Vi må finde den helt rigtige lap

Forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro i København Ivan Christensen sidder blandt nutidens toldere og syndere hver eneste dag

Ivan Christensen har ikke noget imod at spise blandt brugerne af Mændenes Hjem, selvom han synes, de kan være lidt hårde ved hinanden. –
Ivan Christensen har ikke noget imod at spise blandt brugerne af Mændenes Hjem, selvom han synes, de kan være lidt hårde ved hinanden. –. Foto: Leif Tuxen.

De fleste københavnere kender trappestenen til Mændenes Hjem på Istedgade som Vesterbros hvepserede. Den tunge egetræsdør ind til det 100 år gamle herberg står i princippet åben for alle. Hjemløse, alkoholikere, narkomaner, alfonser, sultne vesterbroere og også politiet er jævnlige gæster her netop som vi kommer ind i stueetagens kantine, marcherer to uniformerede betjente imod os og ud ad den store egetræsdør, der er stålbeklædt på indersiden.

400-600 mennesker går gennem døren hver eneste dag, fortæller forstander for Mændenes Hjem Ivan Christensen.

LÆS OGSÅ: Robust psyke og sort humor hjælper

Han møder os i kantinen, hvor flere står i kø her over middag for at få et måltid mad og en juicebrik. Dagens ret er bøf stroganoff, og en tallerkenfuld med kartoffelmos langes over disken for 15 kroner. Selvom politigården ligger lige om hjørnet, kommer ordensmagten dog aldrig for at spise, men fordi de af og til har mellemværender med stedets brugere, fortæller forstanderen.

I et hjørne sidder et par stykker med slørede blikke foran et fjernsyn og finder ro fra gadens spetakel. Griner lidt af et gammelt klip med Piet van Deurs, der undersøger en mærkelig tingest.

Op ad væggen står en række smalle, grønne skabe, der ved nærmere eftersyn viser sig at være senge: Lågerne kan klappes ud og giver de hjemløse mulighed for at krølle sig sammen på en halv meter bred briks. Med hovedet gemt inde i skabet er der fred fra omverdenen for en stund, på trods af at der aldrig er helt stille i rummet.

På herbergsetagen ovenpå har forstanderen sit hjørnekontor. Udsigten herfra ud mod Istedgades armod og prostitution er barsk for et hjørnekontor at være. Og hvis man generelt vil gå fra arbejdet med et stort smil på læben hver eneste dag, er det måske ikke Mændenes Hjem, man skal være leder af, siger Ivan Christensen, der tiltrådte stillingen i januar 2012.

På trods af det holder han af sit nye job, hvor han ligesom Jesus i søndagens tekst har sin daglige gang blandt samfundets udstødte. Ivan Christensen ser ikke sig selv som nogen frelser, og analogien til Jesus er han ikke meget for. Men hvis man vil gøre en forskel, er det vigtigt at lære dem, man vil hjælpe, grundigt at kende, mener han:

Teksten har et universelt budskab om lighed. At de, der udgør et samfundsmæssigt problem, eller som vi ikke bryder os om, også er mennesker. Jeg spiser ind-imellem nede i kantinen med brugerne, og jeg synes, de er nogle dejlige, søde og sjove mennesker. De er meget rå ved hinanden, men hvem ville ikke være det efter så mange år i det miljø?.

I søndagens tekst får man indtrykket af, at syndere og toldere på Jesu tid var dem, man helst undgik at opholde sig blandt. Ivan Christensen kniber øjnene lidt sammen og sender mig et skarpt blik, da jeg spørger, hvad han mener om at kalde brugerne af Mændenes Hjem for syndere:

Jeg mener ikke, vores brugere er syndere. Vores brugere overskrider måske almene normer for ret og rimeligt, menneskeligt og umenneskeligt. Tit og ofte løses konflikter fysisk til skade for mange. Men syndsbegrebet kan jeg ikke bruge til noget i hjælpearbejdet, for det indeholder en skarp fordømmelse. Og det er måske også her, jeg mener, at teksten kan blive lidt fattig, selvom budskabet om accept står så klart. For til alle tider, på alle steder, i alle samfund findes der udstødte. Hvorfor gør der det? I 1500- tallet havde man Narrenschiff, skibe, der sejlede med de gale, så man slap for dem, og de spedalske har også været udstødt gennem århundreder. I dag har vi fine institutioner til syge og mentalt handicappede. Men vi mangler stadig viden om, hvilke universelle mekanismer det er, der skaber udstødelse og armod. Det kunne føre os videre.

