tale om 2020-planer eller andre langsigtet løsninger. Fremtiden skal selvfølgelig planlægges, men det skal ikke gå ud over virkeligheden nu og her.
Jeg tror, mange mennesker har svært ved at forholde sig til, at vi kigger alt for langt frem. Det kommer simpelt hen hen for langt væk fra deres hverdag. Det er vigtigt at huske på, at politik i høj grad også handler om kommunikation. Et af de bedste råd, jeg har fået, er fra en tidligere LO-mand, som på sindigt thybomål sagde: Du skal lade være med at fortælle om alt det, du gerne vil, og hellere spørge folk, hvad de vil. Det, tror jeg, er en vigtig lektie for alle politikere.
Stilheden lægger sig som en dyne hen over terrassen uden for huset, når Simon Kollerup holder en pause i talestrømmen. For selvom Thy er kendt for sit stædige blæsevejr, er der helt stille på denne dag i Lild Strand. Men tavsheden må brydes, for i København står et kontor, der venter på at blive pakket sammen, inden Simon Kollerup skal holde sommerferie. I Lild Strand.
På vejen tilbage er flaget blevet hejst over kirken, og det sætter gang i den snak, som også har fyldt det seneste år, nemlig hvorvidt der skal ske en adskillelse af kirke og stat. Men det har Simon Kollerup svært ved at give et klart svar på. Han kan godt lide tanken om at modernisere forholdene, men hvordan og hvorledes og hvor snittet præcist skal lægges, vil han ikke blande sig i.
Regeringen vil efter sommerferien nedsætte et udvalg, der skal se nærmere på området. Og jeg vil give dem lov til at arbejde i fred, men jeg er selvfølgelig meget spændt på, hvad det udvalg kommer frem til. Der er mange følelser på spil i denne sag, og derfor er det vigtigt at få det diskuteret til bunds.
Simon Kollerup er selv kristen, men bruger kun kirken lejlighedsvis. Troen på Gud har altid fyldt, men ikke på en organiseret måde.
Jeg praktiserer den kristne tro på den måde, som mange danskere gør, tror jeg. Hvor man ikke nødvendigvis går i kirke jævnligt og mest bruger troen, når man møder hindringer på sin vej. Jeg tænker sommetider over, om det er fejt kun at bruge kristendommen og troen i sådanne tilfælde, men det gør jeg måske i virkeligheden heller ikke. Den er der ligesom bare.
Måske på samme måde som politik ligesom bare er en integreret del af Simon Kollerups liv. Som da han som dreng i 6. klasse gik ned og bankede på skoleinspektørens dør og klagede på vegne af de andre klassekammerater over, at der ikke var nok musik på skemaet. Og fik flere timer indført.
Og som den unge mand, der nu agter at skabe lige muligheder for alle uanset køn, indkomst eller race. Hvor det skal være nemt for alle at have et godt og trygt liv. For selvom Simon Kollerups fødder er solidt plantet i den nordjyske sandjord, bevæger drømmene sig helt ud i landet. Til hele Danmark.