Ivan Christensen er selv opvokset i en jysk kernefamilie, og de hjemløse og prostituerede i København var dér eksotiske som en sjælden art, man kun hørte om i samfundsfagstimen.

Senere kom han til København for at læse filosofi og har siden arbejdet på Mændenes Hjem og et projekt for de hjemløse på Indre Vesterbro. Omkring årtusindeskiftet hjalp han til ved et projekt, hvor kunstneren Kenneth Balfeldt lavede en happening i form af et fixerum for de socialt udsatte på Vesterbro. Her blev der afholdt en fin reception, hvor også brugerne var velkomne:

Flere af de hjemløse fortalte, det var den første reception i deres liv, selvom de var godt oppe i årene. Og de blev enige om, at de godt kunne tænke sig, der blev flere. Det, synes jeg, siger noget om udstødelse der er bare nogle mennesker, der aldrig kommer med til den slags fester. Og især nu, hvor inklusion er det, alle taler om, kunne man godt tage ved lære af Jesu eksempel.

I teksten afbrydes Jesus midt i et måltid blandt syndere og toldere af de skriftkloge farisæere, der spørger, hvorfor i alverden han dog vælger at være blandt disse mennesker. Nutidens skriftkloge er eksperter og andre lærde, hvis man spørger Ivan Christensen. Hvis de tog mod til sig og stoppede op på indre Vesterbro for at se, hvordan livet udfolder sig der, ville den visdom, de har tilegnet sig, gøre mere nytte, mener han:

Det er lidt for let at sidde som ekspert i sit elfenbenstårn på universitetet og mene en masse om for eksempel ham Dovne Robert. Mange af disse mennesker har et fantastisk netværk og er enormt kloge. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi diskuterede, hvordan deres forskning mere konkret kan bruges til at gøre samfundet bedre, og hvad de vil gøre for, at det sker i praksis?.

På vej ned ad trappen fra herbergsetagen møder vi en gruppe, der er på vej op. Ovenpå bor 53 personer midlertidigt i små værelser med seng, stol og bord, og for nylig er det vedtaget, at man godt må få gæster på besøg.

Ivan Christensen træder til side, for at gruppen kan komme op ad den smalle trappe, der lige er blevet vasket med sæbe og stadig giver lidt usikker grund under fødderne. Men den sidste i rækken, en mand med grønlandske træk, nægter at gå forbi og træder i stedet til side: Altid damerne først, siger han.

I deres job prøver Ivan Christensen og kollegerne på ikke at være for dømmende, men i stedet hjælpe brugerne dér, hvor de er. I nogle tilfælde bare til at overleve. Metaforen om den ukrympede lap og ung vin på gamle lædersække i slutningen af søndagens tekst rammer derfor rent hos ham, selvom den ved første øjekast henvender sig til skrædderen og vinmageren:

Jesus er den rene, ukrympede lap, og tolderne og synderne er den gamle kappe. En helt ny lap på en gammel mølædt jakke ville for det første se mærkelig ud, og det øjeblik, den bliver vasket, trækker den stoffet sammen og ødelægger jakken. Derfor er det et godt billede på, at vi skal tage os i agt for præfabrikerede løsninger og i stedet sætte os og få talt med folk i hjælpearbejdet, forklarer han.

Samfundet og hjælpeorganisationerne skal fremover blive bedre til noget helt fundamentalt, som også knytter sig til bibelteksten, bliver Ivan Christensens sidste ord, inden vi tager afsked:

Hvis hjælpen ikke reelt hjælper, hvis vi ikke får fat i de rigtige eller formår at fastholde dem, så er det hjælpen, der skal ændres på. Ikke bare dem, der skal hjælpes. For eksempel er omtrent 60 procent af dem, vi ser her, af anden etnisk herkomst. Hvad skyldes det, at så mange indvandrere havner her på samfundets absolutte bund, når de procentvist udgør en meget mindre del af befolkningen? Vi ser flere og flere og mangler at finde den rigtige lap på problemet så at sige. Et forslag kunne være at invitere alle Vesterbros præster, imamer og stofbrugere til endnu en fin reception og spørge dem: Helt ærligt. Skal vi ikke sammen få gjort noget ved det her?.

Søndagens tekst

17. søndag efter trinitatis. Markusevangeliet kapitel 2, vers 14-22.